Da Sony i 2001 opkøbte Naughty Dog, var der ingen tvivl om, at uanset hvor højt et beløb der var røget på bordet, så var det godt givet ud. Allerede på det tidspunkt havde det californiske firma formået, at skabe Crash Bandicoot, der på mange måder var et forfriskende pust til platformgenren, og i 2004 fødte selskabet endnu en platformsucces med det fantastiske makkerpar Jak og Daxter til Sonys PlayStation 2.
Med en del flere hestekræfter under kølerhjelmen, var det i 2007 tid til at tage springet væk fra de glade tegneseriefigurer, og snuse til et lidt mere realistisk univers, denne gang i form af Nathan Drakes eventyr i Uncharted: Drake's Fortune. Der var ingen tvivl om at Naughty Dog nærede et ønske om, at skabe en mere dyster fortælling, hvilket kunne fornemmes med karakterudviklingen i Jak and Daxter-spillene. Samtidig havde studiet bevist en evne til at skabe dynamiske og interessante karakterer i troværdige omgivelser - så forventningerne var skyhøje.
Antihelten Nathan Drake skuffede ikke og leverede med Uncharted: Drake's Fortune i bedste Indiana Jones-stil, et fremragende eventyr med en medrivende historie, krydret af med gode platformudfordringer og masser af helstøbte actionsekvenser. Samtidig formåede Naughty Dog at tæmme maskinens Cell-chip, og kunne derfor levere et velsmurt Hollywood-eventyr i ugæstfrie junglelandskaber under en azurblå himmel.
Det er under en lige så blå himmel, at jeg med firmaets portfolio i baghovedet, mødes i West Hollywood med Naughty Dogs Game Director, Bruce Straley. Der er dog allerede blevet skrevet side op og side ned, også her på Gamereactor, om Nathans kommende eventyr, og Blichfeldt har leveret et godt interview med Naughty Dog, så jeg føler mig lidt som fødselslaren, der ankommer for sent til sin egen fest - lige i tide til at nyde en bunke velsmagende kagekrummer.
Det er lidt af en overraskelse, at der denne gang er en multiplayer-del i Uncharted. Heldigvis fungerer denne samt co-op-delen upåklageligt. Dog bliver co-op ikke over en og samme maskine i splitscreen.
Det er jo begrænset, hvor mange interessante måder, man kan omformulere den noget sparsomme information om Uncharted 2: Among Thieves som Santa Monica studiet allerede har frigivet. Tanggaard har tidligere fortalt om eventyret, der denne gang omhandler Marco Polos forsvundne flåde, Shangri-La, italienske byer og forrygende sneklædte landskaber med en Nathan, der dog også denne gang forsøger sig med sniger-genren.
Derfor er det ikke med forventningen om meget nyt til diktafonen og mit kamera, at jeg med en lettere ligegyldig mine, iagttager endnu en Uncharted 2-demonstration. For jeg må indrømme, at det er muligheden for endelig, at komme til at få fingrene i en kontroller og prøve spillet, der trækker mest. Et par minutter inde i præsentationen står det dog klart, at det ikke er mangel på nyt, men en ganske effektiv evne til at holde forretningshemmeligheder skjulte selv for nysgerrige journalister, der kommer til at præge dagen.
Ordene Multiplayer Deathmatch og co-op rammer mine ører, og da jeg har samlet kæben op fra gulvet og præsentationen er færdig, er det tid til at undersøge sagen nærmere.
Da jeg får PlayStation 3-kontrolleren mellem hænderne, er det sammen med fire andre ivrige journalister ved min side, og i rummet ved siden af os, gentager scenariet sig for fem andre inviterede. Så lidt hurtig hovedregning bekræfter, at det er tid til en ti mands kamp i Uncharted-universet.
Med fem mand på holdet er vores opgave, at gå på plyndringstogt og sørge for at skatten ender i vores lommer og ikke modstanderens. Kontrollen virker som den altid har gjort i Uncharted-universet, med andre ord: elsker man styringen af Nathan Drake, vil flerspillerdelen levere nøjagtig samme gode oplevelse mens spillere, der er utilfredse med skattejægerens til tider uheldige evne til at klæbe til utilsigtede dækninger, når det er rullefald, der står på ønskesedlen, stadig må kæmpe med netop denne del.
Plunder som dette flerspillerscenarie hedder, fungerer som en typisk omgang capture-the-flag, og der er som altid i Uncharted muligheder for at benytte forskellige våben, granater og nærkampsangreb - hvor sidstnævnte her bliver leveret i form af lidt for fyldige knokager, der kun kræver en enkelt eller to for at mætte modstanderen.
Det er først da jeg løber igennem det støvede landskab og i panik nærmest smækker panden mod en mur, at jeg bliver klar over hvor tæt flerspillerdelen er på enkeltspilleroplevelsen: her er der lianer og murbrokker, der kan forceres, og inden jeg ser mig om, er jeg i gang med at kravle op på toppen af bygningen for at få et bedre udsyn.
Og udsigten er ganske imponerende: i de støvede gyder, bevæger mine med- og modspillere sig rundt i en detaljerigdom ikke ulig det første Uncharted, uden at maskinen nogensinde taber pusten. En af mine holdkammerater har fået fat i skatten, og er nu på vej tilbage til vores base med denne, en velplaceret granat fra mine svedige hænder får ryddet ud i modstanderne, og jeg kigger veltilfreds på Naughty Dog-repræsentanten, der med et skævt smil tørt melder tilbage "at det var heldigt, at Friendly Fire er slået fra".
På trods af min helt igennem fantastiske indsats i plyndringstogtet taber vi ganske overraskende. Vi får dog revanche i næste omgang, der denne gang foregår under en mørkeblå stjernehimmel, men øjnene er allerede rettet mod endnu et rum, hvor vi ved at co-op-delen venter.
I det næste lokale står der en trio af fladskærme tilsluttet PlayStation 3-maskiner og summer. Vi får forklaret, at en af tingene Naughty Dog heldigvis ikke vil gå på kompromis med, er det allerede velfungerende enkeltspillereventyr som det første spil er kendt for. Derfor bibeholder hovedeventyret de kendte mekanikker uden at trække en irriterende partner med intelligens som en våd avis ned over hovedet på solospilleren.
I stedet har udvikleren valgt at lave en co-op del, hvor man op til tre spillere genoplever ændrede udgaver af nogle af Uncharted 2-banerne, fyldt med nye fjender, bosser og en vægt på samarbejde spillerne imellem. Banerne bliver leveret i småbidder, der hver byder på en halv times underholdende kampe og co-op puzzles. Mest imponerende er det dog, at den grafiske kvalitet af disse er uændrede i forhold til den rasende flotte enkeltspilleroplevelse.
Vi får valget mellem Nathan, Sullivan eller Chloe, men får besked på at karaktererne til denne del af eventyret endnu ikke er fastlagt. En ruin, af hvad der tidligere øjensynligt har været en hyggelig italiensk landsby, danner rammen om ekspeditionen, og jeg misser med øjnene under den stærke sol, da jeg begiver mig igennem de knastørre gader med mine to partnere.
Matte vimpler flagrer i vinden, mens støvede sandskyer indrammer vores første skudduel. Jeg er dybt optaget af arkæologiske nærstudier af den omkringliggende arkitektur, og bliver derfor hurtigt taknemmelig over den inkluderede mulighed for at modtage førstehjælp fra mine medspillere.
Et symbol med to mænd blinker i den ene side af skærmen, og dette betyder at den første opgave, der kræver mere end en spiller venter i den retning. En bus blokerer vejen, men med fælles hjælp får vi en gammel reol bugseret over til køretøjet, og har snart kreeret en alternativ trappe over rustbunken og hen til vores næste ildkamp. En af mine medspillere bliver angrebet og fastholdt af en ny type fjende, en såkaldt kværker, der ikke slipper grebet før vi leverer en række velplacerede skud. Og så er tiden allerede gået.
Det er med en god følelse, at jeg ligger kontrolleren fra mig, for det er ganske imponerende, hvordan det er lykkedes at bibeholde den klassiske Uncharted-stemning, og samtidig byde på flerspillerkampe og co-op baner.
Naughty Dog har endnu engang bevist, at de kan deres kram, og selvom man kunne frygte at disse nye implementationer ville blive tilsat på bekostning af en fortyndet solooplevelse, er der meget, der tyder på, at de i stedet bliver en herlig bonus til et af efterårets store eventyr.