Vi spiller Need for Speed: Hot Pursuit

BYEN GUILDFORD, der ligger nær London, er hjemsted for den verdensberømte udvikler Criterion. Hoveddørene bliver åbnet for mig, så jeg kan tage et kig på Need for Speed: Hot Pursuit. Jeg bliver budt velkommen af project director Craig Sullivan og executive producer Matt Webster, der giver mig den helt store rundvisning af huset, og fører mig ind i mødelokalet, der passende nok bærer navnet "War Room".

Sullivan starter med at placere to legetøjsbiler på bordet. "Grundideen i NFSHP er ret simpel. Vi har politi og røvere. Når de to mødes, er en biljagt uundgåelig, og det er disse intense dueller som Hot Pursuit handler om".

Det er velkendt at fans af serien i årevis har længtes efter biljagter. At tænde for de blå blink og ræse efter en fandenivoldsk kriminel for fuld fart. Online-delen af Undercover gik lidt i den retning, men resultatet var mest af alt simplistisk, og forblev en af den slags ideer, der så gode ud på papiret. Men denne gang er der andre boller på suppen. Hot Pursuit er delt i to, en halvdel til hver side af loven, og spillerne får lov at træde sømmet i bund, både i singleplayer og online.

Overraskende nok har Hot Pursuit ikke hentet inspiration hos Undercover, men har i stedet kigget tibage til Most Wanted. "Vi har spillet en del Most Wanted her på kontoret, og vi kunne rigtig godt lide det vi så. Flugten fra strisserne var udført på fremragende vis", siger Craig. Den mest tydelige reference til forgængeren er Heat-måleren, der stiger hver gang flugtbilen bryder færdselsloven. Jo højere tal måleren viser, des flere specialkræfter får begge deltagere. Politiet kan indkalde helikoptere, bruge EMP-våben og sætte vejspærringer op, mens de kriminelle kan blokere radarer og få fart-boosts.

Når det kommer til Hot Pursuits online-del, fortæller Webster, at de vil skabe et community ved at holde venner i kontakt med hinanden, selv når de ikke er online.Det udløber sig i et meget detaljeret scoreboard, der opdateres løbende og bruges som reference mellem venner. "For at køre sammen med sine venner, kræver det at alle er online på samme tid, og det er ikke altid let. Vi vil have at spilleren skal føle, at han kører mod folk han kender, selv om de ikke er online samtidigt med ham. Det er hvad Comparison Play handler om", forklarer han.

Nu hvor Criterion endelig får lov til at lave et spil med biler, der findes i virkeligheden, er det spændende at høre, hvad spillerne kan forvente. "Det er enormt heldigt at vi kan bruge rigtige biler i spillet, og vi mener det er ét af Need For Speed-seriens esser i ærmet", siger Sullivan og fortsætter: "Vi vil have at udvalget skal spænde mellem fede biler og virkeligt fede biler. Vi ser almindelige biler hver dag, hvad er der så spændende ved dem? Vi vil give spilleren en blændende biljagtsoplevelse fra starten, og jo længere ind i spillet man kommer, desto større bliver bragene.

Efter et par timer i the War Room kommer vi endelig til besøgets hovedret: Jeg får lov at køre. "Den spilbare version er stadig i et meget tidligt stadie. På en skala fra ét til ti er det måske et to-tal", slår Sullivan fast. Jeg får lov at spille to sæt af Cruise & Patrol-spiltypen - en som politi, og en som ham, der stikker af.

Need for Speed-serien er rasende populær. Med seksten år på bagen er den ikke bare den længst kørende, den er også den bedst sælgende.

Jeg starter med politibilen, og sætter efter en gerningsmand, der overskrider fartgrænsen med store mængder. Jeg jagter ham gennem forstæder, langs motorveje, undviger trafikken. Patruljevognen har åbenbart flere heste under hjelmen end slynglens bil, for jeg haler langsomt ind på ham. Min plan er at tvinge ham af vejen ved at ramle ind i hans ene baghjul, men efter at have ridset hans lak et par gange, fyrer tossen et nitro-boost af, og trækker hurtigt fra mig. Jeg prøver at stoppe hans flugt ved at beordre et par vejspærringer, men de er for nemme at undvige. Jagten fortsætter støt, indtil jeg mister kontrollen og kører hovedkulds ind i en pæl. Min bil begynder at ryge, men jeg får startet motor- en og halter efter skurken, men det er nytteløst. Han er forsvundet af syne, og min saboterede radar er ubrugelig. Jeg taber.

Andet sæt starter straks bedre. I stedet for at jage nogen, er det nu mig, der prøver at slippe væk. Efter et par drifts, pludselige sving og 180 graders- vendinger, har jeg næsten rystet ham af. Jeg begynder at blive kæphøj, da et stort rødt kryds pludselig viser sig på vejen. Jeg er kørt ind på en blind vej, og strømerne nærmer sig! Panik! Jeg bliver skubbet til siden, og motoren begynder at hoste og ryge. Ikke igen!
Jeg prøver febrilsk at få bilen til at accelerere på den trange plads ved hjælp af et par spins, men pludselig sprænger airbaggen - eller sådan beskriver Webster det i hvert fald, mens han griner højlydt. Jeg er kommet til at trykke på controllerens XMB-knap, hvilket betyder at jeg ikke længere kan styre bilen, og det gør mig selvfølgelig til et let offer. Sikke en måde at ryge ud på.

Der er blevet solgt over 100 millioner spil i serien.

Normalt er jeg konkurrence-minded nok til at kyle mindst én kontroller ud af vinduet, hvis jeg taber to gange i træk. Men Hot Pursuits intense løb var så hæsblæsende, at det ikke gør noget. Faktisk tror jeg, at jeg grinede ret meget undervejs, og det er et godt tegn i min verden. Jeg kunne især godt lide den Burnout-agtige styring, der er virkeligt underholdene og sjov at spille med. Tophastighederne medfører masser af farer, men én lille fejl vil ikke ødelægge festen.

Tilføj nogle vaskeægte superbiler, og du har en potent blanding med højeste oktan.