Da Nintendo i 2006 kastede Wii Sports på gaden, var det en håndsrækning til alle de såkaldte casual-spillere verden over. Her var en bunke minispil, der alle leverede oplevelser som fra "den virkelige verden". Der blev bowlet i de små hjem og jublen ville ingen ende tage. De mere seriøse spillere kiggede forbitrede til fra sidelinjen, men overgav sig langsomt. Sådan da. For var der en ting den nye controller manglede, så var det præcision. Når du svang og piskede i luften, var det så som så med den nøjagtige gengivelse af bevægelserne. Men fremtiden var begyndt.
Den startede bare slet ikke med Nintendos Wii, faktisk var Sony ude med en langt smartere teknologi tre år tidligere. Deres Eye Toy-kamera kunne nemlig registrere bevægelser helt uden brug af andet end et kamera. Den fysiske barriere mellem spilleren og spillene var nedbrudt. Fremtiden var begyndt.
Sidste år blev Nintendos bevægelsesfølsomme controller forbedret med en Wii Motion Plus og præcisionen var nu lige i skabet. Microsoft kommer på banen med deres Kinect og Sony er endelig parate til at udgive deres nye bevægelsesfølsomme controller. Byd velkommen til Move - og fremtiden?
Det bevægelsesfølsomme system i PlayStation Move består af to komponenter: EyeToy-kameraet og Motion Controlleren. Motion Controlleren er udstyret med en række bevægelsessensorer, heriblandt to inerti-sensorer og et tre-akset accelerometer, der bruges til at opfange bevægelser og rotation. Der er også et magnetometer, der bruges til at måle controllerens orientering i forhold til jordens magnetfelt. På den måde ved Motion Controlleren altid hvilken vej den vender og peger, og dette er en af de rigtigt smarte detaljer. Men mere om det senere.
EyeToy-kameraet bruges til at spore den lysende kugle forrest på Motion Controlleren. Afstand til kamera og skærm regnes ud ved hjælp af størrelsen på kuglen - jo større den er, jo tættere er den på. På den måde kan afstand og bevægelse spores i tre dimensioner. Ved at skifte farve på lyset i kuglen, kan EyeToy spore op til fire controllere ad gangen.
PlayStation Moves svar på Wiis nunchuk, den såkaldte Navigational Controller, er ikke rigtig en del af det bevægelsesfølsomme system. Den svarer mest af alt til en amputeret udgave af den almindelige Sixaxis-controller, og er også tænkt som en sådan. Hvis du absolut vil bruge sådan en, så bliver der mulighed for det, men den er ikke et krav.
Det første jeg bemærker da jeg åbner pakken, er hvor utroligt let Move-controlleren er. Den føles solid og kuglen på toppen er ikke som forventet hård, men derimod i et blødt gummimateriale som man kunne forvente på et stykke legetøj til hunden. Med andre ord: den kan holde til lidt flere knubs end forventet.
Naturligvis er der forholdsregler omkring brugen af Move, men jeg skal indrømme, at jeg er overrasket over hvor mange. For det første anbefales der, at kameraet placeres i skulderhøjde. Hvis rummet er for mørkt ser kameraets billede forfærdeligt ud, og er det for lyst, er der ingen reaktion. Ledningen drejer også konstant mit kamera, da den er monteret lige bag på linsen og ikke ved foden. Min første tanke er, at dette er mere bøvlet end Kinect og Wii-moten, men heldigvis er det jo en engangsforestilling at opsætte grejet. Tror jeg.
Da jeg har fået højden og lyset til at passe, tænder jeg min projektor. Jeg finder dog hurtigt ud af, at den ikke dur i kombination med Move. Den stærke lyskilde forvirrer kameraet, og jeg må finde en anden løsning, hvis jeg vil spille. Fladskærmen bliver støvet af, og kameraet indstillet. Nu skal der spilles (og er du den utålmodige type, kan jeg røbe, at hvis du står med pengepungen parat, er det bare at drøne ned til teksten omkring Sports Champions for at se det oplagte valg til din nye Move-controller).
Start The Party
Det første spil der hives frem er Start The Party, et festspil, der umiddelbart minder om Wario Ware: masser af gale minispil og et superglad udseende, der helt tydeligt er tænkt til festspillerne. Da jeg griber min Move-controller ser jeg det første eksempel på, hvad der kaldes augmented reality: min controller er på skærmen forvandlet til en enorm handske. Det ser supersjovt ud, og skal nok bringe lykke hos et yngre publikum.
Der er masser af sjove konkurrencer at vælge imellem (tror jeg). Så jeg starter den første.
Her skal jeg klippe en persons hår på tid. Forestil en rund kugle, hvor du skal følge dele at toppen med din Move-controller og holde trigger-knappen nede når du rammer de dele, som du vil "klippe". Det er det. Hverken mere eller mindre. Bevægelserne du skal foretage dig, er samtidig så store, at det svarer til at skulle dirigere trafik. Monotonien er omtrent den samme også, dog uden chancen for at der sker noget interessant på noget tidspunkt.
Det næste festspil beder mig om at prikke til en række balloner. Stuen og spilleren er et grynet baggrundbillede, så ikke alene er det bøvlet, at se hvor man er med "nålen", men styringen ender også som ganske ulogisk. Et andet festspil beder mig om at være kunstner og male, eksempelvis ved at følge én lige figur og holde trigger-knappen i bund imens jeg følger stregen. Så er der de faldende faldskærmstropper, der skal "blæses" på plads på en række tømmerflåder med din Move-controller, der nu er en gigantisk vifte. Og rammer de vandet, ja så bliver de ædt af en upersonlig tegneseriehaj.
Indtil videre er der ikke så meget som et smil at spore på hverken mit eller mine inviterede testpersoners ansigter. Og det hjælper ikke stort, at den konstant larmende og "festlige" speaker-stemme på magisk tilhører den meste irriterende og intetsigende vært i et spil nogensinde. Hvis du synes at værten i Buzz kunne være irriterende, så forestil dig ham, men uden charme og uden gode dialoger, og du nærmer dig. Tilsæt måske lyden af negle på en tavle og nytårstalen fra det politiske parti du foragter mest. Sådan, velkommen til Start the Party-værten.
Jeg slukker min maskine og genstarter den med dansk som hovedsproget, her er resultatet anderledes positivt. Heldigvis.
Den danske lydside er rigtig god og alene det, er nok til at man så småt begynder at hygge sig lidt. Jeg vil så gerne blåstemple den her type hyggelige casual-titler, og synes at jeg normalt kan finde positive ting ved de fleste titler, men her er det desværre virkeligt begrænset, også selvom jeg tager min glade Hr. Jensen-hat på.
Hvad du sikkert gerne vil vide nu er: hvordan virker kontrollen? Svaret er: ikke meget mere end hæderligt. Du kan ikke altid ramme korrekt, med mindre du har meget plads at bevæge dig på, og glem alt om at sidde ned og spille. Det går ikke uden den store genkalibrering, og selv efter det er spillet ikke designet til at blive spillet siddende. Mange af bevægelserne er ulogiske, og efterhånden som eftermiddagen går på hæld, bliver lokalet også mørkere, hvilket giver baggrundsbilledet (min stue) et pixeleret grønligt skær. Efter denne start er jeg ikke videre positivt stemt. Spillet ryger ud - tid til det næste.
Kung Fu Rider
Her er der et spil, der skriger: jeg er tåbeligt, grin med mig. Og helt ærligt: det er svært ikke at trække på smilebåndet. Du styrer en ung fyr i typisk kontor-outfit. Han sidder på sin kontorstol, der tilfældigvis drøner hastigt igennem en lang og meget befærdet gade. Her skal Move-controlleren bruges til at dirigere ham igennem trafikken. Animationerne er rigtigt gode, og ideen er fed, det er dog svært for mig at se det sjove i denne titel efter cirka en halv times spil. Ikke kun fordi det er ensformigt, men også fordi det rent ud sagt er grotesk, hvor mange (og kluntede) bevægelser der skal til for at bukke sig, sparke, hoppe, sætte fart på eller dreje. Det er som om udvikleren vil vise, at controlleren kan fungere både til siderne, op og ned og "ind og ud". For rodet til spilleren der vil have noget simpelt og sjovt, og for kedeligt for os andre. Og så virker det upræcist. Næste!
EyePet Move Edition
Kan du huske dette lille kæledyr til dit Eye Toy? Tilsæt en storsnakkende vært og...nej vent. Det er jo det samme spil? Ja, jeg kan styre en trampolin (højre eller venstre) med min Move. Ja, jeg skulle bevæge ægget med controlleren for at udklække mit pet. Men for pokker? Det er jo det samme spil. Det er nu endda blevet aften, og for at kunne filme i mit efterhånden ret mørke rum, må jeg hive kontorlampen frem, så kameraet kan registrere mine håndbevægelser, og så gør den det endda ikke synderligt godt. Faktisk er der her en rigtig simpel løsning. Læs Gamereactors gamle anmeldelse af det første EyePet og du har min oplevelse. Bare erstat papstykket, der beskrives i anmeldelsen, med Move-controlleren. Det er det samme spil.
Jeg skal gerne indrømme, at nu er jeg så småt ved at give op. Intet har virket let og intuitivt, og jeg er skuffet. Tid til det sidste spil i min test: Sports Champions
BAM.
Lækker præsentation. Lækker grafik. Ingen irriterende Miis eller Avatarer - i stedet er det superhunks og hotte workout-tøser. Yihaaa. Det er befriende at se en titel der tør se godt ud, samtidig med at den leverer simpel festunderholdning og minispil. Controlleren beder om en genkalibrering, og denne gang skal jeg stå indenfor et afgrænset område, Move skal holdes ved skulderen, derefter ned langs siden og til sidst ved bæltestedet. Der er lagt op til de store bevægelser.
Den første disciplin jeg vælger er frisbee. For pokker hvor jeg stinker. Men denne gang er det ikke fordi jeg føler at lyset svigter, styringen fejler eller jeg står forkert. Magnetometeret kommer virkelig til sin ret her. Mine håndledsbevægelser gør at frisbeen reagerer nøjagtigt som jeg kunne forvente i den virkelige verden. Med andre ord: jeg stinker til frisbee også her, og det er ikke styringens skyld.
Jeg vælger nu gladiatorkampe. Igen er mit første indtryk, at det ser rigtigt godt ud, og at den grafiske kvalitet er milevidt fra Wii og de gamle Eye Toy-spil. Her fortæller min PS3 dog mig, at det ville være oplagt at have to Move-controllere: et styk til mit skjold og en anden til mit sværd. Desværre er jeg udstyret med en enkelt og det gør, at styringen ikke helt virker intuitiv. Ikke desto mindre ender jeg med at bruge en god halv times tid alene på denne ene sportsgren, før jeg suser videre til den næste.
Bueskydning tigger naturligvis også om to controllere og igen er det et hæderligt kompromis at spille med en enkelt. Jeg suser hurtigt videre til bordtennis. Hold da op. Det føles igen rigtigt. Når jeg vrikker håndleddet reagerer min figur på skærmen hurtigt og præcist. Lækkert.
Yderligere fire discipliner bliver tæsket igennem og jeg ender ved Boccia, efter at have sagt pænt farvel til mine gæster. Boccia er denne type spil (som petang) hvor man kaster en kugle, og så konkurrerer man om at komme tættest på kuglen med de efterfølgende kast.
Wauw.
De første ti minutter er da meget sjove, men det er her Move virkelig viser, hvad den kan. Efter en lille times tid, skruer jeg bolde, rammer med centimeters afstand på en tyve meter lang bane og har det rasende sjovt. Miljøerne er varierede og især parkbanerne er herlige. Her er der skraldespande, bænke, ujævnheder og igen lækker grafik. Efter en meget sløj start, giver dette ene spil mig håb.
Fem timer senere slutter min test. Jeg er forbavset. Jeg har brugt fem timer på at trille kugler? Mine gæster er gået hjem. Den er god nok. Fem timer på én sportsgren i spillet. Derfor må konklusionen her en uge senere være, at dette er en virkelig solid konkurrent til Wii Sports. Samtidig viser Sports Champions potentialet i Move langt langt bedre end de andre titler.
Efter at have spillet med Eye Toy, Wii-mote, Wii-mote Plus, Kinect og Move, står det klart at der er store forskelle på de enkelte bevægelsesfølsomme apparaters muligheder. Dette slår naturligvis Eye Toy, som værende en mere præcis udgave, med mulighed for håndledskontrol og præcis dybdemåling. Wii-maskinens titler er mile bedre end dette og har faktisk en bedre kontrol umiddelbart, da du for at ramme midten af skærmen med Move skal ramme midten af kameralinsen. Sært. I længden vinder Move dog på præcision. Microsofts Kinect var langt lettere at stille op (faktisk tog det kun den tid det tog at sætte stikket til), til gengæld virkede den ikke lige så præcist, men man kunne være to spillere på samme tid uden ekstra hardware. Hvor Move excellerer er i potentialet og den grafiske kvalitet på PlayStation 3-maskinen. Og så med løfterne om en bedre fremtid fra Sports Champions. Ikke med kameraet eller augmented reality, men med spil der kræver præcision og har en spiller med nok tålmodighed til at sætte udstyret solidt op.
Som casual spiller ville jeg blive forvirret over de mange knapper og den konstante kalibrering, og som hardcore gamer foretrækker jeg at sidde ned, med mindre det er motionsspil. Det er derfor svært at sige hvilken gruppe der får enormt udbytte af Move. Og personligt er jeg ikke overbevist om, at dette udfylder et tomrum for mig.
Sports Champions viser at med den rette tilgang til udstyret, kan der laves fantastiske oplevelser, og det gibber allerede ved tanken om at prøve controlleren med Socom, Resident Evil, Heavy Rain eller Killzone.
Hvem der vinder konkurrencen om kundernes gunst? Det kan kun fremtiden vise.
Har du spørgsmål, som ikke er besvaret i teksten. kan du skrive dem i kommentarfeltet. Vi samler de bedste over de næste par dage og svarer på dem i weekenden.