Jeg har sendt toptrænede faldskærmstropper dybt ind i fjendens linjer. Jeg har kastet luftstøtte til mine kammerater i krig. Jeg har sendt min del af tyskerne tilbage hvor de kommer fra. Og jeg ved, at der hvor jeg er på vej hen, kommer jeg til at sende flere nazier tilbage, end krigen højst sandsynligt indeholdte.
For nyligt pakkede jeg min bærbare computer sammen og tog hjem til min fætter en helt almindelig fredag aften. Det var meningen at vi skulle drikke og spille Starcraft II. I stedet endte vi med at vi sidde til klokken syv næste morgen, alt for lidt berusede, og uden at have startet Starcraft II op én eneste gang. Hvordan kunne det lade sig gøre? Jo, vi blev fanget i Company of Heroes Online.
Company of Heroes Online er endnu et "free 2 play" spil, den nyeste trend blandt spiludviklere og udgivelser på internettet. Fidusen er, at spillet i sig selv er gratis, men finansieres gennem mikrotransaktioner. I COHO's tilfælde er de dog ikke implementeret endnu, men Relic Entertainment siger, at den eneste fordel de vil give, er at man hurtigere kan stige i level med sin commander end hvis man er ikke-betalende brugere.
Det oprindelige Company of Heroes udkom i 2006, og var dengang en ny form for strategispil. Man havde et fast antal enheder, som man skulle gennemføre missionerne med. Den formel er ændret i online-spillet, men det hele føles stadig som Company of Heroes.
Når man starter spillet op, skal man som det første vælge side som Allies eller Axis. Derefter vælger man mellem tre forskellige spilstile, der omhandler enten infanteri, kampvogne eller luftbårne krigskundskaber. Selve grundenhederne er nøjagtig de samme for alle tre spilstile, men de har hvert deres talenttræ, der giver dine enheder bonusser.
Efter at have taget rollen som en Commander får man låst et talenttræ op. Talenttræet giver dig bonusser og enheder, kun din klasse har. De kan opgraderes, , så artilleri for eksempel giver mere skade, skyder flere missiler ad gangen, eller kan affyres oftere.

Udover dette har man også Heroes, en slags eliteenheder inden for deres speciale. Almindelige riffelmænd skal trænes til at kaste granater, bruge stickybombs, eller udskifte deres rifler med maskingeværer, men en hero, som kan sættes ind i starten af kampen, har allerede alt dette til rådighed.
Som en ekstra tilføjelse udvikler dine elite enheder sig alt efter hvor meget de har været i kamp, og jo højere level, des flere funktioner har de naturligvis. Desuden beholder de deres level mellem kampene, hvilket kan give store fordele.
Heroes kan og vil blive erstattet af bedre enheder, man får senere i spillet. Man starter med typiske standardenheder, som alle og enhver kan få fat i, men senere hen begynder du at få mere sjældne enheder, eller endda meget sjældne enheder der er utroligt svære at få, og det er her, at tingene begynder at slå ind i kampen. Du kan risikere at møde folk der har dårligere eller bedre heroes end dig, og endda højere level med flere fordele. Men heroes er heldigvis ikke altafgørende, omend det er en vigtig del i at vinde en kamp.

Jeg har spillet mig i gennem et utal af kampe, både solo og med en ven. Vi har aldrig før prøvet et spil så intenst som Company of Heroes Online. Der bliver skreget om kap gennem headsettet mellem mig, ham og vores højt ærede soldater i kamp. Der bliver suppleret med air strikes og med kampvogne. Der bliver stjålet punkter dybt bag fjendens linjer. Vores linjer bliver taget. Man sidder aldrig stille i en kamp, da det er umuligt ikke at leve sig ind i slagets gang.
Når slaget starter er der ting der skal tages stilling til. Hvis du har spillet Warhammer 40.000: Dawn of War, vil du føle dig hjemme så snart du har lært de forskellige enheder at kende. Men har du aldrig prøvet førnævnte titel, så spids ørerne, hvis du vel at mærke gerne vil vinde frem for at tænke "hvad skete der her?"
For Company of Heroes Online handler først og fremmest om at balancere slagets gang. Der er 3 Victory Points på et kort. De allierede og nazisterne starter hver især med 500 point, og jo flere punkter du har, jo mere tæller fjendens point ned. Den første der rammer 0 har tabt, i bedste Domination stil. Men for at kunne lave enheder skal du have manpower. Dette fås ved at tage manpower-punkter, der langsomt vil give dig de nødvendige ressourcer.
Det samme kræves for ammunition og benzin. Ammunition bruges til alt der har med aktivering af enheder eller talenter at gøre, som for eksempel at kaste en granat med dine infanterister, eller sende et luftangreb ind på kortet. Benzin kræves af nogle bygninger, såvel som kampvogne.

Så der skal vælges med omhu. Bruger du for meget krudt på at sikre resourcepunkter, risikerer du at fjenden stjæler victory-punkterne, og din score tæller for langt. Men hvis du omvendt kun går efter victory-punkterne kan fjenden ruste op, og med lethed rulle ind og tage det hele mens du stadig er bagud i produktion.
Company of Heroes Online er ikke et simpelt RTS. Faktisk er det et af de mest taktiske spil jeg længe har spillet. Du kan ikke bare skyde kampvogne i stykker med rifler. Men du kan heller ikke udrydde en hel styrke med panserværnssoldater. Dog kan en granat på det rigtige tidspunkt udgøre det slag, der vil sende flere af hans mænd end dine til helvede. Men hvis han har sat tempo på teknologien frem for at spytte for mange soldater ud, og han kommer rullende med kampvogne, er du håbløst bagud, uden mulighed for at komme igen.
Sådan er CoH Online hele tiden. Du kan aldrig gardere dig mod alt. Uanset hvor stor en fordel du ser ud til at have, er intet afgjort før kampen er færdig. Og selvom situationen ser skidt ud, er det muligt at lave et comeback, på trods af at du har været bagud gennem halvdelen af spillet. Og det er dét der gør hele oplevelsen så episk.

Jeg har indtil videre spillet som Airborne, og er i skrivende stund level 26. Jeg har låst op for mange talentpoint, og fået mig et par fornuftige heroes. Lige nu kan jeg kaste to forskellige airstrikes på kortet - ét der er godt mod infanteri, og ét der er godt mod kampvogne. Selvom det tunge airstrike er godt mod både infanterister og kampvogne, så har de begge deres fordele og ulemper. Det til infanterister er forholdvis billig, hurtigere, og udsletter gerne store dele af fjendes soldater hvis de er samlet forholdsvist tæt på hinanden. Det store udsletter hele slagmarken, men koster også over det dobbelte i ammunition, og har en længere cooldown.
Udover airstrikes har jeg en del af airbornes vigtigste elementer - faldskærmstropper. De er fuldt opgraderede, så jeg kan smide dem overalt på kortet, selv i Fog of War, hvilket kort fortalt betyder det område der er grålagt og ikke kan ses. De er udstyret med rifler, og kan udstyres med bazookaer - mod betaling med ammunition. Og som en sidste ting kan jeg kaste ekstra support i form af ammunition og benzin til mig selv, hvilket kan være en fordel hvis man mangler en af de to ressourcer, og ikke kontrollerer nogen af deres punkter og produktionen derfor går utroligt langsomt.
Forståelsen for dækning er en anden vigtig faktor i slagets kamp. Stort set hele landskabet kan bruges som dække for dine soldater. Hvis der er blevet kastet en granat, eller artilleriet har regnet ned over et sted, så kommer der huller i jorden, som du kan grave dig ned i og bruge til dækning. Huse kan overtages, hvilket gør det sværere for andre at ramme dig - medmindre de selvfølgelig kommer med kampvogne eller det der er værre.
At have låst op for alle disse funktioner i kampens start lyder ubalanceret, og af selvsamme grund er det heller ikke sådan. Din commander starter på level 0 hver eneste gang en ny kamp starter. Men han stiger i level efterhånden som du får overtaget punkter og dræbt fjender. Hver talent kræver sit eget level, så det gælder om at være aktiv fra start af, da det har talenterne har betydning for resten af kampen. Når du ikke at få nok erfaring i forhold til din fjende, vil han kunne kaste ting lang tid før dig, hvilket i sagens natur er en stor ulempe.

På nuværende tidspunkt tilbyder Company of Heroes Online et hav af muligheder, og er ikke mindst meget vanedannende. Det starter stille ud med at man hurtigt stiger fra kamp til kamp, kaster nogle talent point rund og nusser med sine standardenheder. Men efterhånden som du stiger i niveau, begynder du langsomt at gribe dig selv i at nusse med alverdens funktioner mellem hver kamp. Skal jeg vælge riffelmænd med høj præcision og skade, eller vælge elite-soldater med maskingeværer til at starte med? Skal man vælge engineers der kan bygge hurtigt, eller nogen der har erstattet deres billige våben med dem lig riffelmænd, så de fungere som soldater?
Der er ingen tvivl om, at Company of Heroes Online har fornyet genren. Hver kamp er en fornøjelse, selv dem man taber. Uanset udfaldet får man erfaring, så man føler altid at man har opnået noget. Selvfølgelig får man mest erfaring ved at vinde, men efter en stime af tabte kampe er det dejligt at se at man trods alt er kommet en smule videre.
Hvis du vil med på vognen, så er det en god idé at starte nu. Spillet er for nylig gået i open beta, og i den forbindlse er alle stats blevet nulstillet. Relic har sagt at levels mv. bliver bibeholdt når spillet forlader beta-stadiet, så dette er det perfekte tidspunkt at starte på.Spillet har et enormt potentiale til at konkurrere mod de helt store titler på markedet, hvis man vel at mærke er til strategispil, der kræver mere end bare at samle mineraler og masseproducere enheder.

Men det kan stadig mærkes, at spillet er i beta. Forleden var serverne nede en hel dag, da den webside launcheren kører gennem gik ned. Det kan føles lidt underligt at man er nødt til at starte spillet gennem en webside, da det netop er problemer med siden der forhindrer en i at spille. På nuværende tidspunkt føles det også som om at balancen mellem amerikanerne og tyskerne ikke er helt på plads, men alligevel ses det, at hver faktion vinder og taber lige meget.
Hvis du vil være med til at udkæmpe krigen, der i virkeligheden stoppede for mere end over 60 år siden, og nyde gensynet med de højstrømpede allierede soldater og tyskere der skriger efter Luftwaffe, så hent spillet lige her.