Vi kigger denne gang Adventure spillene i sømmene. Udviklingen gennem tiden og hvordan verdenen har modtaget denne nye og spændende genre, som henvender sig til en speciel gruppe mennesker. Læs mere -og hvem ved? Det kunne ske du blev en af adventurespillerne??
Adventurespil
Adventurespil er oversat - eventyrspil - på godt gammeldaws dansk. I et typisk adventure render du rundt i en førstepersonssynsvinkel fra hovedpersonens øjne, som du naturligvis styrer på den ene eller anden måde. I adventurespillenes ubestridt ukronede herre; nemlig Grim Fandango, er styringen dog en del mere utraditionel end andre spil, hvor man ser hovedpersonen Manny Calavera i en tredjepersonssynsvinkel og styrer ham på en Metal Gear Solid/Tomb Raider lignende måde. Det lyder nok lidt akavet, men styringen kan betegnes som noget af det bedste der er præsteret i et adventurespil. Andre spil - såsom Black Dahlia indsnerper sig til det mere snævre, ved kun at lade personen klikke enkelte steder.
Adventurespil er ofte kendt for at have et meget stort plot bag sig, hvor personerne udvikler sig gennem hele spillets forløb. Man er altid hovedperson i det store plot, som hele tiden bliver mere og mere interessant, indtil man når "The Grand Finale", hvor hele slutningen i spillet afsløres. Sådan plejer et normalt adventurespil at være opbygget. En anden ting i adventurespil er, at man for det meste ikke følger et fast plot, men mange steder kan gå sine egne veje. Ser man millionbudgetspillet Wing Commander 4, (der egentlig bør betragtes som adventure frem for et actionspil) hvor der er indtil flere veje at gå, men spillene plejer som regel at ende i den samme slutning. Tager man igen Wing Commander 4 op, kan man se at selvom man måske er gået over på de såkaldte 'Border Worlds' side (The Bad Guys), ender man somregel med at afsløre den onde general Tolwyns planer.
Det kan ikke skjules, at interaktivitet skal være med i et adventurespil, for ellers går det galt. - Vi har jo set spil som X-Files: The Game, hvor spillet mere kan betragtes som en film der ruller hen over øjnene for en og hvor man ikke skal tage de banebrydende beslutninger, og at sværhedsgraden ikke var større end den nu engang var, gjorde heller ikke spillet bedre. Adventurespil er ofte kendt for at fylde en halv bondegård af CD'ere. Se bare The Pandora Directive som fyldte over 6 CD'ere - eller rekordindehaveren Black Dahlia, der er stoppet ned på 'små' 8 CD'ere. - Black Dahlia er også fyldt med filmklip, så det står derefter! Et fænomen som afhjælper dette, er DVD skiverne, som f.eks. Tex Muphy: Overseer er udkommet på. Yderst nyttigt, hvis man ikke ønsker at skulle skifte CD hver time... Et meget specielt kendetegn ved adventurespil, som er optaget med ægte skuespillere, er de sorte kanter der er uden om deres hoveder. Har du tit undret dig over hvad det har været for noget i netop dit ynglingsadventure? Store spilhuse har råd til at købe og opsætte kulisser mens mindre ikke har. Se f.eks. Access Software med deres Tex Murphy spil, som er optaget på Blue Screen. Blue Screen er optagelser, hvor skuespillerne står inde i et lokale med blå vægge - og ikke andet. De bliver optaget på sædvanligvis og skal helst ikke have nogle blå eller grønne farver på sig (der bliver også ofte foretaget 'Blue Screen' optagelser på grønne lærreder). Derefter sidder der en tekniker ved en computer og lægger animeret baggrund på den blå/grønne farve. - Nemlig den farve som skiller sig ud. Dette kan også give mange andre fede effekter. F.eks. hvis en person har en blå trøje på samtidigt med lærredet er blåt. - Du har garanteret set Henrik Voldborg med hans populære Grønlandstrøjer som nogle gange har været blå - så kan man ofte se det centrale København ved hans albue!! Nogle spil afspejler også ufattelig dårlige bluescreenoptagelser. - Se bare alle Tex Murphy spillene (igen)...