Skydespil er en herlig ting. De fleste af os elsker skydespil, og vi er for tiden ved at give vores bud på de ti bedste af slagsen til de forskellige platform (listerne finder du under vores 10 bud-tema). Men de kan også bringe noget af det værste frem i folk.
Jeg ved ikke helt hvad det skyldes, men der er noget ved et kikkertsigte der straks inducerer totale hjerneblødninger hos visse folk. Der omdanner dem fra relativt intelligente mennesker, der kan tænke i større sammenhæng, til savlende bøvede individer med totalt tunnelsyn. Som en hundehvalp der har fået øje på en godbid, den ikke kan nå.
"Se mig mor, jeg er sniper! Jeg skyder fjender! Tjuu, tjuu!"
Det er som om ikke bare deres ordforråd, men hele deres evne til at tænke, bliver reduceret til to ting: "Boom! Headshot!".
Men hvad er der i vejen med at skyde folk på lang afstand, spørger du nu måske. Svaret er ingenting - isoleret set. Men så snart vi er i en større sammenhæng, så er det en helt anden situation. Snipere kan være blandt de største og mest idiotiske egotrippere, du møder online.
Tendensen stammer sikkert fra Counter Strike. En AWP og et vindue eller en kasse at gemme dig bag nær et chokepoint, så var du i business. I CS vinder man som regel ved at skyde alle modstanderne, inden de skyder dig, men det er langt fra alle spil, hvor det er en brugbar strategi. Og det er der åbenbart nogen, der ikke fatter.
Lad mig tage Battlefield: Bad Company 2 som eksempel. Det er et spil jeg elsker, og jævnligt spiller online med mine kammerater. Vi er vanedyr - det vil sige at vi altid spiller den samme spiltype, nemlig Rush. Her skal ét hold erobre en række baser én efter én, typisk omkring fire-fem stykker, ved at plante og detonere bomber på såkaldte M-COM-stationer. Det andet hold skal selvfølgelig forsvare.
Angriberne har kun et begrænset antal respawns per base, helt nøjagtig 75 styk, mens forsvarene kan respawne i det uendelige. Og det er her kæden hopper af.
Forstå mig ret: Det er ikke fordi jeg er træt af at blive skudt af snipere. Det er fair nok. Det er heller ikke fordi jeg er dårlig til Bad Company 2 - jeg er ret habil, hvis jeg selv skal sige det, og har for længst opgivet at tælle hvor mange gange jeg og min lille squad af venner nærmest egenhændigt har vendt ulmende nederlag til sejr.
Når man spiller Rush, og man angriber, så har man ét mål. Smadr M-COM-stationerne. Det er fuldstændig ligegyldigt hvor mange fjender man skyder. Bliver M-COM-stationerne ikke ødelagt, så vinder man ikke. Og jeg vil gerne vinde.
Men det vil idiot-sniperne åbenbart ikke. Jeg ser gang på gang hvordan disse spader, ofte i flok, lægger sig et eller andet halvskjult sted, hvor de er i relativ sikkerhed, og nok kan pløkke en fjende i ny og næ, men absolut intet bidrager til holdet eller muligheden for sejr. Og så ligger de der og plejer deres ego, kæler for deres gevær, og nupper et par headshots. Alt imens den bombe, jeg lige har sat, er ved at blive demonteret af et par fjendtlige soldater - som tossesniperne ikke engang har frit udsyn til.
Det er en øvelse i frustration, at se fem nossefår med kikkertsigte ligge side om side på den samme lille ø og skyde tilfældige bagstræbere, mens vi andre konstant banker hovedet mod den massive forsvarsmur, som de ikke engang er i en position til at slå en flig af. Især når alle fem så bliver dræbt af en velplaceret Carl Gustav eller et morterangreb.
Og det er ikke et fænomen, der er begrænset til Bad Company 2. Nej, det rammer næsten ethvert spil, hvor sejskriterierne er nogle andre end at dræbe fjenden flest gange. Team Fortress 2 er et spil, der står mit hjerte nær, og hvor sniperne generelt er gode til at presse på og hjælpe med at få sejren i hus. Men tag en bane som 2Fort. Som navnet antyder består den af to identiske forte placeret overfor hinanden, forbundet med en bro henover noget vand. Der er en oplagt sniper-position foroven på hvert fort. Faktisk er den så oplagt, at jeg har set grupper af snipere skyde hinanden nærmest på tur herfra. De fik aldrig skudt andre - der er er veje ind i fortet, hvor man er relativt dækket for sniperild. Altså havde vi to snipere, der skød og blev skudt af to andre snipere, frem og tilbage, og ikke lavede andet mens vi andre prøvede at stjæle fjendens flag. Gudfader!
Jeg synes det er en bizar mentalitet. Hvorfor overhovedet spille holdspil, for så bare at melde sig ud af holdet på den måde? Det er som om de spiller for at tabe. Jeg slikker mig sultent om munden, hver gang jeg er på det forsvarende hold, og ser et par angribende idiot-snipere indtage deres sædvanlige positioner. Det er free kills hver gang, og når mig og vennerne ser en af disse grupper af skyklap-bærende kiggertsigte-addicts, ved vi at vi har en let sejr foran os. De er som Frank Hvam i Klovn, der stiller op til fodboldkamp i regnvejr med lædersko. Jeg fatter ikke, at de ikke selv kan se det.