Det er efterhånden lang tid siden id Software herskede over FPS-genren, og siden Quake 3 har genren gennemgået en kraftig udvikling. Og mange tvivler efterhånden på at den texanske udvikler kan følge med.
Rage skal dog være den endegyldige mellemfinger til denne tankegang, og John Carmack har derfor skruet ekstra op for kodningen, mens spillets omfang synes langt større og mere vovet, end hvad vi før har set fra udvikleren.
Store åbne områder skulle give rum til fri udforskning, og jagten på forskellige vragdele skulle lade dig opbygge din egen ørkenracer og våbenudvalg. Det hele kan naturligvis ende med at blive en for stor opgave for den lille udvikler, men en ting er på det nærmeste sikkert, og Rage vil med al sandsynlighed byde på himmelsk smuk grafik, med nærmest ubegrænsede detaljer - og det i sig selv gør at vi glæder os til at se spillet.

Forza 4
Xbox 360
Turn 10 / Microsoft
Forventet premiere: 4. kvartal 2011
Turn 10 formåede med Forza 3 ikke kun at give Xbox 360-konsollen dens definitive, konsoldefinerende bilspil, men formåede også at lave et af genrens bedste og mest helstøbte spil til dato.
Med Forza 4 skal alle forventningerne dog endnu en gang overgåes, og vi forventer derfor at Turn 10 denne gang vil byde på et endnu mere strømlinet, imødekommende design, bedre kunstig intelligens, flere biler og endnu bedre kørefysik. Vi ved at Kinect-muligheder vil blive tilføjet spillet, men ved heldigvis også allerede at det hele vil kunne kontrolleres med den almindelige controller (og forhåbentlig også rat og pedal). Vi ved også at præsentationen af bilerne vil være meget mere detaljeret end før, med mulighed for at tjekke bilernes komponenter.
Diskussionerne om hvorvidt Forza Motorsport 3 eller Gran Turismo 5 er det bedste bilspil på markedet er stadig godt i gang, men med Forza Motorsport 4 vil Microsoft utvivlsomt forsøge at slutte den definitivt en gang for alle.

Ratchet and Clank: All 4 One
PS3
Insomniac Games / Sony
Forventet premiere: 2011
De fleste Ratchet-fans ved, at den skydeglade rumrotte førhen har forsøgt at forny sine eventyr med multiplayer-udvidelser, og ved derfor desværre også at det aldrig helt har virket, men den uheldige tendens ser ud til at kunne vende snart.
I Ratchet and Clank: All 4 One er de forskellige seperate multiplayer muligheder helt sorteret fra, og i stedet har udvikleren krydret selve hovedeventyret med muligheden for at spille op til fire sammen.
Vi er spændte på hvordan, det hele vil virke i en serie, der ellers normal fokuserer på skydeglad action med tegnefilmsvåben, men udvikleren Insomniac har sjældent skuffet fans af serien. Vi har derfor allerede fundet fire controllere frem - desuden får vi nu endelig muligheden for selv at tage kontrollen over Dr. Nefarious.
Vi er klar til at tage med Rachet og vennerne på et helt nyt eventyr, og forventer herlig multiplayer-action kombineret med seriens varme humor.
Husk at læse med i morgen, hvor vi byder på tre nye grunde til at glæde sig til spilåret 2011!