Med sloganet "Get Real" guider Dr. Phil dig til en bedre livsstil. Kinect presses til sit yderste, og det samme gælder dig. Der benyttes stemmestyring og aflæsning af kropssproget. Med en bedrevidende stemme drejes dine ord til at passe i programfladen, og dit tøjvalg bruges som forklaring på dit skrantende selvværd. (Competitive Spouses-pakken er DLC).

Need For Speed: Gridlock
Glem alt om Gran Turismo 5, glem alt om kedelige løb på lukkede baner. Nu er det tid til realisme. EA tager Need For Speed-Serien til nye højder. Her er det den ægte følelse af at køre i verdens mest kendte storbyer. Du kan holde i bilkø i New York. Fare vild i ensrettede gader i København. Opleve startproblemer i Tokyo. Og lede efter bilnøglerne i Paris. Her vil du for alvor føle "The Need For Speed"!

Øresund Tycoon
Overtag en eksisterende og travl jernbanestrækning fra et tidligere statsmonopol, og forsøg at banke en gangbar forretning sammen med togmateriel, der konstant går i stykker, køreledninger der falder ned, og et gigantisk sporarbejde på en af dine endestationer, der skaber enorme forsinkelser. Bliv plaget konstant af emsige politikere og skandaler i pressen, mens alle dine passagerer tager bilen i stedet.

Battlefield 1864
Slaget ved Dybbøl Mølle danner rammen om det seneste udspil i EA's populære Battlefield-serie. Oplev intensiteten ved stillestående skyttegravskrig, og bliv skudt i ansigtet af tyskerne, mens du er flere minutter om at lade dit forladergevær. "One shot, one kill" får helt ny betydning, når dit våben kun kan rumme én kugle ad gangen, og takket være et intrikat online-system vil du kunne genopleve ventetiden nøjagtigt som dengang: der kan gå flere dage, uden du ser fjenden...

Gran Turismo Segway
I Gran Turismo Segway er alle bilerne droppet til gengæld for den mest middelmådige version af Segway-køretøjet. Med en topfart på 20,1 kilometer i timen, og et fuldopladet batteri der kan klare 20 kilometer af gangen (hvis der ikke er for mange bakker), er udfordringen at se hvor meget du kan klare inden du falder i søvn. Et bonusspil hvor du skal vente 8 til 10 timer på at din Segway oplades i realtid, er også en del af pakken.

Super Street Fighter V: Mime Edition
Med Super Street Fighter V: Mime Edition forsøger Capcom at ramme markedet for kampspilsentusiaster i mod vold - et marked, der så vidt vi ved, ikke eksisterer. Tanken er derfor at Ken, Ryu og de andre kombattanter er blevet udskiftet med sparsomt farvede mimere, der blot lader som om de rammer hinanden. Ingen mister livsstyrke og kampene ender derfor alle lige, hvilket gerne skulle behage det store "casual" marked.

Rock Band Racing
Harmonix har for længst luret at markedet for musikspil er skræntende, men det betyder ikke at man behøver at droppe et populært brandnavn. I Rock Band Racing får man derfor ikke instrumenter med i pakken, men i stedet et rat og pedal, og så er musikspillet ellers udskiftet med et kedeligt bilspil. En fremtidig udvidelse hvor gearskiftet kan styres med plasticorglet rygtes allerede.

Gears of War: Muscle Fitness Kinect
Krigen er overstået, og Marcus og vennerne er begyndt at få lidt flæsk på sidebenene. Tag rollen som din yndlingsfigur fra Gears of War, og træn dig stor ved at løfte locust-lig og dog-tags fra faldne kammerater. Mens du hvæser bitre one-liners. Fenix Fit-diæten gør dig stor* som en lastbil på cirka 4 uger** (**Kræver Kinect *vægtforøgelse ikke garanteret).

Metal Gear Hobo
Metal Gear Hobo er en sidehistorie til den normale Metal Gear Solid-serie, hvor Snake helt har opgivet sin soldaterbaggrund, og i stedet forsøger sig som vagabond. Det betyder en masse nye situationer hvor hans unikke evner kan bruges, og for eksempel kan man snige sig ind i de finere restauranters baggårde for at rode i deres skraldespande, eller gemme sig i containere. Her er ingen Big Boss eller atomvåben, kun en dagligdag i en våd papkasse.
Vi takker for din tid, og håber du nød vores tankespind. Og skal vi så ikke håbe på, at de nævnte titler aldrig dukker op?