Dette er ikke en detaljeret gennemgang af alle de mange spil-filmatiseringer, der er kommet og gået henover årene siden Super Mario Bros. tog springet til det store lærred. For det første fordi der er for mange af dem til at liste her, og for det andet fordi konklusionen omkring næsten dem alle er den samme: de stinker. Jo, man kan måske nuancere det en smule, og faktum er at ikke alle spilmatiseringer er lige dårlige - men de fleste af dem ligger et sted i spændingsfeltet mellem "elendig" og "middelmådig".
Men hvad er den dybere årsag egentlig? Hvorfor har ingen ramt rigtigt i de knapt 18 år, der er gået, siden Super Mario Bros.-filmen startede den forfærdelige tradition? Vi giver dig et par bud her.
1. Historien er umulig at overføre
Af en eller anden grund valgte manuskriptforfatterne bag Super Mario Bros. gøre filmen til en Blade Runner-inspiret fremtidsdystopi med onde diktatorer, dinosaurmennesker og sammensmeltende parallel-verdener. Ingen af de ting optræder på den måde i spillet. På den anden side ville en spillefilm om italienske blikkenslagere, der spiser svampe og banker hovederne mod murstensblokke, næppe heller være særlig god (selvom det lyder lidt som et oplæg til Trainspotting 2).
Spil som Mario har simpelthen ingen nævneværdig historie. Altså må forfatteren opfinde en masse baggrund til lejligheden, og det går sjældent særlig godt. Spil som Street Fighter II har også enormt tynde historier, der tilmed internt modsiger sig selv, alt efter hvilken figur man kæmper med, og det bliver let et rod at skulle lave én samlet historie ud af den slags. De egner sig simpelthen hen ikke til at blive filmatiseret.
Så hvorfor vælger man ikke nogle spil med bedre historier? Dem findes der jo masser af. Men problemet med at filmatisere et spil som for eksempel Red Dead Redemption eller Mass Effect er, at de simpelthen har for meget historie. Mellem alt skyderiet er der stadig flere timer med cutscenes og eksposition, for ikke at nævne alt det, der bliver fortalt mens man skyder, og at skære al det ned til spillefilmslængde er ikke nogen taknemmelig opgave.
2. Filmen bliver ikke lavet af de bedste folk
To ord: Uwe Boll. Okay, det er selvfølgelig ikke fair at sidestille alle filmmagere, der har været involveret i en spil-filmatisering med klamphuggeren over dem alle. Og selvom Bolls film mest af alt er lavet for at kunne udnytte nogle spøjse tyske skatteregler, så siger det alligevel noget om hvor seriøst disse projekter generelt bliver taget i filmindustrien.
Det betyder også at man ser nogle mærkelige kreative beslutninger undervejs uanset instruktøren. Jeg mindes ikke at Lara Croft oprindeligt kæmpede mod robotter i Tomb Raider-spillene, men det gør hun altså i filmen. Og store og ret væsentlige dele af Doom-mytologien, så som hele helvede-vinklen, blev droppet i filmatiseringen af dét spil, og i stedet udskiftet med ideer planket fra Resident Evil. Hvorfor dog?
Mest af alt er det nok et spørgsmål om budgetter. Med undtagelse af Jerry Bruckheimers Prince of Persia, så er der ikke mange store navne tilknyttet disse projekter. Det betyder færre penge til produktionen, hvilket igen betyder at man ikke hyrer de bedste af de bedste til at stå for de kreative aspekter. Og det fører os videre til næste punkt.
3. Navnet er vigtigere end spillet
Der er aldrig nogen Hollywood-producer, der har måbende har siddet derhjemme i sofaen med controlleren i hånden, mens rulleteksterne til hans nye yndlingsspil gled over skærmen, og han har udbrudt "hold da kæft! Det spil er jeg nødt til at lave en film ud af!" Det er ikke Peter Jacksons Ringenes Herre, det her. Jeg tror godt jeg tør proklamere, at ingen spil-filmatisering er blevet til på grund af de involveredes kærlighed til kildematerialet.
I stedet er det et spørgsmål om markedsføring. Filmatiserer man et kendt spil, så har man automatisk et forspring på navnegenkendelighed og publikum. Fordi titlerne allerede i en hvis grad er del af populærkulturen kan man spare på marketing, og med lidt held vil mange af spillets fans automatisk se filmen.
Det er i langt højere grad et spørgsmål om business end kunst. Med undtagelse af de senere Resident Evil-film, så er spil-filmene lavet på relativt beskedne budgetter. Selv Max Payne, der ellers har et forholdsvist stort navn som Mark Wahlberg i hovedrollen. For det vigtigste spørgsmål, når en spilfilm godkendes, er ikke "kan vi lave en god film ud af det her?" men "kan vi lave en film, der tjener penge til os?" Forlægget er mindre vigtigt. Ditto med historien.
Her er en prins det gik ganske fint for.
4. Godt gameplay har ikke noget med film at gøre
På et helt grundlæggende plan er film og spil diametrale modsætninger. Film er en passiv oplevelse, hvor spil er interaktive. Med andre ord er de virkemidler, der hver især gør film og spil spændende, måske i direkte konflikt med hinanden.
Groft sagt handler film om følelser og forbindelser mellem mennesker, og det er to ting spil som regel er ret dårlige til. Jo, der er mange spil der har figurer, som vi ender med at holde af, men det er mest et udtryk for at de er sjove eller underholdende. Og hvem har ikke siddet og ønsket at man kunne komme videre fra al den snak, og vende tilbage til at skyde ting?
Oplevelsen af at løse en sindrig gåde, eller klare en benhård udfordring, er meget svær at oversætte til film. Og de ting, der gør Red Dead Redemption til et godt actionspil, gør det ikke nødvendigvis til en god western-film. Den vigtigste del af et spil er gameplayet, og det kan ikke umiddelbart omsættes til film - ikke uden at dét, der gør spillet unikt, går tabt undervejs. En Grand Theft Auto-film skal handle om en mand, der skyder folk og stjæler biler, mens en Street Fighter-film handler om folk der slås. Ikke ligefrem banebrydende premisser for en film, og heller ikke nogen der skinner igennem med deres dybde - i film-sammenhæng, altså.
Tilbage er der kun at spørge: Hvad mener I der kan gøres for, at vi kan få flere succesfulde spilmatiseringer?
