Indledning
For ca. 10 år siden tænkte vi - hvordan vil spillene se ud om 10 år? Vi havde vel nok forestillet os den kantede grafik som vi kendte fra 4 år siden, men nok aldrig det som det hele har vist sig at blive nu! Med fantastiske effekter og hastighed, som spillene i dag har. Men hvad forestiller vi os om 10 år? Vi har jo netop fået en smagsprøve på hvad der kommer i starten af det næste årtusinde med PlayStation 2. - Men hvor realistiske vil spillene blive? Og bliver de for realistiske? Vi går bag om PlayStation 2, Nintendos kommende konsol, tager et kig på realismen og tænker på hvor langt Virtual Reality er i stand til at flytte grænserne. - Læs nærmere på de næste sider...
Realisme
Realisme er en ting som utrolig mange spilproducenter går op i. Spil som Carmageddon 2 beviser dette på en meget alternativ måde, hvor kropsresterne flyver rundt i luften - totalt urealistisk på sin vis, men alligevel er miljøet så realistisk, at havde spillet bare et pift bedre grafik, kunne en delvis synshæmmet blive overbevist om det var virkelighed.
Carmageddon 2 er lige under et halvt år gammelt, men alligevel har grafikken været i en rivende udvikling siden da. Der er dukket spil op så som gangsterspillet Kingpin: Life of Crime, som gengiver et gangstermiljø med den største perfektionisme. Lyd, gameplay -og frem for alt grafik.
Men spilproducenterne har endnu ikke nået til et grafikplan der kan påvises som ultrarealistisk. Motion-Capture er 10 gange så udbredt som for 2 år siden, hvilket betyder større realisme i bevægelserne for spillerne i f.eks. et fodboldspil. - Og bare det kombineret med en god grafik-motor, giver et endnu større pust af realisme. - Jeg skal heller ikke være en af de sidste til at indrømme, at jeg fra start blev utrolig imponeret over den realisme f.eks. FIFA 99 besad! Bevægelserne, kommentatoren og grafikken gjorde det til et utrolig realistisk spil, men stadig ikke til noget man umiddelbart kunne snøres til at tro, var virkelig.
Hvad sker der så i fremtiden? Der er allerede begyndt at dukke spillemaskiner op såsom Dreamcast, der rykker grænserne med flere kilometer. - Men der er større ting på vej. Først og fremmest er der Sonys kommende PlayStation 2 (endnu ikke det officielle navn), der sparker grænserne tusindvis af lysår fremad og giver grafik der tilnærmer sig det den virkelige verden. Forestil dig du sidder i en ægte McLaren - og sammenlign det så med et af de kommende racerspil til PlayStation 2 - du får en overraskelse over hvor realistisk det vil se ud. Bilens svingninger, kurver, hop, acceleration - alt vil med fremtidens teknologi være mulig. - Måske vil du ligefrem kunne komme til at føle G-Kræfterne gennem Virtual Reality engang i fremtiden?