Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Gamelofts nye guld

Freemium-modeller er det nye buzz i industrien, og Lee tager et kig på fire af slagsen i spilform fra en af verdens største iOS-udviklere, Gameloft.
Lee West 13 januar 2012

Betal når du spiller. Bliv flået mens du spiller. Spil gratis til du segner.

Man kunne finde på masser af passende og upassende slogans til de frembrusende freemium-modeller. Modeller, hvor det er gratis at starte spillet op, men hvor du derefter kan udvide oplevelsen ved at tage pengepungen frem. Dette er spilverdenens Matador-Mix. Lidt af det hele, ikke særligt fyldig kost, og aldrig helt nok til at mætte.

Nu er Gameloft for alvor hoppet med på vognen. I første omgang for alvor på iOS, men Android-platformen følger naturligvis efter. Vi kigger her på fire eksempler på freemium-titler fra spilgiganten.

Dungeon Hunter 3
Dungeon Hunter 3 på App Store
Lad os starte med det måske bedste eksempel på slagsen og en serie, der pludselig optræder i helt nye klæder: Dungeon Hunter 3. Vi har tidligere nydt Gamelofts dungeon crawler på både PSN og iOS, og har kvitteret med både 8 og 9 for oplevelsen. Dungeon Hunter 3 tager dog nogle gevaldige skridt væk fra de klassiske Dungeon Hunter-spil ikke kun i betalingsformen, men også i gameplayet. Væk er de mørke korridorer, og i stedet er de erstattet af arena-lignende omgivelser. Ganske vist er der både kirkegårde, sumpområder og forladte byer, men der er ingen tvivl: Dungen Hunter 3 er arenabaseret, og langt tættere på en af konkurrenten Glus mange dual-stick-shooters end det er på et rollespil. Også selvom der stadig er XP, levels og monstre.

Dungeon Hunter 3 er dog langt flottere end forgængerne. ikke alene er animationerne lækre og omgivelserne varierede, men du kan også vælge mellem både mandlige og feminine karakterer (for første gang i serien). Udstyret, som du tager på, er sammen med våbnene også langt mere imponerende i denne omgang. Men selvom du er begrænset til mindre arenaer, der dog stadig indeholder specifikke opgaver/quests, taber monstrene desværre ikke længere loot i form af udstyr og våben.

Du køber dit loot for penge og opgraderer det med penge. Disse optjener du ved at slagte monstre eller gennemføre arenaer. Og her kommer den første IAP. Spiller du ofte og meget, løber du snart tør for nøgler, der skal bruges til at åbne kister i slutningen af banerne. Det er her, du tjener langt de fleste penge. Har du tålmodighed, skal du dog ikke vente mere end en time eller to for at få foræret lidt gratis nøgler. Du skal også slippe rigtige penge, hvis du opgraderer dit udstyr og ikke vil vente et par timer på resultatet. Vil du have plads til mere end to permanente figurer i dit save game, koster det også. Disse kunstige pengeslugere forhindrer dog ikke Dungeon Hunter 3 i at være en god og solid spiloplevelse, som sagtens kan nydes gratis uden problemer.

Six Guns
Six Guns på App Store
Anderledes skidt står det til med Six Guns. Her er et spil der lover westernstemning og udfordringer, så man straks føler sig hensat til Red Dead Redemptions mareridtsudvidelse. Desværre er spillet langt fra den brillante historiefyldte sandkasse, vi kender fra Rockstar. Som spiloplevelse virker det noget mere fragmenteret og kønsløst i forhold til dets tydelige inspirationskilde.

Og der er IAPS uanset hvor, du drejer dit Stetson-beklædte hoved. Vil du skyde? Jamen så skal du da have patroner, som hurtigt koster rigtige penge. Vil du kunne sy dig selv sammen efter en skudduel? Frem med grunkerne. Igen er alt det kræver for at spille dog tålmodighed. Således får jeg efter fem minutters spil foræret yderligere 75 patroner til min pistol. Og du skal ikke lade dig chokere af prisen i dollars, det er tydeligvis en forglemmelse fra Gamelofts side. Men 12$ er det samme som 12 kroner, når du først trykker køb. Sjovt nok er det ganske typisk udstyr, der giver dig bedre beskyttelse eller på anden måde nedsætter sværhedsgraden, som for alvor koster. Det er også tilfældet i Six Guns. Konklusion er altså som med de fleste freemium-titler: hvis du vil udvande din spiloplevelse eller har travlt med at spille som en gal, kommer det til at koste.

<newpage>

Brothers in Arms 2
Brothers In Arms 2 på App Store
Den næste i rækken af Gamelofts freemium-titler er Brothers in Arms. Her er Gamelofts bud på Call of Duty 2 eller de mange klassiske skydespil, der alle befinder sig i limbo-land tæt på Anden Verdenskrigs-zonen. Der er tilsat dynger af melodrama og strygermusik som en anden Band of Brothers, men med Gamelofts lettere ucharmerende spilfigurer er den del ikke synderlig ophidsende. Skulle du alligevel beslutte dig for at spille singleplayer-historiedelen, så skal du være forberedt på ikke at lege Rambo. Dør du under en mission, koster det nemlig at genstarte, med mindre du pænt venter til den virtuelle timer har talt ned. Til gengæld har du ofte mere end én mission at vælge mellem på kortet, så du risikerer ikke at starte op og være færdig få sekunder efter.

Multiplayer-delen er også klippesolid, som man efterhånden kender det fra de fleste af Gamelofts FPS-spil. Til gengæld er det her, at IAPs kan skade mere end de gavner. For nogle af de rigtigt gode våben kan købes for penge, fremfor at tjenes ved at spille løs. Og det i sig selv er ganske uheldigt. Ganske vist kan man spare op og tjene virtuelle penge både ved at tage nok kampe eller ved at se reklamevideoer, men det, at man kan købe sig til en umiddelbar fordel, sætter en dæmper på begejstringen. At man kan spille lokal multiplayer er dog et plaster på krigssåret.

Mangler du et FPS-spil er Band of Brothers ikke et dårligt bud. Både Modern Combat 3 og N.O.V.A. 2 er dog bedre spiloplevelser. Men til prisen på gratis er det svært at takke nej.

Urban Crime
Urban Crime på App Store
Sidst men ikke mindst er der Urban Crime. Enhver, der har spillet Grand Theft Auto eller Gamelofts Gangstar-kloner, ved hvad der venter. Bøllebank, damer, gangstere og en enorm sandkasse fyldt med ivrige skydeskiver. Urban Crime er på mange måder en genudgivet Miami Vindication. Og selvom spillet på mange måder fik øretæver især for det enerverende stemmeskuespil, er det svært at kritisere gratisudgaven.

Det føles nemlig ganske enkelt som en stor (og til tider lidt tom) sandkasse med masser af små missioner, man kan hygge sig med. Du finder ikke den store grandiose historiefortælling her, men mindre kan altså gøre det, hvis man vil lege gangster. Og faktisk er det rart at slippe for mellemsekvensernes normalt forfærdelige stemmeskuespil, når de her serveres på skrift. Under min gennemspilning stødte jeg dog på småfejl, der gjorde at jeg måtte genstarte en mission eller to (note to self: hop ikke ud af den bil du har hijacket, så forsvinder den). Apropos biler (og køretøjer generelt), så skal du ikke forvente at kunne stjæle hver en øse, som dit hjerte banker for. Selvom der er nok at vælge imellem, er du nemlig begrænset af din level. Med mindre... ja, du gættede det: at du vil betale. Naturligvis kan din helt også blive udmattet, hvis han tager alt for mange missioner for hurtigt. Men du kender allerede kuren, ikke?

Urban Crime er dog et rigtigt fint sandkassespil, der med indgangsprisen på gratis og en god balance i AIP vs. spilpenge fungerer som en god tidsrøver, endda selvom du vil tage turen uden penge på lommen.

Personligt så jeg gerne, at alle ovennævnte spil var tilgængelige i udgaver uden reklamer, klik-tilbud og IAPS, men indtil videre er der ingen grund til at styre udenom de ovenstående freemium-titler, hvis din iPhone eller iPad sulter efter nyt. Du skal dog ikke forvente overvældende gode historier, men mere en godtepose med masser af små stykker velsmagende tidsfordriv.

Bare husk: det kan være en dyr fornøjelse, hvis du bliver for grebet.

Fuld profil 9.146 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.