Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Battlefield Vietnam

Gamereactor følger Ho Chi Minh-ruten dybt ind i Vietnams jungle og finder de flittige udviklere hos Digital Illusions.
Steen Marquard 18 februar 2004

År 2002 blev et fantastisk år for fans af virtuel krigsførelse - udgivelsen af Battlefield 1942 tog verden med storm og siden da har online gaming aldrig været helt det samme. I den forgangne tid har udviklerne forkælet os med Road to Rome og Secret Weapons of World War II, to glimrende udvidelser der ekspanderede det allerede glimrende Battlefield-univers. Herligheden stoppede dog ikke der eftersom et væld af talentfulde entusiaster udviklede mods til BF1942, hvor ikke mindst Desert Combat vækkede begejstring med et utroligt gennemført koncept hvor konflikterne i Mellemøsten var udgangspunktet.

En mindre kendt, men næsten ligeså gennemført mod, er Eve of Destruction som iscenesætter Vietnam-krigen iført Battlefield-klæder. Der skal heller ikke herske tvivl omkring at udviklerne af det originale spil har kigget mod-skaberne grundigt efter i bedene før de selv gik i gang med Battlefield Vietnam (BV). Igen kaster Digital Illusions sig ud i en genre hvor andre før har forsøgt sig og Vietnam-krigen havde tjekkiske Illusion Softworks fat i sidste år med titlen Vietcong.

Spillet viste sig dog at være en lunken omgang og folk tabte hurtigt interessen, men svenske Digital Illusions spås af mange til at vise til fulde hvorledes et spil baseret på Vietnam-krigen skal udformes.

Gamereactor har set nærmere på en alpha-version af Battlefield Vietnam, som temamæssigt bringer os ind i en dyster periode af Amerikas historie. Film såsom Platoon og Full Metal Jacket har givet os et godt billede af datidens uhyrligheder, men til trods for at spillet er bygget på selv samme hændelser, skildres det alligevel på en langt lysere facon. Selvsagt består de to parter af USA og den nordvietnamesiske hær (NVA) som bekæmper hinanden i en af historiens mest kontroversielle konflikter. Der holdes fortsat fast i de fire karakterklasser vi kender så godt fra BF1942; assault, engineer, heavy weapons og sniper, men i BV er der kommet ny madding på krogen. Ikke alene er klasserne blevet mere varierede og har flere ting til deres disposition, men spilleren har deslige muligheden for at vælge mellem to underklasser.

Vælger man f.eks. assault-klassen har man valget mellem en Mossberg-shotgun og en M16-riffel. NVA-varianten af assault-klassen har lignende valg og gennemgående er der langt større mulighed for at finde en niche der passer ens spillestil perfekt. Meget lig sidste års Return to Castle Wolfenstein: Enemy Territory har engineer-klassen i BV en transportabel morter som kan opstilles efter forgodtbefindende - den slår en proper næve når granater banker ned i fjendens stillinger, men samtidig er man umobil og synlig for ens modstandere. I sådan et tilfælde er det ikke usædvanligt at et sniper-skud gør ende på ens karriere som kanonkonge og sniper-klassen er absolut en af de farligste klasser i spillet. Dette skyldes ikke mindst de grafiske forbedringer i form af græs og underskov, som får Vietnam til at virke meget naturtro og det er indhyllet i blade og græsstrå, at sniperen kan udvælge og eliminere sine mål - selv samme camouflage er dog ligeledes hans Akilleshæl eftersom der er et væld af ting fjenderne kan gemme sig bag.

Holder vi fast i det grafiske, så er der sket en hel del på denne front. De åbenlyse forbedringer i banerne i form af græs og buske er som sagt de mest iøjnefaldende, men brugerfladen og animationerne har ligeledes fået et skub i den rigtige retning. I denne ombæring er der grafiske indikatorer for erobring af flagene, hvor en tidsindikator viser den nødvendige tid ens soldat skal stå nær fanen. Gameplaymæssigt er dette aspekt ydermere ændret, da erobringstiden er langt hurtigere desto flere soldater der er i zonen - dette opfordrer begribeligvis til teamplay og forhindrer også den velkendte gene, hvor en enkelt fjendtlig soldat rendte rundt på den modsatte side af f.eks. Wake Island og nappede alle flagene. Ligeledes er der indført en visuel indikator for ens ammunition, hvilket er yderst nyttigt i pressede situationer. Holdets oparbejdede erfaring via de foregående titler skinner tydeligt igennem og de grafiske elementer og animationer er polerede og imponerer - og vi har endda kun med en alpha-version at gøre.

Digital Illusions gjorde det tidligt i udviklingen klart, at BV ville have stort fokus på infanteri og i det hele taget kampen på fodtusse-niveau. Alle Jer Battlefied-piloter og chauffører kan dog ånde lettet op eftersom der er masser af komme efter, hvis man gerne vil sprede død og ødelæggelse på andet end gåben. Køretøjer, både og fly er erstattet af Vietnam-krigens karakteristiske Huey-helikoptere, kanonbåde, Phantom - og MiG-fly etc. Arsenalet er omfattende og de mange fly/køretøjer passer godt ind i spillet og de forskellige baner uden at virke påtagede. Helikopterne og flyene er meget potente når de overdynger slagmarken med alt lige fra raketter til napalm, men heldigvis kan de ikke opnå nær samme dominans som i BF1942. Dette hænger tæt sammen med fodtroppernes mange muligheder for at gøre kort proces af "himmelske" fjender, dette ikke mindst i form af varmesøgende missiler og andre virkningsfulde instrumenter. En absolut kuriositet må siges at være NVA’s scooter, som udover at være et humoristisk indslag i mange henseender faktisk er ret brugbar når det gælder om at vimse forbi fjendtlige tropper i en fart. Mobile spawnpoints er ligeledes at finde på de fleste baner og muligheden for at starte fra en båd åbner muligheder for nye taktikker, samme kan siges for Chinook-helikopteren der hurtigt kan transportere tropper tværs over banen.

Vietnam-krigen er konflikten alle elsker at hade, men vi kan her på redaktionen næppe forestille os andet end, at Battlefield Vietnam vil blive årets store hit på landets netcaféer og hjemme i stuerne. Et gennemarbejdet og velfungerende gameplay udbygget med endnu flere muligheder og forbedret grafik lyder til at være et skudsikkert koncept, men intet er sikkert før vi ser hvorledes gamere verden over hilser spillet velkommen - der er dog et stort incitament for at stå med åbne arme. Titlen er sat til udgivelse i marts måned og Gamereactor vil naturligvis holde udkig efter "Charlie" indtil den endelige version falder ned i skødet på os - 2004 bliver endnu et mægtigt år for online gaming. "Gamereactor loves the smell of napalm in the morning".

Fuld profil 2.508 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.