Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Xbox Music og Xbox Video

Microsoft optrapper gevaldigt på mediefronten med to nye og stærkt forbedrede musik- og videotjenester til Xbox 360, PC og meget mere.
Rasmus Lund-Hansen 16 oktober 2012

Hvis du har fulgt Microsofts nye annonceringer omkring Xbox på E3-messen og lignende steder de sidste par år, så har det været svært ikke at føle sig snydt. Ikke fordi de ikke har trukket lækre nyheder op af hatten, men fordi de mest af alt har fokuseret på det amerikanske marked.

Så mens amerikanerne er blevet overdynget med nye streaming- og videotjenester, har vi ikke set noget til dem herhjemme. Ikke før nu. I denne uge har Microsoft trukket et par esser ud af ærmet, der for en gangs skyld får os til at føle, at vi herhjemme er på niveau med resten af verden.

Det sker med lanceringen af to nye tjenester: Xbox Music og Xbox Video. Vi tager dem i den rækkefølge.

Xbox Music dækker reelt over to tjenester - en til streaming a la Spotify, og en til køb af musik i stil med iTunes. For 99 kroner om måneden får du adgang til frit at streame musik fra et udvalg på 30 millioner sange, der alle kan høres via din pc, smartphone eller Xbox 360.

Hvis du ikke er til streaming, eller foretrækker at kunne høre din musik offline, er der Xbox Music Store. Igen er her et udvalg på 30 millioner sange, der kan købes enkeltvis eller som albums. Formatet er mp3 uden nogen form for DRM eller kopibeskyttelse, hvilket i praksis betyder at du kan afspille musik købt hos Xbox Music Store på stort set alting. Med andre ord får iTunes endelig noget tiltrængt konkurrence herhjemme.

Selve Xbox Music-afspilleren lover at byde på alle de muligheder for "smarte" spillelister (i stil med iTunes' Genius-funktion eller streaming-tjenesten Pandora), hvor man vælger et nummer eller en kunstner, og programmet så selv sammensætter en spilleliste med passende musik.

På sigt får Xbox Music også en cloud-tjeneste, hvor man kan opbevare al sin musik, så den er tilgængelig hvorend man har forbindelse til internettet.

På videosiden er der endnu flere nyheder. Xbox Video erstatter den gamle Zune Marketplace. Som i dag vil man kunne købe og leje film som stream eller download - men der bliver ikke nogen abonnementstjeneste. Der, hvor det for alvor bliver interessant, er med tilføjelsen af nye tredjepartstjenester. Når Xbox Video går i luften, bliver det med adgang til tjenesterne Netflix, Comoyo og Headweb. Netflix har ikke slået dørene op herhjemme endnu, så vi ved ikke det store om deres udvalg, men både Comoyo og Headweb af film til streaming.

Der vil desuden blive lanceret tre tjenster mere, inden året er omme. Microsoft vil endnu ikke ud med navnene, men tør godt afsløre, at man vil kunne se Premier Leauge og Champions League live fra en af dem. Skal vi gætte, vil vi skyde på at Viaplay og HBO Nordic er blandt de tre.

Betaling og så videre foregår gennem tjenesterne selv - har du allerede en konto hos for eksempel Netflix eller en af de andre tjenesters websider, er det også den, du bruger på Xboxen.

Og så til den dårlige nyhed: Både Xbox Music og Xbox Video bliver også tilgængelige på pc, men de er begge Metro-apps, hvilket vil sige at de skal hentes gennem Microsofts nye appstore, hvilket igen vil sige at de kræver Windows 8. Vista, Windows 7 og andre ældre versioner af Windows er ude i kulden. Zune kan dog angiveligt stadig benyttes.

Microsoft har en målsætning om, at Xboxen skal være centrum i underholdningscenteret i ens stue, og det ser endelig ud til at der også herhjemme bliver lagt handling bag de ord.

Fuld profil 10.097 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.