Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Julegaveforslag - Del 4/4

Julen nærmer sig, og du aner ikke hvad du skal give eller ønske i julegave. Lad os hjælpe dig på vej. I dag får du freelancernes liste.
Redaktionen 15 december 2012

Torben Andersen
The Dark Knight Rises - Special blu-ray edition
Et hammerslag af en Batman trilogi afsluttes med denne monumentale udgivelse af The Dark Knight Rises, spædet op med et overflødighedshorn af ekstramateriale, art booklet og en knust batman-maske. Denne sag må gerne stå fremme på reolen til frit udsyn for gæsterne. Der er filmelskere og så er der feinschmekere - dette er gaven for de sande fans.

Emil Ryttergaard
Rocksmith
Rocksmith er det næste skridt for musikspil til hjemmeunderholdningen. Slut med Fisher Price plastikguitarer og andet legetøj, for Rocksmith spilles med en vaskeægte elguitar. Det betyder at man rent faktisk kan lære rigtige akkorder, skalaer, soloer og meget andet, og næste gang vejret står på festival, eller tante Olgas fødselsdag bliver lidt tam, så kan du hive spaden frem og rocke i bedste Eric Clapton-stil. Med de bedste sange fra Rolling Stones, Nirvana og en hulens masse andre gode rockbands er Rocksmith årets stensikre køb, hvis elguitaren (eller bassen) bare samler støv på drengeværelset.

Halo 4
Når 'ringen' er sluttet, og Bungie har forladt skuden - hvad så? Ja, så starter man bare forfra og laver et af de stærkeste Halo-spil i mands minde. Halo 4 er en fuldfed actionoplevelse i det yderste rum, der efterlader dig på kanten af sædet.

Troels Pleimert
Give the gift of love
Kickstarter er et brændende smukt fænomen, hvor du kan bidrage med et valgfrit beløb til et projekt, der står dig - eller din nærmeste - kært. Der er mange independent spilprojekter på Kickstarter, der har brug for en hjælpende hånd. Find et projekt, du ved, din nærmeste vil synes om, og lav en donation i deres navn. Hvis projektet bliver funded er der masser af fabelagtige goodies at hente, afhængigt af størrelsen på donationen.

Nørdede halskæder til din udkårne
Har du en gamer-kæreste med et hjerte for det nostalgiske, så giv hende (eller ham) en ørering eller halskæde med deres yndlings NES-spil som motiv. Du skriver bare til damen og fortæller hende hvilket spil, det skal være, og så får du et håndlavet smykke med det. Maximum personlighed, minimum effort. Du kan købe det på https://www.etsy.com/shop/rapscalliondesign (søg i butikken på "game").

Nikolaj Kürstein Jepsen
Sleeping Dogs
Hong Kong-sandkassen byder på fantastiske karakterer og et kampsystem, der kan få selv den mest skydegale person til at smide pistolerne. Der er masser at give sig til, og der er nok at more sig over. Spillet bliver ret voldsomt, men enhver voksen sandkasse-entusiast ville glæde sig over at finde denne sensommerperle fra United Front Games under træet.

Steam Christmas Sale
Enhver PC-gniers drøm er når Steam sælger spil til bundpriser. Selv nyere titler får nedsat pris, og det kan være svært ikke at blive opslugt af gave-humøret. Et par opfyldte ønsker til få penge eller en gavestrøm af massevis af ældre spil, eller indie-darlings der koster mindre end en pose pebernødder.

Kristian Redhead Ahm
Nintendo 3DS
Som nybagt universitetsstuderende er der to ting, jeg pludselig har meget lidt af: penge og tid til spil. Selvom alle snakker om Wii U de her dage, tænker jeg tilbage på sidste år, da Nintendo lancerede deres 3DS. Måske var udvalget ikke fænomenalt dengang, men i løbet af de sidste 12 måneder er den blevet et pletskud af en håndholdt konsol. Jeg har endnu ikke holdt den i mine hænder, og selvom den er faldet i pris, er den stadig uden for min økonomiske rækkevidde. Så med et svagt håb har jeg placeret den på min ønskeliste, side om side med fagbøger om narratologi... suk...

Magnus Groth-Andersen
The Dark Knight Trilogy
Christopher Nolans magtdemonstration af en superheltetrilogi er endelig ude som samlet blu-ray-boks, og burde være på enhver filmelskers juleønskeliste. Fra start til slut bydes der på hæsblæsende action, flotte special effects og vigtigst af alt fortællerkunst på sådan et højt niveau, at andre superheltefilm visner ved sammenligning. Det er et mesterstykke uden lige, og med denne samlede boks kan du nu nyde den mørke ridder svæve hen over fjernsynsskærmene hjemme i stuerne.

Lasse Borg
Xcom: Enemy Unknown
Det er sjældent, vi ser spil som Xcom: Enemy Unknown. Spillets største triumf er måden, hvorpå det skaber tætte bånd til dine soldater og deres drabelige kampe. Men pas på, du ikke knytter dig for meget til dem - i Xcom er balancen mellem død og levende hårfin. Det er udspekuleret vanedannende og taktisk. Kampen mod dystre aliens har sjældent været så spændingsfyldt, og jeg anbefaler det varmt som julegave i vinterkulden.

Husk også at tjekke vores daglige pakkekalender.

Fuld profil 1.180 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.