Rune, Humanhead Studios
Take 2 Interactive, ECTS 2000
Vi blev inviteret til fremvisningen af Rune ved Tim Gerritsen fra Humanhead Studios, der er en del af G.O.D. Games (Gathering of Developers). 2 råstegte artikelsider venter dig, din slyngel! Kom i lag!
Lo-Fi
Rune er Humanhead Studios' bud på et 3D actionspil sat i den gæve vikingetid, hvor Odin lige havde fået fuldskæg, og små drenge spillede Hacky-Sack med et lunkent kranium. Her er ingen laservåben, ingen Quad Damage, ingen automatvåben - men derimod en behåret viking ved navn Ragnar, hans rustne økse og en halv øgle i øl. Og det er jo lige dig, ikke?
Axe'em Up!
Rune er som sagt et 3D actionspil som bedst kan betegnes med titlen 'Third Person Axe'em Up'. Som vikingen Ragnar, er man på hævntogt imod the Dark Vikings, og føres igennem en episk historie, som langsomt udfolder sig efterhånden som Ragnar udforsker dem, stærkt farvet af Nordisk mytologi og sagn.
Rune vil hovedsageligt være baseret på nærkamp med store økser, rustne sværd og afhuggede hoveder, men du vil også kunne kaste med dit våben, skulle din modstander være en sølle laps og stikke halen imellem benene.
Vi optog en sjov lille episode, der mest af alt demonstrerer den måde kamp foregår på, med musen der retningsbestemmer Ragnars sværdhug imod en klam zombie. Det hele ender med den typiske "jeg-kaster-lige-med-hovedet-for-at-håne-ham-lidt-mere-haha" effekt.
Klik her for at hente videoen (16.3 M .
Ragnar kan, udover at gå, løbe og svømme på banerne, også kravle op og ned af ting, ligesom i for eksempel Indiana Jones. Han kan samle ting op, og for eksempel tænde et gammelt bordben på et bål, og derved har han en smart fakkel til belysning på mørke områder. Nogengange kan Ragnar dog få brug for naturens hjælp til at komme forbi visse punkter i spillet.
Tim viste en sekvens, som vi optog på video, hvor Ragnar bruger luftstrømmen i en dyb kløft til at komme fra afsats til afsats. På denne måde kunne vores favoritviking komme rigtigt langt...og dog!
Klik her for at hente videoen (11.6 M
.
En hård negl
Kampsystemet er let at lære og tager ikke lang tid at mestre. Man kan f.eks. 'time' sine hug til at skære modstanderens lemmer af, og bagefter samle, lad os bare sige hovedet op, og kaste lidt rundt med det. Ikke specielt effektivt, men det gør det lidt sjovere at spille Deathmatch imod ens venner hvis man bagefter kan kyle hans hoved efter ham.
Efter sådan et par øksehug og et par liter mistet blod kan selv den mest solide viking godt trænge til en opstrammer. Istedet for de klassiske healthpowerups man finder i Quake og Half-Life, kan man istedet lige snuppe sig et firben og en øl, hvis Health'en nærmer sig et faretruende niveau.
Rune vil, foruden Singleplayer, også indeholde en Multiplayer del, med Deathmatch og Team Deathmatch, men ikke, som forventet af mange mennesker, Cooperative Story Mode, hvor 2 eller flere kunne have spillet sammen om at gennemføre historien, som i f.eks. Diablo II. Der har også tidligere været tale om en variant af Capture the Flag, hvor flaget skulle være erstattet med en ungmø i hver lejr, og nogle andre endnu ikke kendte multiplayermodes, men dette er hverken af- eller bekræftet fra Humanhead på nuværende tidspunkt. Må vi foreslå 'Dead-Head Rugby' til dessert?