Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

2013 bliver vildt! Del 5/5

Vi kigger på det kommende spilår i en artikelserie på fem dele. Se med her for det store overblik over nogle af årets mest ventede spil.
Redaktionen 19 januar 2013

Planlagt udgivelse: 26. april på PC, PS3 og Xbox 360

State of Decay
World of Warcraft-veteranen og ArenaNet-grundlæggeren Jeff Strain står i spidsen for dette zombie-spil, som sætter mere fokus på overlevelse og indsamling af forsyninger end bølger af udøde, der skal nedlægges. Du skal bygge din base, og de folk, du redder, bliver del af din stamme - og nu kan du pludselig spille som dem også.

Planlagt udgivelse: 2013 på PC og Xbox 360

Star Trek: The Video Game
Star Trek The Video Game er på vej og lover klassisk Star Trek-underholdning i et stort action-eventyr. Vi vil så gerne opleve et rigtigt godt Star Trek-spil, og vi håber naturligvis at Digital Extremes kan levere med dette spil, der udkommer kort før biograffilmen får premiere. Om JJ Abrams vellykkede nyfortolkning af Star Trek kan smitte af på spilverdenen, får vi at se til april.

Space Hulk
Turbaseret kamp mellem tunge mariner i form af Blood Angels Terminators og slibrige aliens i form af Genestealers. Der er med andre ord dømt blips og strategisk kamp i spillet, der lander på PC, Mac og iOS, endda med crossplay-funktioner. Danske Full Control (dem med Frontline Tactics-spillet), står for udviklingen af det klassiske Games Workshop-brætspil. Udvikleren har tidligere begivet sig ud i den turbaserede strategigenre med fine resultater, så forventningerne er gode.

Planlagt udgivelse: 2013 på PC, Mac og iOS

Monster Hunter 3 Ultimate
En af Monster Hunter-seriens helt store styrker har altid været de smukke animationer og den troværdige måde, ens monsterbytte opførte sig på. Selvfølgelig krydret med groteske menuer og old-school crafting. Derfor kan vi ikke vente med at se hvordan spillet tager sig ud på en konsol, der ikke er langt bagud på regnekraft, og forhåbentlig kan yde de flotte animationer retfærdighed med lige så flotte figurmodeller, omgivelser og grafiske detaljer.

Planlagt udgivelse: Marts på Wii U og Nintendo 3DS

Lego City Undercover
Traveler's Tales' Lego-spil har hidtil alle været knyttet til en eller anden form for film- eller tegneserielicens, men med Lego City Undercover prøver de noget nyt. Mest af alt ligner spillet en GTA-klon i Lego-klæder, med alt hvad der dertil hører af charme og højt humør. Som navnet antyder indtager vi rollen som undercover-betjent, der skal optrevle Lego-byens underverden gennem en kombination af smarte moves, fikse forklædninger med tilhørende specialevner og masser af køretøjer. En af de Wii U-titler, vi ser mest frem til.

Planlagt udgivelse: 1. kvartal på Wii U
<newpage>
Grand Theft Auto V
Grand Theft Auto V bliver enormt. Ikke bare kommercielt (det er nok ikke for meget at antage, at det får ottecifrede salgstal), men også i omfang, for Rockstar vurderer selv, at spillets verden er større end GTA: San Andreas, Red Dead Redemption og GTA IV - tilsammen. Vi har ikke haft mulighed for selv at kigge nærmere på GTA V endnu, men mon ikke Rockstar holder den sædvanlige høje standard, vi forbinder med serien?

Planlagt udgivelse: 2. kvartal på PS3 og Xbox 360

The Elder Scrolls Online
De seneste spil i The Elder Scrolls-serien har været enorme i omfang, men når man bare vandrer rundt i Cyrodiil eller Skyrim alene, kan det måske blive lidt ensomt. Det er tilsyneladende tanken bag The Elder Scrolls Online, der lover at vi kan gå på eventyr med vores venner i det meste af Tamriel, inklusiv alle de provinser, vi har set i tidligere spil. Tre faktioner og PvP-kampe med 100 spillere på hver side gør det ikke mindre attraktivt.

Planlagt udgivelse: 2013 på PC og Mac

DayZ
Det startede som et benhårdt mod til Arma 2, og nu er det på vej som selvstændigt spil. Dør du i DayZs zombiefyldte verden, er det bare ærgeligt - din figur er tabt for evigt. Skiftet fra mod til fuldbyrdet spil betyder også, at udviklerne kan gå i kødet på selve spilmotoren, og lave ændringer steder, de ikke kunne nå før, så selv hvis du allerede har fingrene dybt i mod-udgaven er der grund til at se frem til DayZ-spillet.

Planlagt udgivelse: 2013 på PC

Disney Infinity
Tag lige dele Skylanders og Little Big Planet, og smid et hav af kendte Pixar- og Disney-figurer i puljen, så tror vi på, at det hele nok skal gå. Vi er utroligt spændte på at se slutresultatet, og med Avalanche bag rattet føler vi os ganske sikre på, at det ikke kommer til at gå helt galt, når legetøj og spil blandes.

Planlagt udgivelse: Sommer 2013 på Xbox 360, PS3, Wii, Wii U, iOS, PC

Company of Heroes 2
Som rosinen i pølseenden kommer der endnu en udgivelse fra THQ, som vi på trods af udgiverens økonomiske problemer håber dukker op i 2013. Relic Entertainment har bevist, at de kan det med strategi og krigsførelse, og efterfølgeren lover masser af kold, rød krig med Operation Barbarossa og the Battle of Berlin. Og så er der et helt nyt line-of-sight-system på plads, der skulle gøre den del endnu mere realistisk.

Planlagt udgivelse: 1. marts 2013 på PC

Vil du læse mere om spillene der udkommer i 2013, kan du tage et kig på resten af vores 2013 Bliver Vildt-serie. Du finder den på nedenstående links.

Del 1.
Del 2.
Del 3.
Del 4.

Som altid, når vi sætter os ned og laver lister, er der en titel eller to, som vi ganske enkelt glemmer. Har du fundet én af slagsen, som du synes fortjener at bliver nævnt, så skriv om den i kommentarfeltet herunder, og lad os ellers høre hvad du glæder dig mest til i 2013!

Fuld profil 1.180 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.