Efterklang - Piramida
Efterklang startede som et charmerende men specielt projekt i 2000, og deres to første plader, Tripper og Parades, blev udgivet til stor ros, men ikke til stor kommerciel succes, grundet det specielle udtryk. Korene rungede til store symfoniske kompositioner, men sangene var lange og manglede i mange tilfælde et formål. I 2010 vendte Efterklang deres rygte på hovedet ved at udgive Magic Chairs, der havde et langt mere strømlinet og poppet udtryk, og sidst i September udgav Efterklang deres fjerde album, Piramida. Piramida er på mange måder det ultimative Efterklang-udtryk, da det kombinerer den strømlinede form fra Magic Chairs med storslåetheden fra de første to album. Hvis man kan lide symfonisk musik, men tit føler at den mangler rytme, er Efterklang et godt bud og Piramida er et fantastisk album.
Justice - Access All Arenas
Fransk House er den moderne rock n' roll, og der er ingen tvivl om at denne genre har vundet mange hjerter siden Daft Punks Homework fra 1993. Justice er et glimrende bevis på denne blomstrende genre, og med to album bag sig, Cross fra 2007 og Audio, Video, Disco fra 2011, har de cementeret deres rygte som kongerne af Fransk House, efter Daft Punk valgte at gå i hi. Som med rock n' roll opleves Fransk House dog bedst live, og her vi heldige. Den 10. December udgav Justice nemlig live-albummet Access All Arenas, som er en optagelse af et liveset på samme måde som de gjorde med deres første plade, der resulterede i det fantastiske A Cross The Universe.
Lyt til: Audio, Video Disco, Helix, On'N'On
Hot Chip - In Our Heads
Hot Chip er svær at sætte i en genremæssig kasse. På den ene side er der tale om R&B-inspireret popmusik, der anføres af Alexis Taylors silkebløde vokal, og på den anden brydes dette udtryk med masser af synthesizer, tung perxussion og mærkeværdige elementer som olietønder og messingblæsere her og der. Der findes derfor intet som Hot Chip, og køber man den til tider lidt bizarre præmis, er der masser af fantastiske lydoplevelser i vente.
Lyt til: Motion Sickness, Flutes, Let Me Be Him
André 3000 & Young Jeezy - Crack Addiction
Et af de fedeste Hip Hop-album i det sidste årti er utvivlsomt Speakerboxx/The Love Below af Outkast. Den dynamiske duo valgte nemlig at lave to forskellige album, der smeltede sammen til ét mesterværk. Dog har der siden Idlewild fra 2006 været stille fra Outkast og de to karismatiske fyre, Big Boi og André 3000, har fokuseret på deres individuelle karrierer. Især André 3000 har gået stille med dørene, men udgav tilbage i 2008 mixtapet Crack Addiction sammen med Young Jeezy, og det holder Outkast-rygtet ved lige. Beatet er tungt og sproget er hårdt som det skal være. Selveste Big Boi gæster på flere numre, og så er Outkast jo så godt som genforenet, og resultatet er lige i skabet. skiven har den samme energi som Outkast havde på Speakerboxx/The Love Below, men hovedsageligt er det André 3000-sangene du skal høre, eftersom Young Jeezy ikke har nær lige så meget følelse for musikken. Crack Addiction muligvis fire år på bagen, men fandt først vej til iTunes for ganske nylig - og det skulle i hvert fald stille den værste sult mens vi venter på det rigtige Outkast album.
Lyt til: Art of Stort Telling, Elavators, Out of Here
Søren Huss - Oppefra og ned
Du kender måske Søren Huss som tidligere forsanger i Saybia. Du kender derfor sikkert også til den tragiske ulykke, der frarøvede ham sin kone i 2007. Huss udgav sit solo album, Troen og Ingen, i 2010, og for mit vedkommende er det et af de smukkeste dansksprogede plader i nyere tid. Teksterne var som den smukkeste poesi, og kompositionerne var simple og velsammensatte. Nu kommer opfølgeren, og Søren Huss har ikke bare formået at holde det samme poetiske og musikalske niveau, men har til og med overgået sig selv med et album, der gennem de 10 numre er ved briste af kærlighed til musik og til ord.
Lyt til: Den Dér Isme, Oppefra Og Ned, Koma
<newpage>
Tame Impala - Lonerism
For os, der med misundelige blikke kigger på de ældre generationer som havde æren af at vokse op med The Beatles som musikalsk inspiration, er der nu endelig kommet forløsning. Tame Impala har siden debutalbummet Innerspeaker i 2010 sikret at 60'ernes rockrevolution aldrig bliver glemt. Deres andet album, Lonerism, indeholder den samme syrede kombination af drømmepop og psykedelisk rock som på debutalbummet, og det hele anføres af Kevin Parkers vokal, der er som en tro kopi af John Lennon. Køb dette album hvis du har bare en svag tendens til at høre god gammeldags rockmusik, og nyd at det stadig er muligt at lade sig inspirere heftigt af hinanden, uden at det nødvendigvis er plagiat.
Lyt til: Endors Toi, Music To Walk Home By, Elephant
Various (Soundtrack) - The Man With the Iron Fists
En af vinterhalvårets mest bizarre biograffilm er uden tvivl The Man With The Iron Fists, en kampsportsfilm som er instrueret af Wu-Tang Clan-stifteren RZA. Allerede her lyder det ganske mærkværdigt, og filmen blev da også modtaget med blandede følelser fra filmkritikerne. Men med filmen følger utvivlsomt et soundtrack, så sådan et er der blevet sammensat af blandt andet Corinne Bailey Rae, Kanye West og Talib Kweli. Med andre ord en masse talentfulde artister, der samler sig om et helstøbt R&B-udtryk med massere af soul og personlighed. Derudover er Wu-Tang Clan endnu en gang samlet for at aflevere to numre, hvor der som altid er masser af energi og fede rim. The Man With the Iron Fists er en slags kollektiv for fede Hip Hop-artister, og af den grund er den værd at investere i.
Lyt til: Chains, White Dress, Six Directions of Boxing
Woods - Bend Beyond
Woods har udgivet 7 plader på 7 år. Det lyder som et umiddelbart tegn på irrelevans, når processen mellem idé og udgivelse er så kort. Men det er netop denne idé, der giver det Brooklyn-baserede orkester energi. Denne energi kan let mærkes, og deres lidt letbenede sommerpop glider hen over strengene på de elektriske guitarer, og de abrupte lilletrommeslag falder løst og ubesværet. Jeremy Earles klangfulde falset, der nærmest lyder barnlig, klæder bandets letsindige udtryk bedre end aldrig før, og er ekstremt nærværende og hjertefølt hele pladen igennem. Denne gang er sangene mere gennemarbejdede og velovervejede, og selv om Jeremy Earle indrømmer at han foretrækker den hurtige, spontane optagelse af ideen i sin reneste form, indrømmer han at det mere afklarede og rene lydbillede skyldes den mere gennemarbejdende form. Hvis du i vintermørket bliver melankolsk og trist, så lad Woods hive solen tilbage op på himlen.
Lyt til: Back to the Stone, Bend Beyond, Lily
The Weeknd - Trilogy
Abel Tesfaye, alias The Weeknd, har i løbet af 2011 udgivet tre mixtapes, som han lagde gratis ud på nettet. Ideen var at skabe et løbende værk, og med masser af gode anmeldelser i lommen er disse tre Mixtapes nu samlet på The Trilogy, et slags opsamlingsalbum der udtrykker den musikalske rejse, The Weeknd er undergået i løbet af det sidste hektiske år. Ved første gennemlytning lyder det som klassisk blød R&B, men ligesom med Frank Oceans Channel Orange viser det, at der gemmer sig langt mere komplekse kompositioner under den tilsyneladende simple overflade. Produktionen er stram og hver eneste taktslag og hver eneste tone sidder præcis som den skal. Kompleksiteten kommer altså fra det forsimplede udtryk, hvor "less is more" virkelig bidrager til hvert nummers individuelle betydning. Hvis man er bekymret over R&B genrens besværligheder med at forblive relevant i de seneste år, kan The Weeknd's Trilogy virkelig anbefales, da han let kan forsikre en om at der er meget inspiration og kvalitet tilbage i genren endnu.
Lyt til: High for This, Rolling Stone, Initiation
Crystal Castles - (III)
Crystal Castles har en hvis aura omkring deres plader, som andre bands eller projekter har svært ved at eftergøre. Den rå, lo-fi lyd med det synthede udtryk, der bobler af håbløshed og tristhed, har sikret Crystal Castles en fast plads blandt de moderne elektroniske topnavne, og det er ganske velfortjent. Deres nyeste plade, med den kryptiske titel, (III), er et forsøg på at forenkle processen en smule, og af den grund er hver sang optaget i første forsøg, og bandets ene halvdel, Ethan Khan, har prøvet at minimere brugen af computerudstyr i produktionen for at skabe en mere autentisk lyd. Trods ændringerne i formularen er udtrykket stadig intakt, og med Alice Glass' nærmest spøgelsesagtige vokal er der ingen tvivl om, at Crystal Castles stadigvæk forstår at lave følelsesnær elektronisk popmusik, der taler direkte til sjælen.
Lyt til: Plague, Pale Flesh, Telepath