Hver måned kan du hente Gamereactor til din iPad ganske gratis. Her finder du også månedens anbefalinger af iOS-spil. Et nyt nummer er ude nu, her får du denne måneds anbefalinger. Klik her og hent magasinet på din iPad.
Injustice Gods Among Us
Mortal Kombat møder Infinity Blade i en kæmpe kamp mellem alle de kendte DC-superhelte og skurke. Spillet er gratis at hente, men i bedste (værste) freemium-stil skal dine figurer til tider have en pause, med mindre du betaler. Selvom udtrykket er som et traditionelt kampspil, så foregår kampene med swipes og touch, som man kender det fra Infinity Blade. Mekanikkerne er en smule på den simple side, men er du pjattet med DC-universets helte og skurke, så er det et fint tidsfordriv, der er tro mod figurerne og det "rigtige" spil.

Plasma Sky
En bullet hell-shooter for begyndere. En eksplosion af neonfarver. Power-ups. En herlig chiptune-melodi og masser, masser af godt design. Så enkelt kan det siges. Du har 80 baner, hvor klassiske og nye opfindsomme fjendetyper skal skydes i smadder. Banerne er ultrakorte og du gennemfører let alle baner på under en time. Og så er det high score tid. En ny mode er netop blevet tilføjet til de af jer, der lige har to minutter til at kæmpe om highscoren. Justerbar relativ touch eller tilt sikrer også at styringen er perfekt. Snyd ikke dig selv for det her, hvis du elsker retro, neon og top down shooters.

Ridiculous Fishing
Du fisker som en gal, så du kan få endnu bedre udstyr, så du kan fiske endnu mere. Når fiskene er fanget skal de skydes i et heftigt minispil. Og så er det ind til butikken for at opgradere dit grej, eksempelvis med en elektrisk hårtørrer eller en brødrister, der som bekendt er perfekt til madding. Det hele sker med pixerelet grafik og godt design. Det er så grotesk dette spil, hvilket selvfølgelig passer meget godt med spillets titel. Fremragende brug af tilt og et ultrasimpelt gameplay, der alligevel byder på dybde.

Super Stickman Golf 2
Hvad får man, hvis man blander Angry Birds med mini golf? Sådan cirka dette resultat. Farverige baner byder på verdens måske mest sindsyge udgave af golf. Gode muligheder for multiplayer og en perfekt styring gør dette til et sikkert køb, hvis du elsker fysikpuzzlers eller golf.

Liberation Maiden
Goichi Suda ringer måske ingen klokker, men siger vi Suda 51 vil de fleste gamere nok genkende den kreative spildesigners navn. Liberation Maiden er udviklerens 3DS-spil omsat til touch og iOS. Som den japanske kvindelige præsident iført et enormt mech-suit tager du kampen op mod tons af fjender. Designet er farverigt og anderledes, men styringen vil bestemt ikke tiltale alle. Elsker du anime og synes du om styringen, vil du til gengæld finde en hektisk 3D-shooter med masser af strategi.

LEGO Ninjago
Super Crate Box startede en hel subgenre på de mobile platforme. En enkelt skærm, tons af fjender og masser af action. LEGO tager nu deres kendte Ninjago-serie og klasker denne på et spil, der byder på simpel platformshopperi og kampe i denne genre. Det er farverigt og foregår i et langsommere tempo end forbilledet. Ikke verdens bedste spil for andet end de yngste, men fornøjeligt tidsfordriv til prisen på ingenting.

C64 Elite Collection
Så bydes der på emulator-underholdning fra de gode gamle dage. Denne gang er det Commodore 64-spil der bydes på. Du kan købe en pakke med ti spil, der indeholder klassiskere som Infiltrator, Monty on The Run og Bruce lee, eller du kan vælge den gratis udgave og nyde Summer Games. Er du til retro, så er dette et solidt valg.

Tekken Card Tournament
Blizzard har annonceret et Warcraft-spil med fokus på kort, Assassin's Creed er allerede ude i sådan en udgave og genren, der for alvor fik fart på med Magic-spillene er pludselig blevet det nye sort. Nu hopper Namco Bandai på vognen, og omsætter Tekkens heftige kampe til et kortspil med fokus på blokering, slag og specialmoves. Det er et frisk pust til genren og overraskende tro mod de kendte figurers kampstile. Freemium-modellen kan desværre virke en anelse grådig, og kortene for dyre, så selvom spillet er gratis at hente, forventer vi ikke at det bliver længe på vores enhed. Det er vi ganske enkelt for nærige til.


Order & Chaos Duels
Endnu et kortspil baseret på en spilserie. Denne gang er det universet fra Gamelofts Order & Chaos Online, der bruges som kulisse. Shadow Era er stadig denne skribents favorit, når det kommer til fantasy-genren, men Order & Chaos Duels gør et godt forsøg på at lokke. Fantastisk flotte tegninger, et dybt kortsystem og en hæderlig freemium-model, gør dette til et fornuftigt valg, hvis du tørster efter flere kortkampe.


The Other Brothers
Alle kender Mario & Luigi og deres evige hopperier for at redde den stakkels prinsesse Peach. Joe & Jim er en pixeleret udgave af Nintendos duo, som den ville se ud i bizarro-world. Der er en strejf af det klassiske Earthworm Jim at spore her og stemningen er suveræn. Det kunne kort sagt være rigtigt godt. Styringen er dog essentiel for en platformer og noget af det sværeste at ramme rigtig med på touch. Vi føler ikke helt at udvikleren har ramt det her. Ikke dårligt, bare heller ikke helt så godt som potentialet. De lover dog en snarlig opdatering af styringen. Snup det hvis du er storfan af genren.
Tillagt: siden tekstens tilblivelse er styringen nu opdateret og langt bedre.


Slayin
Hvor lidt kan man koge et actionrollespil ned til? Svaret må være Slayin. Det er minimalistisk, pixeleret og fyldt med chiptunes. Du styrer din ridder gennem farverige enkeltskærms-verdener, leveller op, køber udstyr og mad og bekæmper bosser. Det hele sker i et hæsblæsende tempo, som det vi kender fra Super Crate Box. Sjovt til de korte spilpauser og herligt nostalgisk.


Jim & Frank Mysteries HD
The Blood River Files
Det næste spil på listen er en klassisker på iOS. Det er kort sagt et eventyr fyldt med puzzles i bedste Professor Layton-stil. Nu er det blevet genudgivet i flot HD til iPad. Det er gratis at få en smagsprøve af eventyret, så er du til gåder og puzzles, går du ikke galt i byen her. Det er dog hovedbrud for erfarne puzzle-løsere, der bydes på her. Så forvent at tænke så det knager.

Star Warfare: Black Dawn
Det her er Borderlands som det burde have været på iOS fremfor det skræmmende ringe Borderlands Legends. Det har alt det vi kender fra shooter-serien. Forskellige klasser, multiplayer og skræmmende meget loot. Øjensynligt har 2K tænkt det samme, for Freyr Games er nu blevet bedt om at fjerne spillet fra App Store, men lover at vende tilbage med en mindre Borderlands-agtig klon. Hold øje med titlen, den er et køb værd, når den vender tilbage.


Duke Nukem II
Endnu engang får vi besøg af Duke på iOS. Denne gang er det den klassiske sidescroller. Nostalgi er hovedårsagen til, at den ryger med på listen denne måned. Spillet er ikke ældet med ynde, og det er tudegrimt, til gengæld er det ikke meget at udsætte på styringen, og placeringen af pad og knapper kan justeres, som man har lyst. Du ved selv bedst om du er fristet af denne run'n'gun-platformer. Det tekniske konverteringsarbejde er der ikke meget at udsætte på.

Ms. Splosion Man
Her er virkelig lidt af en perle. Kontrollen over din figur er tæt på perfekt, og man kan både vælge mellem analog og digitale udgaver af paddet, så styringen kommer sjældent i vejen for den action-fyldte puzzle-platformer. Det er farverigt, fjollet og en tro kopi af de velkendte og elskede konsolspil. Savner du hektisk platformshopperi og god stemning, så er det her et godt valg. På mindre skærme end iPad Mini bliver det hele dog en smule for småt, synes vi. Solid konvertering af et rigtigt godt spil. Lokkende IAP (in app purchase) trækker dog ned i et ellers lækkert spil. Så er du ikke fan af den slags, bør du genoverveje købet.


Badlands
Denne titel har allerede vundet flere priser, og det er let at se hvorfor. Den nærmeste zen-agtige stemning, der blander farvestrålende baggrunde med dystre silhuetter, er virkelig fantastisk. Her får du en slags endless runner (dog delt ind i baner), hvor du i langt højere grad end normalt skal være opmærksom på omgivelserne. Styringen begrænser sig til tryk for at svæve, men de mange opgraderinger og minipuzzles giver oplevelsen et ekstra pift. Det sjove er at udvikleren har inkluderet multiplayer, der lader dig konkurrere op til fire spillere på samme tid på én iPad. Vil du have en anderledes platformer med masser af innovation, så finder du den her.

