Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Måneden med iPad - april/maj

Lee har atter engang grebet sin iPad Mini og fundet nogle af månedens nævneværdige titler.
Lee West 21 maj 2013

Hvis du har en iPad, så kender du ganske sikkert vores iPad-magasin (ellers hent det nu på App Store). Hver måned samler Gamereactors chefredaktør og app-junkie et udvalg af spil, som især fortjener opmærksomhed. Du kan læse dem i iPad-magasinet først og nogle uger efter online.

April- og starten af maj-måneds spiloplevelser kan du læse mere om herunder.

LEGO Batman: DC Superheroes
Der findes et hav af LEGO-spil på iOS, men indtil nu har det kun været Potter der repræsenterede de bedste af slagsen, nemlig de velkendte platformere fra TT Fusion. Nu er der dog endelig godt nyt i form af Lego Batman: DC Superheroes. Her får vi en opdateret udgave af 3DS- og PS Vita-spillene. Det vil sige at du godt kan vinke farvel til den åbne sandkasse fra konsoludgaverne, til gengæld får du et rigtigt godt LEGO-eventyr til din iPad. Grafikken er skarpere end på de håndholdte udgaver, og udviklerne har lavet hele tre måder at styre på, så uanset om du foretrækker touch-to-move, virtuelt joypad med knapper eller en casual styringsform, så finder du det her. Til en pris der er en tiendel af de håndholdte udgaver er valget let: snup det.

Cosmic Conquest
Simpel strategi, masser af baner og morsomme bosser gør dette til et perfekt spil til lommegeneraler. Cosmic Conquest lader dig kæmpe om dominans på 48 baner. Det sker ved at trække en linje fra din base til modstanderens, hvorefter halvdelen af dine folk sendes i kamp. Det er som sagt utroligt simpelt, men et stjerne-system, der giver dig stjerner for hurtighed, bonusmål og dominans, giver spillet ekstra levetid. Vil du have et hyggeligt og vanedannende strategispil, så finder du det her.

Dungeon Hunter 4
Dungeon Hunter 4 vender tilbage til det, der kendetegner serien: tons af loot, masser af spændende og varierede områder i form af mørke grotter (masser!), grønne marker, dystre slotte, nedlagte kirkegårde i sumpområder og sneklædte bjerge. Samtidig leverer spillet formiddabel grafik, stemningsfulde lokationer, varierede monstre samt bosser og faktisk en ganske underholdende historie, der strækker sig over mere end femten-tyve timer (afhængig af klassen), og derefter kan den gentages med din stærkere figur. Multiplayer og coop er også en del af Dungeon Hunter denne gang. Ikke alle vil elske valget mellem IAP-opgraderinger eller hundrede timer med grinding grundet et benhårdt crafting-system. Men er du hooked på dungeon crawler-genren, så er dette et af formatets bedste bud. Og indgangsbilletten er gratis, så det er let at tage turen, og se om det er noget for dig.

Cut The Rope: Time Travel
En af verdens mest populære fysikpuzzlere er tilbage. Du skal stadig klippe snore og udregne vinkler for at fodre det lille sultne monster. Men i Time Travel sendes Nom, som titlen antyder, rundt i tiden. Den største konsekvens ved dette er ikke, at han rejser i stenalderen, det gamle Egypten, renæssancen eller tager rollen som pirat, men at han naturligvis møder en Nom fra den tidsalder, og at du som spiller pludselig har to munde at fodre på samme skærm. Tilføjelsen af en ekstra figur, en "tidsstopperknap" og et enkelt stykke slik kan åbenbart gøre underværker for et spil. Pludselig er det hele en anelse mere hjernevridende og til tider herligt hektisk. Snup det hvis du elskede forgængerne.

Gun Commando
Savner du simplere tider? Dengang dæmoner fra helvede var todimensionelle, man ikke kunne kigge op eller ned, og de sejeste helte var løbet tør for tyggegummi, så er redningen her. I Gun Commando bydes vi på simpel FPS-action fra dengang Doom og Duke dominerede. Skyd fjenderne, find de skjulte medaljer og sus mod udgangen. Så simpelt som altid. Farverige baner giver spillet et friskt (men pixeleret) pust. Tag turen hvis du er i det nostalgiske hjørne.

House of the Dead: Overkill
Her får du en nedbarberet udgave af Wii-spillet. Du får kun to kapitler at skyde dig gennem (med mulighed for at købe endnu et), så håber du på det fulde spil, er det desværre ikke tilfældet. Til gengæld får du et underholdende skydetelt, som er tro mod serien. Udover historiedelen får du også en endless-mode. Lidt for gentagende fjender (giv dem i det mindste andre farver tøj på Sega) trækker dog ned. Styringen er rigtig solid, og gennemfører du spillet, åbner du op for at tap-to-kill-mode, hvor det hele er endnu mere som et lyspistolspil fra dengang arcade-hallerne regerede.

Robot Unicorn Attack 2
Så skal der endnu engang løbes mod højre i jagten på en højere score. Robotenhjørningen er tilbage, og selvom der nu er en ny sang at løbe til, er alt ved det gamle... næsten da. Omgivelserne har fået et gevaldigt løft, det samme gælder figurerne i spillet. Det er ganske enkelt blevet hamrende flot at se på. Samtidig er der nu kommet en ny forhindring i form af gigantiske stenmonstre der naturligvis skal dashes ihjel og online-konkurrencer. Snup det, hvis du elskede det første spil, men er træt af Always-sangen og gerne vil have et nyt lag maling på mekanikkerne.

Zaccaria
Pinball-spil på computer og tablets bliver stadig mere surrealistiske og detaljerede. Til tider så meget, at de rykker sig ret langt fra hvad man i gamle dage kunne opleve på den lokale grillbar. Med Zaccaria sendes vi tilbage til firserne og dengang, hvor pinball-maskinerne var mere simple. Der er dog stadig masser af lir i denne udgave, og du kan eksempelvis selv vælge om du vil spille i et mørklagt lokale, og dermed nyde de mange blinkende lys fra spillets virtuelle pinball-maskine. Du får kun en maskine med spillet og kan derefter købe flere som IAP (in app purchase). Du ved bedst selv om du savner mere simplicitet i dine Pinball-spil, og gør du det, så er løsningen her.

Mighty Dungeons
Forest Moon Games sender iOS-spillere på dungeon crawling i bedste rogue-like-stil. Du kan dog selv vælge om der skal bydes på permadeath eller ej. Det er simpel og sjov dungeon crawling. Til tider dog en smule for simpelt. Der er dog ingen tvivl om at mekanikkerne fungerer og at der er masser af indhold i oldschool-spillet. Er du fan af grotter, pixeleret grafik og loot i bedte Dungeon Master-stil, så er det et godt valg til når du lige har en kort spilpause.

City of Secrets 2
Så er der endelig en efterfølger til det flotte point'n'click-adventure med den halvblinde muldvarp. Der bydes atter engang på flotte håndtegnede omgivelser, minispil, hjernevridende puzzles og små hyggelige morsomheder. Det er stadig en fornøjelse at opleve muldvarpen diskutere med fortællerstemmen, og metahumoren er som ved forgængeren intakt. Er du fans af klassiske puzzle-adventures så går du ikke galt i byen med City of Secrets 2.

Eyes
Det var engang hvor gyserspil handlede om gyset og ikke om antallet af patroner man kunne sende afsted mod diverse monstre. Eye forsøger at tage genren tilbage til begyndelsen. Du sættes i et hjemsøgt hus med et mål: saml alle pengesækkene og nå udgangen. Begynder din tænder at klapre eller møblerne at ryste, så bør du gøre som spillet råder dig: løb! Spillets titel henfører til dit stærkeste våben. Rundt omkring i bygningen er der malede øjne på væggene. Tager du sådan et, kan du et et kort øjeblik se omgivelserne med din forfølgers øjne, og dermed se om der er fri bane. En ultrasimpel styring sætter prikken over i'et og selvom den kan føles en anelse tung, virker det som en del af planen.

Fuld profil 9.146 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.