Phil Harrison, tidligere topmand hos Sony og nuværende corporate vice president hos Microsoft, er høj. Så høj at jeg er nødt til at tage et skridt baglæns for at tage et billede af ham. Han spørger om jeg hellere vil stå på et bord for at få en bedre vinkel. Det er okay, svarer jeg, og kigger gennem søgeren som en anden paparazzi-dværg.
Vi er i et lokale på Microsofts Xbox-campus i Redmond, blot få timer efter afsløringen af Xbox One. Eftersom Phil Harrison begyndte at arbejde hos Microsoft så sent som i 2012, lyder det første spørgsmål:
Hvor meget var allerede sat i sten, da du ankom, og hvor meget har ændret sig siden da med Xbox One?
Næsten det hele var sat i sten, inden jeg sluttede mig til, og faktisk var strategien og visionen for Xbox One en af de ting, der tiltrak mig ved dette hold. Jeg tror på denne strategi med underholdning ført an fra dagligstuen, og på spil som en indgangsport til mere end bare én slags underholdning forbundet til dit TV.
Hvor meget har ændret sig med visionen for Xbox siden den første konsol?
Jeg tror visionen er blevet mere ambitiøs. Vi har kræfterne fra en enhed, der har et rigtig smart operativsystem forstærket af skyen, hvilket ikke var tilgængeligt for os tilbage i 2005-2006. Og det er virkelig der, magien kommer fra. Jeg var meget imponeret over de investeringer, Microsoft havde gjort i sky-infrastruktur og viden og forståelse. Fra første dag vil Xbox One have over 300.000 servere dedikeret til at understøtte platformen, hvilket er mere end alt regnekraften i verden i 1999. Det er ren science fiction. Det er fantastisk.
Der var et stort fokus på amerikansk tv og sport, men hvordan vil det fungere i Europa?
Godt spørgsmål. Vi var nødt til at knytte oplevelsen til ét sted i verden i forhold til dagens præsentation, men vi vil selvfølgelig personalisere og lokalisere til alle de markeder, vi kan. Tv er en meget lokal ting, så vi er nødt til at have det der ultralokale niveau af partnerskaber hvor end du er, og det er det, vi arbejder på.
Der lader til at være meget forvirring omkring det med brugte spil...
Det kan jeg godt forstå. Det vi har sagt - og måske har vi ikke sagt det tydeligt nok - er at vi arbejder på en løsning. Vi finder en løsning, vi er bare ikke klar til at fortælle om den endnu, så hæng på.
Hvad med internetforbindelse på Xbox One. Kræver den konstant forbindelse?
Den kræver ikke konstant internetforbindelse. Xbox One forbedres af forbindelse til skyen, du kan se en masse måder hvorpå internetadgang forbedrer oplevelsen og maskinens funktionalitet, men det er ikke et krav, at den hele tiden er forbundet. (Mange rygter indikerer dog, at der kræves en daglig opkobling.../red.)
Under præsentationen var der masser af snak om Kinect, nye måder at interagere med dit tv, om sociale medier. Ting der måske tiltaler casual-gamere mere. Hvordan vil I tiltrække hardcore-spillerne?
I dag handlede om platformen og visionen for generationens fremtid. E3 handler om spil. Det her er ikke kun en spillemaskinen, så dagen i dag handlede ikke kun om spil. Men vi viste støtte og et strategisk partnerskab med Electronic Arts, der bringer deres sportsserier til Xbox One på en unik måde med noget unikt indhold, der vil være meget relevant i forhold til Europa, især omkring FIFA. Og vi viste den verdenseksklusive premiere på Call of Duty. Jeg ved ikke om der er noget, der er mere core-orienteret end Call of Duty, så jeg synes ikke man kan sige, at vi bevæger os væk fra ånden af det marked, der har hjulpet os til hvor vi er nu. Men hvis du var i tvivl - ikke at du burde være det - vil du se en masse på E3, der vil feje tvivlen helt til side.
Hvis man sammenligner situationen med PlayStation 4, så viste Sony ikke konsollen, men budskabet var virkelig "en konsol for spillere af spillere". For mig virker det som om Xbox handler mere om at udvide publikummet til spil, fjernsyn og underholdning. Vil det måske være den store forskel mellem de to konsoller i de kommende år?
Jeg tror den strategi og filosofi vi har for Xbox One er en rigtig god strategi. Jeg ville ikke sidde her, hvis jeg ikke mente det var tilfældet. Den investering, vi har lavet i værktøjer til spiludvikling som selskab over mange årtier, står ikke tilbage for nogen. Vi har de bedste værktøjer i verden til at lave spil og gøre det let for udviklerne at få det meste ud af konsollen. Vi har en rigtig kraftfuld kasse, der kan forbinde til skyen og give dig ekstra regnekraft, og en fremragende ny controller... Har du prøvet den?
Ja, den føles rigtig god.
Den føles rigtig naturlig i hånden. Alle disse investeringer har vi gjort, for at lave en rigtig god spiloplevelse. Og vi gør fantastiske ting, der gør dit fjernsyn mere intelligent, og vi gør det let for dig at skifte sømløst mellem den underholdning, du elsker, og virkelig gør dit tv supersmart. Det synes jeg er et rigtig godt budskab.

Den nye Kinect er mere avanceret end den forrige udgave. Tror du vi vil se mere integration mellem kernespil og Kinect i denne omgang?
Jeg håber alle udviklere tænker på hvordan Kinect kan gøre deres spil mere magiske. Vi vil ikke kræve det, vi vil ikke gennemtvinge det, men vi håber, at fordi Kinect følger med til Xbox One, så betyder det at 100 procent af publikummet kan få den funktion. I fortiden var det måske kun 25 procent, der havde Kinect. Og så er vi gået fra en slags store armbevægelser ned til bevægelser, der måles i millimeter og nanosekunder. Mængden af data, vi opfanger, er meget større, og det lader os gøre nogle meget raffinerede ting. Den slags spil, der fungerede rigtig godt på Xbox 360 Kinect, var en funktion af hardware-designet, men de begrænsninger er væk nu. Og en anden ting er evnen til at genkende din stemme. Teknologien bag det er virkelig snedig. Vi har investeret meget i at gøre det rigtig smart på Xbox One. Så i et spil kan du forestille dig at udvide eller fordybe oplevelsen ved bare at spille med controlleren, men så bruge din stemme også. Og det vil I se på E3.
Hvor fleksibel er samtale- og stemmemodellen i Kinect?
Det bliver ikke tilgængeligt på alle sprog fra dag ét, men modellen over sprog, vi understøtter, vil vokse med tiden. Denne her teknologi er en stor investering fra Microsofts forskningsafdeling, og de har nogle fantastiske talenter der vil gøre samtalestemmer til en naturlig måde at styre Xbox One på.
Kan du fortælle os om noget, du er ekstra stolt over ved dagens annoncering?
Det her er måske lidt mærkeligt, taget min baggrund i betragtning, men jeg elsker virkelig det strategiske partnerskab vi har annonceret med EA og Activision. At de bringer deres største og bedste serier over, viser deres dedikation til vores platform, og det betyder at spillerne kan stole på, at der kommer fantastiske spil til Xbox One, og det synes jeg er godt for alle.
