Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Ultimate Manager vil vende op og ned på fantasy-fodbold

En lille dansk udvikler arbejder på et fantasy-fodboldspil, der skal sætte alle konkurrenterne til vægs.
Rasmus Lund-Hansen 16 juli 2013

De fleste inkarnerede fodboldfans kender sikkert til fantasy-ligaer. Ideen er kort sagt, at man inden en spillerunde sætter et hold af spillere på tværs af klubber, og man så scorer point alt efter hvor godt de klarer sig. En slags dyst på fodboldviden.

Ideen er gammel, og går tilbage til dengang man hver mandag tjekkede resultater og statistikker i aviserne, for at se hvem der havde klaret sig bedst. I dag foregår det hele selvfølgelig digitalt, og fantasy-ligaer er mere populære end nogensinde.

Men der er stadig stor plads til forbedring. Og på et lille kontor i midten af København sidder fem mand og arbejder på et spil, der skal vende op og ned på fantasy-ligaer, som vi kender dem. Navnet er, ganske beskedent, Ultimate Manager, og man skal ikke bruge lang tid i selskab med det, for at se at de har fat i den lange ende.

Ultimate Manager skiller sig ud på to punkter, forklarer CEO Jarl Rosenlykke. For det første i mængden af data, spillerne bliver målt på. Hvor mange andre fantasy-spil måler spillerne på fire til otte forskellige statistikker, bruger Ultimate Manager 30, ned til en detaljegrad hvor de tracker om en given aflevering er kort eller lang. Hver enkelt kamp indeholder noget i retning af 15-1600 aktioner, og de tæller alle sammen.

Den anden er måden, oplysningerne præsenteres på. I disse moderne nettider holder det bare ikke med info, der ikke opdateres i realtid, og som man skal sidde og trykke refresh i browseren for at følge med i. Derfor har Ultimate Manager et livefeed i højre side af skærmen, hvor alle ens spilleres aktioner bliver opdateret i realtid. Vi ser en (simuleret, da der ikke er nogen kampe i gang, da Gamereactor er på besøg) spillerunde fra Premier League, hvor pointene tikker ind i lind strøm. 500 point for en aflevering, 1500 oveni fordi den var lang. Dzeko skyder på mål, 5000 point. Den går ind, 10000 point! Og så er der minus 10000 point til Frank Lampard, da der bliver scoret mod Chelsea. Fodbold er jo en holdsport, og det skal pointgivningen afspejle.

På baneoversigten til højre lyser de enkelte spillere op, hver gang de er i aktion og hiver point ind. Klikker man på dem, kan man se deres spillerprofil med udvidet statistik og så videre.

Det ligner den ideelle second screen-oplevelse, og Ultimate Manager virker allerede med tablets, telefoner og så videre, uden apps eller plug-ins. Målet er at skabe en rigtig spiloplevelse, forklarer Rosenlykke, en der kører live sideløbende med kampen på ens fjernsyn. En, hvor man konstant holder et øje på hvordan man klarer sig i forhold til kammeraterne. Og det går stærkt - typisk ved Ultimate Manager, at der er scoret i en kamp, et par minutter før "dong"-lyden flyder ud af fjernsynets højtalere.

Indtil videre siger udviklernes erfaringer, at konceptet virker. I starten virker datamængden måske overvældende, men fra deres testgrupper ved de, at spillerne hurtigt begynder at efterspørge mere data, flere ting at få point fra. Ultimate Manager var i beta i foråret, og da sæsonen var slut, var der kun 3500 points forskel på nummer to og nummer tre.

Nu er betaen overstået, og Ultimate Manager er klar til at slå dørene op for alle i slutningen af juli måned, lige i tide opstarten af Premier League og Bundesligaen, de to ligaer man kan spille med. Priserne starter ved 19 kroner om måneden, hvis man kan nøjes med at have ét hold, til 29 kroner for tre hold og 49 for alle de hold, man har lyst til.

I første omgang skydes Ultimate Manager i gang i Danmark, Sverige og Tyskland, og folkene bag leder med lys og lygte efter partnere i lande som Storbritannien og Brasillien. På sigt håber de også at kunne udvide til andre sportsgrene som basketball og amerikansk fodbold, der er endnu mere statistikfyldte end fodbold.

Men lige nu handler det altså om lanceringen denne sommer. Skal du spille med?

Fuld profil 10.097 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.