Man kan vist godt sige at vi er blevet forkælet de seneste år, når det kommer til MMO-genren. World of Warcraft bliver bare bedre og større for hver opdatering. Guild Wars 2 har en stor skare af fans, der hygger sig med spillet, og Final Fantasy XIV: A Realm Reborn er gået fra at blive latterliggjort til at vinde mange priser. Spil som Star Wars: The Old Republic og Neverwinter er blandt de største F2P-spil i genren, og de lever i bedste velgående.
Hvor skal Wildstar passe ind med så mange spil at vælge mellem? Selv siger Carbine, at fokus ikke er på at "slå" nogen af de andre MMO'er. Dette er ikke en WoW-killer. Og det er nok med tanke på at NCSoft, udgiveren af Wildstar, også udgiver Guild Wars 2, Lineage 2, Aion og række andre spil i genren. Carbine selv ser det som en gylden mulighed for at tilbyde noget nyt til MMO-genren, og friske op på den ellers så almindelige opskrift, snart sagt alle andre spil på markedet bruger.
"Da vi satte os ned for at finde grundstenene til Wildstar, hentede vi inspiration fra mange steder. Vi ville have et spil, der så ud som en tegneserie, men samtidigt noget der ikke var 100 procent baseret på Disney Pixar. Derfor prøver vi at lade os inspirere af tegneserier rettet mod unge voksne læsere", siger Matt Mocarski, kreativ leder for Wildstar.
"Det var vigtigt for os at vi kunne fortælle en seriøs historie uden at lade os hæmme af den stil, vi har valgt. Ja, min nevø kan læse Batman, men jeg er nødt til at være forsigtig med hvad han læser. Ikke alle Batman-historier egner sig til små børn. Og jeg tror vi har fundet en stil som passer vældig godt til det, vi prøver at formidle til spillerne".
"Jeg elsker stilen hos Joe Madureira, der er en af mine personlige venner. Han gjorde et fantastisk arbejde med Darksiders".
Det er let at se hvad han mener, når man kigger på Wildstar. Mange af de ansatte hos Carbine, Matt inkluderet, kommer fra Blizzard Entertainment. De fleste folk vil nok prøve at sammenligne deres hjertebarn med World of Warcraft, og selvom det ikke er helt ved siden af, har Wildstar formået at skabe sin egen stil og sit eget univers.
"Vi er ikke låst til en serie, der har eksisteret i 20 år. Vi kan tænke uden for boksen og lave noget helt nyt, og skabe en historie fra bunden af. Det er det, der driver teamet til at komme med nye ideer og historier. Alle, der arbejder hos Carbine, bliver opfordret til at komme med deres ideer til hvilken retning, spillet skal tage".
"Alt der skal til er, at en på designerteamet lager en koncepttegning som ser fed ud, og så kaster en af historiefolkene sig over den og bliver inspireret af det, de ser. 'Det her kan have noget med Chua at gøre! Jeg skriver en historie om det nu!' Og det er sådan, vi arbejder".

Den største forskel, man bemærker i forhold til andre MMO-spil, er nok kampsystemet. Alt er vældigt responsivt og udføres i realtid. Du kan hoppe væk fra angreb, og markører på jorden viser hvor en fjende vil angribe og hvor lang tid, der er til angrebet rammer. Man må fokusere på en helt anden måde, og det er rigtig sjov, når man først har fundet sig til rette i det. Det hele føres mere levende, og er ikke så statisk som mange andre spil. Den tid, hvor man stod på ét sted og hamrede på en knap på tastaturet, er slut. "Limited Action Set" lader spilleren selv udvælge egenskaber, der både er aktive og passive. Ved at lade spilleren vælge nogle få mellem en større udvalg gør, at ikke alle er ens, og man vil kunne bygge en karakter, der er tilpasset til opgaven - alt fra tilpasning til PvE eller PvP, til din egen spillestil. Nogle foretrækker at være uden for fjendernes angrebszonen, men stadig skade dem, mens andre kan lide at være lige i smørhullet hvor alle angreb sker.
Ja, Wildstar følger stadig meget af den opskrift, der gør et spil til et MMO. Du har opgaver, hvor du skal dræbe X antal fjender, og løber til Y for at samle Z op. Men det er fint. Det er det man forventer. Derimod er der tilføjet meget, der skal gøre disse ting mindre kedelige. Du bliver belønnet for at udforske, men du bliver ikke straffet, hvis du ikke gør det. Igen er det hele tilpasset din egen spillestil.
Spillet har også ændret sig en del gennem årene. Carbine har arbejdet med Wildstar i al hemmelighed siden 2005, og da de blev opkøbt af NCSoft i 2007, blev der blot sagt at de arbejdede på et MMO. Det var først i 2011 at Wildstar blev afsløret. Spillet skulle egentlig lanceres i slutningen af dette år, men de udsatte det til første halvår af 2014. De tager tilbagemeldinger fra spillerne meget seriøst.
"Hver mandag bruger vi så at sige hele dagen på at gå gennem tilbagemeldinger fra vores spillere, både dem som har adgang til betaen, samt andre netsteder vi følger nøje med på. Der er kommet mange forslag, som senere er blevet implementeret i spillet".

Carbine har gjort det strålende klart at de vil have en åben dialog med spillerne. De har livestreaming hvor de viser nye klasser, områder og egenskaber, de arbejder med, frem. De tager imod spørgsmål fra publikum og giver tilbagemeldinger. De laver morsomme og informative videoklip kaldet DevSpeak, hvor de viser grundkoncepter fra spillet som Limited Action Set, til hvordan man bevæger sig hen til de huse, spillerne kan bygge. Og alle disse film slutter med ordene "remember, the devs are listening".
"Vi har faktisk ændret hele spilmekanikker på grund af tilbagemeldinger fra fans. Og vi gør alt dette for at gøre spillet så godt som det kan blive".
Når vi snakker med Matt og hans kollega Nick fra Carbine (og flere andre hos NCSoft), er der ikke mangel på entusiasme. De elsker virkelig dette spil, og glæder sig utroligt meget til at se hvad spillerne har at sige om det, når det endelig lanceres. Og deres entusiasme er smittende. Jeg glæder mig til at se hvad Carbine har at tilbyde med Wildstar.
Det er virkelig en herlig tid at være MMO-fan i.