Skip to main content
Artikler

Overrasker disse spil med deres retur på E3?

Vi vurderer chancen for at se en bunke halvglemte titler på årets E3-messe.
Bengt Lemne 5 juni 2014

Beyond Good & Evil 2

Vi har taget et kig på nogle af de mange spil, der synes at være forsvundet efter tidligere at have været vist på E3-messen, heriblandt Prey 2, Yoshi's Land, The Last Guardian og Agent, for at estimere hvad deres chance er for at blive vist frem igen i år.

Nogen gange sker det at spil helt uden forklaring forsvinder efter ellers tidligere at have fået stor opmærksomhed. År kan gå uden nyheder. Måske er det blevet aflyst? Måske er det blevet redesignet? Måske venter man bare på det rigtige tidspunkt til igen at vise det frem.

Agent

Kan du huske Agent? Det PS3-eksklusive spionage-spil der skulle forgå i 1970'erne? Det blev annonceret tilbage på E3 2009 og siden har der været ganske stille omkring det, mens Rockstar har brugt tiden på andre projekter. Selvom der naturligvis er en chance for at det slet og ret er blevet aflyst, lød konceptet bag spillet så godt at det er svært at forstille sig at Rockstar helt skulle have givet op omkring det.

Rockstar snakker typisk ikke om nye titler til E3, men da Agent blev afsløret til Sonys pressekonference for fem år siden, kunne der være tale om en undtagelse. Vi forventer ikke pludseligt at høre nyt om Agent, men chancen er der.

Lad os tage turen hele vejen tilbage til 2003. Ubisoft stod på det tidspunkt klar til at lancere tre store spil på næsten samme tid: Beyond Good & Evil, Prince of Persia: Sands of Time og XIII. Alle tre spil klarede sig dårligt i handlen og blev hurtig sat på tilbud. Planer for efterfølgere til alle spillene blev revurderet, og kun Sands of Time, spillet der havde solgt bedst af de tre, endte med at få efterfølgere. Beyond Good & Evil forbliver dog lidt af en darling hos både anmeldere og de mest eventyrlystne fans - en såkaldt kult-klassiker. Rygter om en potentiel efterfølger har derfor huseret lige siden, og måske er det i 2014, at Jade endelig er klar til eventyr igen, om ikke andet har vi her på Gamereactor tidligere bragt et billede af den nydesignede Jade.

For at føje endnu mere liv til rygterne, viste Ubisoft faktisk noget der lignede en tidlig prototype til deres UbiDays-show tilbage i 2008, men det blev dog aldrig bekræftet som værende en efterfølger. En HD-version af original-spillet blev udgivet i 2011, og vi forventede egentlig at høre mere til serien efterfølgende. Michel Ancel har hentydet til at nye konsoller igen ville kunne puste liv i projektet, og vi er blevet fortalt (mellem linjerne) at Beyond Good & Evil 2 er det næste store projekt fra Ubisoft Montpellier - spørgsmålet er derfor om E3 2014 er hvor det bliver afsløret.

Rainbow 6: Patriots

Det er ikke meget nyt vi har hørt fra Team Rainbow siden 2011 hvor spillet blev afsløret. Rygter har fortalt at projektet er blevet genstartet adskillige gange, og der er derfor potentielt ingen grund til at snakke om Rainbow 6: Patriots, men i stedet blot det næste Rainbow 6. Uden et nyt Ghost Recon eller Splinter Cell (som vi kender til) i støbeskeen, ville det give mening for Ubisoft at have det næste Rainbow 6 klar til udgivelse næste år. Godt nok har firmaet også The Division på vej, men de to spil synes ikke at have meget til fælles.

Ubisoft har for vane at stå for gode præsentationer til E3, og imponerede os sidste år med Watch Dogs og The Division. I år ved vi at vi får mere at se til Far Cry 4, Assassin's Creed: Unity, The Division og mon ikke det nye Rainbow 6 også sniger sig ind på scenen?

The Last Guardian

Det har været en lang rejse for Team Ico's The Last Guardian. Udvikleren har efter sigende haft problemer med teknikken, og senere besluttede lederen af projektet, Fumito Ueda, sig for at sige sin stilling op og efterfølgende arbejde som freelancer på projektet. Eventyret skulle have været i udvikling siden 2007 og blev officielt annonceret i 2009, mens det af flere gange er blevet bekræftet som stadig værende i udvikling. Vi formoder at det nu udvikles til PlayStation 4.

Det ville sandsynligvis modtage en jubelfyldt modtagelse hvis det blev vist frem til Sonys pressekonference, og den slags er der stor efterspørgsel på til messen. Der er dog stadig mange spørgsmål der skal besvares: Er det stadig det samme koncept? Har den nye hardware betydet at de tekniske problemer ikke længere eksisterer? Forhåbentligt får vi alle svarene på messen - vi krydser fingre.

Until Dawn

Supermassive Games' PlayStation Move-gyserspil Until Dawn blev afsløret på Gamescom 2012 og lignede en motion control-baseret teenage-gyser. Vores interesse blev pirret, men siden da har der intet nyt været om spillet.

De nye rygter fortæller at Until Dawn er blevet omdannet til et PlayStation 4 og Project Morpheus-projekt, og det synes vi lyder logisk. Førstepersons-Virtual Reality-horror ville være en glimrende måde at vise den nye teknologi på. På den anden side er det også muligt at Until Dawn blot er blevet aflyst, eller måske endda gjort klar til en fremvisning på Gamescom, hvor europæisk udviklede spil typisk får mere fokus.

Prey 2

Da udgiveren Bethesda afsluttede dens samarbejde med udvikleren Human Head Studios og dermed satte pause for udviklingen af Prey 2, var vi meget skuffede, for konceptet, hvor spilleren fik lov til at agere intergalaktisk rum-sherif, lød meget lovende. I efterfølgeren tog man således kontrollen over Killian Samuels, der i modsætning til Tommy fra forgængeren ikke længere var byttet, men i stedet jægeren. Det hele både lød og så fascinerende ud og det vi så fra den fremmede verden Exodus, imponerede os i stor stil.

Sidste år hørte vi et rygte om at Arkane Studios skulle have overtaget projektet, men det er endnu ikke blevet bevist. Vi ville derfor blive enormt overraskede over at se Prey 2 på E3 i år, men derfor skal man naturligvis ikke udelukke muligheden for at det sker.

Yoshi's Land

Denne titel er ikke for alvor blevet sendt i glemmebogen på noget tidspunkt, men alligevel har der været så stille omkring eventyret at vi glæder os til at høre nyt om det. Det blev første gang vist i januar, 2013 under et afsnit af Nintendo Direct-udsendelserne, hvor det blev bekræftet at Yoshi's Land udvikles af det samme hold som også stod bag Kirby's Epic Yarn - Good-Feel ønsker altså at forfine deres forrige ideer yderligere.

Mens Nintendo ikke rigtigt har snakket om eventyret siden, ligner det ikke den japanske gigant helt at opgive projekter, der er blevet vist frem til offentligheden. Vi forventer derfor at se mere til Yoshi's Land på den kommende messe, og kunne samtidigt godt forstille os at det også bliver til et navneskift.

Fuld profil 221 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.