Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Ugens iPad-spil - Uge 37

Lee guider dig gennem endnu en uge med mobilspil
Lee West 14 september 2014

Hver søndag kan du læse om ugens iOS-spil. Enkelte spil findes både til Android, iPhone samt iPad, men alle er testet på iPad Mini Retina, og alle billeder er fra iPad Mini Retina.

Lee fortæller hvilke spil du bør indkøbe, overveje eller undgå. Listen vil inkludere både ældre titler og opdateringer, men oftest spritnye produktioner. Fælles for dem alle er at de er blevet spillet i ugens løb.

Uge 37 var uden de store velkendte titler på iOS-platformen, til gengæld kom der nogle sande spilperler ud på App Store fra mindre udviklere.

Selvom enkelte af ugens nævnte titler er forventet også på Android, så er det i skrivende stund kun Dragon Quest 1, der popper op på Google Play. Du skal dog ikke fortvivle, for en række andre gode titler kan passende hentes til Androiden, mens du venter. Således vil jeg især anbefale dig at snuppe platformeren Leo's Fortune og muligvis toppe op med snigerspillet Counterspy eller fysik-puzzleren Angry Birds Stella, hvis din 'droid mangler spil.

Men lad os komme i gang med ugens spil.

Chroisen 2
Det første spil, som jeg ville have nævnt var Chroisen 2. Man kommer nemlig ikke uden om, at det lokker med retro-grafik som i de gode gamle SNES dage, og så er det et KRPG (koreansk rollespil), hvilket ofte betyder masser af fiflen med udstyr og grinding. Men ved opstart af dette spil bemærkes der, at man godkender brugen af ens email til markedsføring, at udvikleren kan datamine ens enhed, inklusiv telefonnummer, fulde navn og personnummer. Smukt. Spillet er ude til Android og iOS. Jeg tror, at jeg lader mit privatliv være lidt endnu, måske du har det anderledes og er mindre paranoid samt tørstende efter pixelerede rollespilskampe.

Biztopia
Savner du de gode gamle dage med Drug Wars, Gang Wars og hvad de her simple køb-og-sælg-spil nu hed, så er her en chance for at genopleve genren. Du styrer et mindre firma, der naturligvis skal indkøbe varer og sælge dem med fortjeneste, mens du styrer dit voksende forretningsimperie med hård hånd. Det er simpelt og ikke synderligt dybt, men måske er det den slags management-spil, som du tørster efter. Udover den stilistiske Tim Burton-agtige grafik, fandt jeg det en smule kedeligt.

Fotonica
Det samme var faktisk tilfældet med Fotonica, som ellers har høstet masser af roser fra diverse indie-messer. Det er lækkert produceret, men jeg kedede mig. Se det som en wireframe-opbygget endless runner med Mirror's Edge-perspektiv, og du nærmer dig. Tilsæt laber elektronisk musik og en benhård sværhedsgrad, og så har du ideen. Du kan endda selv vælge om du vil spille i høj- eller tværformat. Jeg synes, at der er nok af endless runners derude, og jeg har hånden på hjertet ikke brug for endnu en, selvom den er vellavet.

Spider-Man Unlimited
Apropos nok af endless runners. Gameloft byder nu på en af slagsen med vores netsvingende superhelt, Spider-Man, i hovedrollen. Det ser ganske enkelt forrygende ud, det er sjovt at spille, velproduceret, fyldt med nye ideer og - for helvede - fyldt med begrænsninger, timere og andet freemium-skrammel. Kære Gameloft: Giv os nu en chance for at frikøbe os for det hø og åbne hele spillet, hvis vi vil. Når mavesurheden har lagt sig, så får vi et mylder af Spider-Man-dragter inklusiv mangaverse-udgaven, og tegneseriestilen er perfekt udført med både netsvingeri, vægkravleri og naturligvis masser af løb. Lækkert spil, som let kunne være App Storens bedste endless runner foran både Subway Surfers og Pitfall. Men for pokker det er altså en skam at freemium-timere kommer i vejen for spilleglæden i et ellers forrygende spil. Du vil kunne spille nogle timer indtil du rammer level 10, så kan du se frem til en betalingsmur, hvor du kan spille et spil hver tiende minut (du kan spare op til fem spil), med mindre du vil hoste op med penge. Jeg anbefaler at nyde turen indtil da, og så slette spillet eller leve med et dagligt gensyn til den korte spilpause.

Phantom Rift
Anderledes godt står det til med Phantom Rift. Foursaken Media står da også bag Bug Heroes, Monster Adventures og andre solide iOS-titler, så de kan deres kram. Her får du et stemningsfyldt rollespil med en verden, der opbygges som en anden Bastion. Samtidig får du masser af loot og kamp. Kampene bringer minder tilbage om det klassiske Gameboy Advance-spil Mega Man Battle Network. Det vil sige at du flytter dig frem og tilbage på en enkelt spilleflade, mens du forbereder spells, angreb og forsvar i real-time. Lækkert og velsmagende action-rollespil. Om det keder efter mere end en times spil, skal jeg endnu ikke kunne sige.

Dragon Quest 1
For en heftig dosis nostalgi, så kan du passende suse forbi Square Enix' remake af Dragon Quest 1. Pixelerede helte, middelmådig historie og fint rollespil. Hånden på hjertet har spillet nogle årtier på bagen, og det kan mærkes. Ikke desto mindre er det ganske fint pakket ind, og beholder portræt-formatet og Enix' nye virtuelle joypad. Prisen er lav, og savner du lidt nostalgisk rollespilshygge, går du ikke helt galt i byen her.

Chronology
Listens sidste tre spil er alle forrygende gode på hver deres egen måde, og gør derfor mere end op for en rolig uge. Skal du indkøbe tre spil i denne uge, så bliver adgangsprisen på ialt syv kroner (inklusiv Goblin Sword, der er helt uden IAP) . Det er næsten til at græde over. Snup dem alle tre. Det første af de tre spilperler er det tidligere PC-spil Chronology. Her får du en vellavet platformer med utrolig lækker grafik og gode puzzles. Du vælger konstant mellem to tidsperioder i et forsøg på at komme gennem de mange baner og løse de fine puzzles, og det virker lige efter hensigten. Det er let at drage sammenligning med Braid og Limbo. Det er kort sagt fyldt med stemning og flotte omgivelser, og så er det sjovt.

Goblin Sword
De sidste tyve år har jeg ledt efter et spil, der minder om Wonder Boy in Monsterland. Det fik jeg i denne uge. Tilsæt en smule Alex Kidd og du har to Sega-klassikere, der er svære at ignorere. Goblin Sword lader dig sætte de virtuelle knapper og pad som du har lyst, og er derfor et godt eksempel på hvordan platformspil skal laves på touch. Masser af loot, hemmelige områder, herlige fjender og pixeleret råhygge er på menuen. Hele spillet koster lige nu syv kroner, og det er vanvittigt billigt. Hent det.

The Sleeping Prince
Hvis ikke det var fordi Sleeping Prince gør så meget rigtigt med touch, så var Goblin Sword endt som ugens favoritspil, men The Sleeping Prince er noget helt særligt. Det dropper alle former for knapper og tilbyder ragdoll-platformeri. Ved første beskrivelse af spillet var jeg ikke overbevist. Jeg kunne ikke forholde mig til at skulle kaste en ragdoll gennem et hav af baner. Men ideen er rigtig veludført. Du, spilleren, er nemlig blevet hidkaldt til et magisk kongerige, hvor alle beboere er faldet i søvn. Din opgave er nu at bruge de sovende kroppe til at løse puzzles, samle guld og på alle måder gøre det, som man normalt gør i et platformspil. Løjerne styres med simple stryg på skærmen, hvor du som et andet Angry Birds beregner vinkler og kast, og så ellers ræser gennem banerne med en sovende prins (og enkelte andre venner). Omgivelserne er sprængfyldte af små lækre detaljer, grafikken er herlig og til tider næsten Pixar-agtig, mekanikkerne er gode og banerne er veldesignede. Det her er en fin platformer, som samtidig prøver at gøre noget helt anderledes med genren og touch. Det er gratis at hente, og det bør du gøre.

Fuld profil 9.146 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.