Med Ryos TKL Pro påstår Roccat at have begået det mest avancerede gaming-tastatur nogensinde, hvilket må siges at være noget af en påstand. Efter at have brugt tastaturet til både FPS, RPG, MOBA og tekstskrivning kan jeg sige, at det er både avanceret og en fornøjelse at bruge. Dette er TKL-versionen, hvilket vil sige uden numpad, og derfor gælder anmeldelsen ikke for den større MK-version med flere funktioner.
At modtage dette tastatur var en overvældende oplevelse, da rækken af egenskaber og funktioner nærmest er uden ende. Det futuristisk designede mekaniske tastatur kan prale af følgende: Cherry MX switches i enten rød, sort, brun (som her testes) eller blå variant, som holder til 50 millioner tasteslag. Per-key-belysning gør, at man kan bestemme præcis hvilke taster, der skal oplyses, og med seks lysstyrker skal man nok finde en lysindstilling, som passer en. Tastaturet har to ARM Cortex CPU'er og 2MB flash-lagring for makroer. CPU'erne bruges bl.a. til førnævnte per-key belysning, men da tastaturet også skal håndtere n-key-rollover (alle tryk registreres, uanset antallet af simultane tryk), de 470 mulige makroer og Roccats Talk-funktion (som jeg kommer ind på senere), så giver CPU'erne mere mening. Som det lyder, så er dette altså et overflødighedshorn af et tastatur, som da også koster ca. 1000 kr.
Men følelsen af at bruge et tastatur, især til denne pris, går dog forud for antallet af funktioner. Først og fremmest, et par umiddelbare plusser: Designet er i min optik flot, og kun næsten for meget. Det er også, som lovet, et ekstremt komfortabelt tastatur, primært pga. den enorme håndledsstøtte. Det er noget af det første man opdager, når man kommer fra et mindre eksklusivt tastatur, men det er også en af de funktioner, som man bliver ved med at elske. Dernæst: Tastaturets baggrundsbelysning fungerer rigtig godt, og de seks styrker samt genvejstasten til dette (Fn+F11) er ganske belejlige. Tastaturets byggekvalitet er helt uovertruffen. Til trods for at vi taler 100% plastik, så føles dette tastatur som et top-produkt, som er bygget til at holde. Det er komplet skridsikkert og føles solidt på alle fronter, med fede detaljer som flettet kabel og en ekstremt pletresistent overflade, hvilket er et velkomment tiltag.

Tastaturet (her med tysk layout)
Om man skriver eller spiller med keyboardet, så føles det fantastisk, hurtigt og præcist, delvist takket være de mekaniske Cherry MX switches under tasterne. Vores model kom med den brune variant, hvilket gør, at man får ekstra feedback, uden at det bliver ligeså støjende som den blå variant, men stadig mere end rød eller sort. Responsen er helt i top, og man har her et fantastisk og trofast våben uanset spilgenre. Tasternes overflade er også rigtig behagelig, og øger ens følelse med tasternes position. Dog er der tre "thumbster"-taster, som er praktiske, men har en billig og plastikagtig følelse, som pletter den ellers lækre konstruktion. Tastaturet har ikke nogen dedikerede medietaster, men bruger F-tasterne som genveje hertil, hvilket giver mening i et kompakt tastatur som dette, hvor også numpad er sparet væk. Når vi er ved særlige taster skal EasyShift nævnes, da det er Roccats måde at give brugeren dobbelt så mange taster at lege med. Holdes EasyShift (som standard er dette Caps Lock) nede, gives der adgang til de øvrige knappers sekundære funktion, som brugeren helt selv kan bestemme. Har man en Roccat-mus med Roccat Talk har man også det ekstra lag tastemuligheder her.
Softwaren er desværre ikke ligeså pletfri en oplevelse som tastaturet selv. De mange funktioner er ikke altid lige godt forklaret, og virker ved første øjekast som noget af et projekt. Heldigvis giver det mere mening, når man har brugt noget tid med programmet, men f.eks. er manuel opsætning af en lysprofil en langsommelig og træg proces. Der er, ironisk nok, ingen tastaturgenveje til at springe fra knap til knap for at konfigurere den enkeltvise belysning. Det hele skal i stedet udvælges med musen, hvilket virker unødvendigt primitivt og dovent designet. Ovenpå dette har Roccat besluttet, at visse funktioner ikke kan slås fra. F.eks. er keyboardet indstillet til, at holder du shift, alt eller lignende knapper nede, så vil bestemte knapper være oplyst, uafhængigt af den normale lyskonfiguration. Dette kan ikke slås fra, og vil man i stedet blot have de samme specifikke knapper oplyst, skal man vælge det samme setup for hvis shift, alt mv. holdes nede. Dermed bliver det en tidskrævende proces at lave både simple og avancerede profiler, hvilket må siges at være besynderligt og dovent designet. Desuden mangler der visse ret åbenlyse features, da der eksempelvis ikke er nogen umiddelbar mulighed for at lave en genvej til en bestemt Windows-mappe.

At lave den helt rigtige opsætning kan tage tid
Heldigvis vejer Roccat op for disse software-mangler med smarte features i selve tastaturet. F.eks. kan makroer oprettes "on-the-fly" med Fn+F12, hvorefter man vælger genvejstasten, og indtaster makro-kommandoen. Simpelt og smart. Det er også snedigt, at tastaturet selv lagrer dens konfiguration, så man kan tage det med til en ven og vise ens seje effekter og bevare sine indstillinger.
Er Ryos TKL Pro så de ca. 1000 kr. værd? Jeg er selv ret vild med tastaturet, også til mindre krævende brug. Det er ekstremt lækkert hardware-mæssigt, mens softwaren ikke altid er et pletskud, men er til at bruge. Sammenlignet med andre keyboards i samme prisklasse er det et kompakt keyboard med få knapper, hvilket nogen vil finde skrabet til prisen, mens andre vil rose den høje kvalitet og det kompakte, effektive design. Roccat har puttet mange spændende features i tastaturet, uanset om man er avanceret bruger eller bare kvalitetsbevidst, og er man villig til at punge ud, så er Ryos TKL Pro et ganske solidt bud, som varmt anbefales herfra.
Karakter: 9/10