Gamereactor's Game of the Year består af 12 kategorier, og hver eneste vinder er et resultat af en kompliceret stemmeproces, hvor hundredevis af titler har været oppe at vende. Hver af disse artikler er dedikeret til vinderen, men ønsker du at se de nominerede, kan du smutte forbi vores store nomineringsartikel. Glædelig jul. Lad os sammen gøre status over 2015.
Vinder: Everybody's Gone to the Rapture
Når fiktion finder sted under verdens undergang, er det en mørk og grum tid. Ofte overbefolket med zombier og andre overlevende med kløe i aftrækkerfingeren. Byer ligger jævnet med jorden, de resterende overlevne kæmper om de tilbageværende resurser, og naturen er langsomt ved at genindtage planeten. Everybody's Gone to the Rapture dropper alle ovenstående klichéer, og fremstår derfor som et forfriskende pust, til en genre der har stået stille i lang tid. Det er dog ikke kun det friske pust, der gør, at Everybody's Gone to the Rapture, står øverst på skamlen over bedste digitale spil hos Gamereactor i år. Spillet forstår at bruge spilmediet til perfektion, når det skal fortælle sine sørgelige historier. Velkommen til verdens undergang som du ikke har set det før.
Spillet åbner sublimt, og ganske gådefuldt op, med sætningen: "This is Dr. Katherine Collins. I don't know if anyone will hear this. It's all over. I'm the only one left". Derfra giver spillet slip, og lader dig udforske den lille fiktive britiske by Yaughton, som du selv ønsker det. Med den gådefulde sætning i baghovedet, må du selv regne ud, hvad der er sket. Everybody's Gone to the Rapture handler dog i mindre grad om at finde ud af, hvor alle indbyggerne er taget hen, og i større grad om at høre de enkeltes historier og hvordan de takler krisen. Nogen kan ikke få pakket bilen hurtigt nok, andre tænker tilbage på dengang de var unge og fulde af liv, mens andre sørger tilgivelse før det er for sent. Fælles for alle historierne er hvor medrivende og virkelige de føles. I et spil hvor man vandrer langsomt omkring, og lytter til folks samtaler, er det altafgørende, at dialogen er i verdensklasse. Dan Pinchbeck, forfatteren bag spillet, leverer varen og skaber nogle personer, man føler har eksisteret. Man føler deres frygt for fremtiden, deres glæde ved at være omringet af folk de elsker, og deres fortrydelse over det de aldrig fik gjort og sagt. I dette spil finder du ikke en helt i hovedrollen, der er i stand til at gøre, det der skal gøres for at overleve. Everybody's Gone to the Rapture handler om personer som dig om mig. Spillet giver et billede af, hvordan man sandsynligvis selv ville reagere, skulle undergangen langsomt komme snigende.
Det er dog ikke kun dialogen, der beretter om, hvad der er forgået i den lille by. Spillet bruger i lige så høj grad miljøet til at fortælle sine historier. En grill står rygende ude i haven, med bordet dækket op til familien, et løbejul ligger forladt langs villavejen, en kurv og tæppe står klar i skovgrænsen til en picnic. Alt fortæller en historie om noget der er sket. Det hele står klar til at tages i brug, det eneste der mangler er mennesker, nærmest som om indbyggerne var i gang med at hygge sig, da de pludselig forsvandt.
Everybody's Gone to the Rapture er på mange måder et af de mest skræmmende spil, jeg nogensinde har spillet. Solen skinner, musikken er lunefuld og intet forsøger at tage dit liv, og alligevel formår det at virke foruroligende. Beboere der ikke ved hvad de skal stille op, der rækker hånden ud, og hjælper hinanden, inden det er for sent, ønsker man ikke at se dø. De føles så menneskelige. Mens man tavs vandrer rundt, er det umuligt ikke at stille sig selv det udødelige spørgsmål: "hvad ville jeg selv have gjort i den situation?".
Verdens undergang er måske ikke en mørk og grum tid. Måske er den smuk, fyldt med fuglesang, kirkekor, folk der hjælper hinanden som den sidste handling, og søger tilgivelse for fortidens fejltagelser. The Chinese Room giver deres version af undergangen, og det er en fortælling, der ikke vil efterlade dig.
