For en måneds tid siden pakkede en fra redaktionen sin rygsæk og begav sig til det store udland - nærmere betegnet stedet hvor oplevelser skabes - den forjættede by Los Angeles. Byen hvor det flyder med mælk og honning, når man åbner for vandhanen - underholdningsindustriens eget Nirvana. Det var Sonys europæiske afdeling (SCEE), der bød op til dans, og redaktionens udsendte havde selvfølgelig medbragt sine bedste dansesko.
Sony havde indbudt omtrent 30 spiljournalister fra hele Europa til at dække turen, som gik under navnet US Press Trip 2003. Konsolgiganten havde bl.a. det seneste Syphon Filter med undertitlen, The Omega Strain (TOS), på programmet. Spilserien som havde stor succes på PSOne med sit solide, actionfyldte gameplay og velstrukturerede manuskripter, der kunne bide skeer med selv Hideo Kojimas mesterværk.
Forud for udviklerens præsentation af spillet besøgte vi den lokale skydebane. Altså, bare lige for at få en idé om, hvad det vil sige at skyde med skarpt. Ellers er ens forudsætning for at sætte sig ind i en lejesoldats hverdag jo slet ikke til stede. Og ja, amerikanernes liberale våbenlovgivning bliver ekstremt nærværende på en skydebane. Uden friheden til at forurene kloden gennem afbrænding af billig benzin og til at hive sin pistol frem, når man føler sig truet, ville livet som indbygger i guds eget land da heller ikke være til at holde ud.
Efter en kort introduktion på 10-15 min. var vi alle parate til at forvandle vores skydeskiver til kæmpe hulkort. Ikke mindst da de, der havde en mere direkte kontakt til deres indre Charles Bronson fik lov at føle bagslaget fra en shotgun, pumpede adrenalinet for alvor i blodet. Ja, skydeliderligheden fik overtaget hos flere sydeuropæiske reserve-amerikanerne - eller også var det undertegnede, der brød ud af sin skal som en anden forskræmt påskekylling. En historie har altid to sider.
Udviklingsholdet præsenterede spillet i konferencelokalet på det nydelige hotel, vi alle var indkvarteret på. Desværre var der problemer med netforbindelsen med det resultat, at flere pods (PS2 stands) ikke fungerede optimalt. Så vi måtte tage til takke med de få, der nu engang fungerede. Og uha da, hotellets kok udviste endnu engang gastronomisk overlegenhed med sine hjemmelavede tortillas, salsa og guacomole, som sikrede, at folk aldrig stod ved stands'ne alt for længe af gangen.
De vigtigste kvantespring i forhold til tidligere versioner ligger i dels den umiskendelige grafiske optimering og dels i, at TOS er en online multi-player oplevelse. Udvikleren kunne endvidere fortælle, at der denne gang vil være mere fokus på historien, som skal være mere kringlet end tidligere. Spillet vil strække sig over 17 missioner, der vil invitere gamerne til så forskellige destinationer som Yemen, Tokyo, Toronto og Hviderusland.
Seriens helt, Gabe Logan er stadig nøglepersonen i TOS, men kun som leder af en antiterror organisation. I dette seneste 128-bit kapitel har Gabe rekrutteret et ukendt antal lejesoldater, som skal eliminere terroristernes presserende trussel om atter engang at slippe den dødbringende virus løs på moder jord. GameReactor fik snuset sig frem til, at en af de gamle rotter, Aramov, atter er tilbage i skurkerollen, og noget kunne tyde på, at vi også får et gensyn med Rhomer.
Online-delen vil give op til fire gamere mulighed for at kreere deres egne unikke karakterer gennem et stort udvalg af hår-, skæg-, ansigtstyper, m.v. og danne et team, som skal befri verden fra terroristernes jerngreb. Online delen vil ikke ligne SOCOM eller PCs Counter Strike med holdkampe, men vil ligne single player delen - dvs. gamere mod AI'en. Banerne vil dog være mærkbart større online, ligesom online delen vil have flere våben og en del andet oplåseligt guf end single-player delen. Der vil herudover være områder på banerne, der kun er tilgængelige online. Endvidere vil man online komme til at stå over for puzzles, hvor det er påkrævet, at to eller flere spillere arbejder sammen. Der vil derfor være en betydelig forskel på at spille hhv. off- eller online. TOS vil understøtte både chat- og stemmekommunikation, hvilket vil give rig mulighed for taktik planlægning og strategisnak.
I den lille halve time vi sammenlagt spillede TOS, viste det sig, at såvel styringen som gameplayet stort set er intakt. Det spiller stadig meget ligesom Namcos Dead to Rights, hvor man target'er en fjende, spæner frem og tilbage og fylder hans korpus med tungmetaller. Denne fremgangsmåde vil med garanti være mest fremherskende i single player delen, da fire gamere forhåbentlig kan finde på en mere snedig kampstrategi. Teamwork vil være et vigtigt element. Mens én løber i forvejen og påtager sig spejderrollen, bør de andre dække ham, ellers kan det nemt gå galt, påpegede udvikleren.
Fans vil vide, at serien aldrig har haft helt samme fokus på stealth som eksempelvis MGS, men der kan næppe være tvivl om, at snigskytteriflen også i denne omgang bliver et yndet våben, ligesom muligheden for at smugkigge om hjørner stadig er en smart og brugbar feature. Gamereactor må blankt erkende, at vi allerede længes efter at se mere til Syphon Filter: The Omega Strain. Tanken om at bevæge sig ud på en farefuld mission for at redde verden i store flotte, afvekslende miljøer med over 100 forskellige våben- og gadgettyper at vælge mellem, og så tilmed online sammen med andre passionerede gamere, tiltaler i den grad redaktionen.