Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Gamereactor debatterer: Virtual Reality er ikke den næste Kinect

Oculus Rift og Playstation VR har potentialet til at revolutionere, måden vi spiller på. Men kan de formå at opfylde deres fulde potentiale? Anders kigger på, hvilke udfordringer de står over for.
Anders Baad Mai 8 februar 2016

Magnus kiggede for nyligt på Nintendo NX, og stillede spørgsmålet: "Hvad fanden skal den kunne?". Det er et relevant spørgsmål, for vi forventer en innovativ konsol, der kan noget, hverken Playstation 4 eller X-box One er i stand til. De forsøger ikke at bekæmpe modstanderne med grafisk overlegenhed, men ved at tænke ud af boksen. Det er en forventning, vi har til dem efter deres to seneste konsoller, hvor især Wii'en, formåede at ændre spilindustrien. Der ligger en stor forskel på, at ændre måden vi spiller på og en simpel gimmick. Wii'en formåede at få unge og gamle til at svinge armene foran tv'et, i forsøg på at slå vennerne i tennis, golf og bowling. Omvendt står Playstation Move og Kinect tilbage som gimmicks, der forsøgte på at tage del i Wii'ens succes. Kun tiden vil vise, om Oculus Rift og Playstation VR bliver den næste Wii, eller om de bliver den næste Kinect. For at blive en succes skal de overbevise forbrugerne om, at man ikke kan leve uden deres produkt. Her er nogle af de problemer, men også fordele, som virtual reality står over for, når det bliver udgivet senere i år.

Prisen på VR

Prisen på en Oculus Rift blev for nyligt offentliggjort, og det fik internettet til at hoppe af det ellers godt bemandende hype-tog. Hvad der i danske kroner svarer til 4000 moneter, var åbenbart nok til at bryde den lykkelige VR-boble, vi alle levede under, men lad os lige tage et skridt tilbage og se på hvad en fornuftig pris egentlig er. Problematikken ligger dog ikke kun i de 4000 kroner, men også i det faktum, at du skal have en kraftfuld computer, for overhovedet at kunne køre Oculus. Vi ved alle, at gaming kan være en dyr hobby - især med Collecters Edition, figurer og merchandise vi bare bliver nødt til at eje - men en Oculus Rift og en stærk nok computer kan hurtigt komme op i priser, jeg ikke tør tænke på. Det er dog vigtigt at huske, at med Facebook bag sig, har Oculus pengene til at tænke langsigtet. De er godt klar over, at på grund af de høje priser, vil de kun ramme en mindre gruppe spillere i begyndelsen. Spillere der har økonomien til at købe ny dyr hardware uden at tage endnu et lån i huset. Palmer Luckey, grundlæggeren af Oculus VR, udtalte til en konference i december: "Most people don't have computers with high-end graphics cards. In the future, that's going to change: give it five or six years, and most computers will be capable of running good virtual experiences". Allerede nu kan man høre, hvordan de tænker 5-6 år ude i fremtiden. Grafikkort bliver billigere, og det betyder, hele Oculus pakken bliver billigere år for år. Den langsigtede taktik er en luksus, Playstation VR ikke har.

Playstation befinder sig på konsolmarkedet, og kan derfor ikke lægge samme strategi som Oculus. Playstation tjener ikke deres penge gennem hardware; de tjener dem gennem software. For dem gælder det om at sænke prisen på konsollen så meget som muligt, for jo flere der ejer deres konsol, jo flere køber også deres spil. Jeg vil formode de bruger samme taktik til Playstation VR, men spørgsmålet er, hvor langt de kan gå ned. Min mavefornemmelse siger mig, at prisen ikke kan være højere end prisen på en Playstation 4. Forbrugerne ønsker ikke at betale mere for en udvidelse til konsollen, end de gjorde for selve konsollen. Desværre er virtual reality ikke nogen billig teknologi, så det bliver spændende at følge, hvad den endelig pris bliver. Playstation besidder dog en lille fordel her, da folk med en Playstation 4 ved, at deres nye Playstation VR fungerer med konsollen. Det gør det lettere for forbrugeren og det er et aspekt man aldrig skal undervurdere. Hvor den mere afslappede spiller kan blive i tvivl om, hvorvidt hans computer kan håndtere en Ocuclus, ved han altid, at hans Playstation VR fungerer med Playstation 4. Min formodning er, at Playstation VR bliver billigere end Oculus Rift, men om det er nok til at vinde konkurrencen, er endnu for tidligt at spå om.

VR giver kvalme og hovedpine

Jeg fik glæden af at benytte en Oculus Rift forrige måned, da den blev vist frem til et arrangement i København. Til den fremvisning, delte jeg en oplevelse med fire andre rapporterer, hvor vi alle så samme scenarie fra fem forskellige vinkler. Det varede kun 15 minutter, men to blev nødt til at forlade os midtvejs, fordi de havde fået det så dårligt, at de ikke kunne fortsætte. Og ganske forventeligt lå der efterfølgende et spørgeskema klar, hvori vi blev spurgt, hvor meget kvalme vi følte på en skala fra 1-10. Jeg gik derfra som den mest friske af de fem deltagende, men havde stadig været nødt til at skrive 4 i mit spørgeskema. For min mave var ikke helt på toppen. Og dette gælder ikke kun Oculus Rift. Man skal ikke lede længe på nettet, efter en rapporter der har endt sit selskab med Playstation VR med hovedpine og kvalme. Det er et alvorligt problem, for måske er vi mennesker bare ikke i stand til, at have oplevelsen så tæt på vores ansigt. Det betyder ikke noget, hvor stor og smuk verdenen man befinder sig i er, hvis man ikke kan nyde den uden en brækpose lige indenfor rækkevidde. Det skal dog noteres, at det er tidlige versioner af Oculus og Playstation VR, rapportere og fans har fået lov til at prøve til arrangementer. Min forhåbning er, at de kan fikse kvalmeproblemet, inden de endelige versioner rammer hylderne. Hvis ikke, står de begge med et kæmpe problem, der kan betyde hele konceptet, bliver en fiasko, indtil teknologien er bedre i fremtiden.

Virtual Reality er til mere end bare spil

Da Facebook købte Oculus Rift skrev skaberen af Facebook, Mark Zuckerberg omkring købet og fremtiden: "This is just the start. After games, we're going to make Oculus a platform for many other experiences. Imagine enjoying a court side seat at a game, studying in a classroom of students and teachers all over the world or consulting with a doctor face-to-face - just by putting on goggles in your home." Spil er kun et lille aspekt af, hvad Oculus skal blive til. Tag headsettet på og sid på de bedste pladser til Super Bowl eller stå på toppen af Mt. Fuji og kig ud over det japanske landskab. Det er endnu et bevis på, at Facebook og Oculus tænker langsigtet, og noget der er vigtigt at have i baghovedet, når man investerer i hardwaren. Computeren er en åben platform, der tillader alle at designe videoer, spil og andre oplevelser til headsettet.

På dette punkt er Playstation VR mere låst, da Playstation har sit eget lukkede system. Hvad Sony tillader med VR må tiden vise, men jeg forventer, at man kun kan bruge den til spil de første par år. Konkurrencen med Oculus kunne dog tvinge Sony til at prøve nye ting med Playstation VR, hvis de skal klare sig på markedet.

Hvad kan Virtual Reality?

Vi kender det alle sammen. Man sidder og spiller et fuldstændigt indlevende spil. Man er måske i gang med at vandre op af bjerget i Journey, mens musikken presser følelser frem hos dig, du ikke vidste, du havde. Eller du står midt i hård beslutning til slut i The Walking Dead, som alle dine erfaringer i livet ikke har forberedt dig på. Eller du er endelig ved at score den sexede blå alien i Mass Effect, da underboen pludselig begynder at trampe, og en sms tjekker højlydt ind på din mobil. Når vi spiller, som vi er vant til, er vi alle ofre for distraktioner, der hiver os ud af oplevelsen og tilbage til rummet vi sidder i. Ja, du kan tage høretelefoner på, men kommer der en person ind, eller lyser forlygterne fra en kommende bil flygtigt gennem rummet, bliver du igen taget ud. Med Oculus Rift og Playstation VR bliver du sendt ind i et univers, og du forlader det først, når du tager headsettet af. Det kan virke som en skræmmende asocial fremtid, men bare tanken om at opleve spil som The Stanley Parable eller Gone Home i virtual reality får mit spiller-hjerte til at banke. Det samme gælder et spil som No Mans Sky i Playstation VR, der virker som den ultimative oplevelse. Og det er kun mulighederne inden for spilverdenen. Ønsker du at blive kirurg, kan du blive sat i skoene på en professionel og se proceduren i førsteperson. Det virker til kun fantasien sætter grænser for virtual reality. Der er mange der skriver VR af som en gimmick, men når du har prøvet at sidde med det på, og blive transporteret ud i rummet vil du vide, det er meget mere. Potentialet er her, til at revolutionere måden vi spiller på, på samme måde som Wii'en gjorde det. Men både Oculus Rift og Playstation VR har nogle udfordringer foran sig, der skal håndteres, for ellers ender de som endnu en forglemmelig gimmick. Personligt tror jeg på, at VR bliver stort de kommende år, men jeg har taget fejl før.

Hvad mener I? Tror i på løftet om VR, eller venter I med at investere i hardwaren, før I har set om det bliver en succes? Kom med din mening i kommentarerne.

Fuld profil 1.027 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.