Ifølge Jesper kronik, så er spilbranchen nu et meget mere mainstream præget sted. Et sted hvor spil er blevet en handelsvare og et godt image sælger mere, end et godt spil. Eller i hvert fald end et spil med nye ideer. Det er kort og godt gået pop i det hele - og det alle vi gamere elsker og dyrker, er ved at blive udvandet til det rene ingenting. Det kunstneriske element ofres på bålet til den ondeste af alle guder - mammon og inden for få år er de såkaldte casual gamers blevet det nye fokus. Det er dem spil nu skabes til.
Men er det nu også sådan?. Nej, vel. Kigger man bare lidt på branchen udefra, så tegner der sig et billede af det hele som værende milevidt fra DVD- og musikindustrien. Vi har ikke ramt det brede marked. Vi har ikke skabt en levedygtig industri, hvor det at gå i biografen eller se en DVD kan sidestilles med at spille spil. Næh, det hele er stadig en tand for indforstået og navlepillende.
Tag nu f.eks. den undersøgelse som Sony de seneste år har afviklet i blandt nutidens gamere. Her står det klart at mere end 80% aldrig gennemfører de fleste af deres spil. De når simpelthen aldrig at se slutningen på hele eventyret eller få købt den sidste bil til garagen, før de for længst har mistet interessen for produktet og har kastet sig over noget andet. Og det er os ikke helt fremmed vel? Jeg kan personligt finde mere end en håndfuld spil, som jeg aldrig er kommet igennem, fordi de på et tidspunkt blev så kedelige, sværere eller bare umulige at hitte ud af, at jeg simpelthen lagde joypaddet ned. Nogle gange var det bare andre og nyere spil der trak. Så forestil dig lige hvordan en mere casual gamer har det? At skulle vade igennem intetsigende referencer til tidligere spil eller en tyk manual for overhovedet at få noget ud at det hele, kommer de ganske enkelt aldrig til. De gider det ikke.
Men det er ikke bare der den er gal. For hvad signalerer egentlig de mange internet FAQS, de mange hjælpende og rigt illustrerede bøger fra Prima og Brady Games?. Er de ikke et tegn på at spil stadig ikke er lettilgængelige, og at man skal læse sig igennem side efter side af forklaringer, for lige at få et specielt sværd eller for at finde alle hundrede kasser på en given bane?. Er det ikke sådan at store dele af branchen stadig ikke forholder sig til at markedet skal blive større og derfor ikke har justeret deres spil i forhold til dem, der nu engang skal spille dem. Nogle steder er det nærmest blevet helt normalt, at man for nogle ekstra kroner får en guide med til det netop indkøbte spil - det emmer da af nørderi.
Og det er netop problemet. Vi ønsker at vores lille niche bliver en verdensomspændende succes. At spille spil skal være noget man kan være stolt af. Ingen fnisen, ingen forestillinger om chips ædende unge drenge, der drikker cola og griner indforstået af en dum computerjoke. Men de skal komme til os. Det er jo vores branche og dermed også vores termer det foregår på, så hvis de vil ind i fællesskabet, så må de blive som os - og det kommer ganske enkelt aldrig til at ske. Hvis branchen vil have fat i flere casual games, alle de mange kvinder, og i det hele taget nå hele vejen rundt, så skal spilskuden vendes og spillene gøres mere brede. Noget jeg absolut ikke syntes der er en tendens til.
Se blot på nogle af sidste års alle største succeser. Star Wars: Knights of the Old Republic er et fabelagtigt spil. En kæmpe succes og et sublimt eventyr, der fik de fleste spiljournalister til at falde på knæ. Men har det været en succes hos den brede befolkning? Kan de fleste af dem sige, at det har de gennemført eller blev det købt på basis af flotte anmeldelser, spillet i en rum tid for så at blive stillet væk? Hvad med Silent Hill 3 - alle er da med på et godt gys, men har det solgt til andet end fans af japanske gyserfilm som The Eye eller The Ring og har det kommende Forbidden Siren overhovedet en chance hos det brede publikum? Hvem andre end absolutte spilfreaks glæder sig til Ninja Gaiden, En remake af Metal Gear Solid og Painkiller? Ja, Jak II blev en succes hos både anmeldere og købere, men mange har senere beklaget sig over hvor unødigt svært det var og hvor hurtigt det blev hevet ud af maskinen.
Dette er slet ikke et opråb til verdens udviklere om at udvande Final Fantasy-serien til en omgang pladder (nogle vil mene at det er sket forlængst) eller fjerne den dybde som der ligger i et spil som Broken Sword: The Sleeping Dragon. Det handler ikke engang om at sætte sværhedsgraden i spil ned. Nej, det handler om at anerkende en stor gruppe af potentielle spilleres manglende lyst til at give sig i kast med spilmediet. Det handler om at starte på en lidt mere jævnt grundlag som flere kan få gavn af. Der skal være plads til de store, omfangsrige spil. Der skal være plads til os, der måske ikke ligefrem syntes at det seneste James Bond 007-spil er en udfordring, men det betyder det at andre ikke må lukkes ind i fællesskabet eller nyde spillet? Hvorfor er du så bange for at miste noget, der alligevel ikke kun er dit? Og mister du overhovedet noget ved at der kommer flere til?. Hvorfor er mainstream stadig et fy-ord...