I USA er Supernatural et besynderligt stort hit. For nyligt læste jeg en artikel, som påstod at det er den eneste serie, som både er på Republikanernes og Demokraternes top 3 over TV-serier. En serie om to model-lignende brødre, som jager monstre og er komisk tætte med hinanden, lyder ikke særligt appelerende for et voksent publikum. Især ikke når man pakker et ofte tåkrummende manuskript ind i pakken, sammen med nogle lidt for letkøbte popkultur-referencer og varierende skuespilspræstationer. Alligevel har jeg nu kværnet igennem seriens i alt 241 episoder á ca. 40 minutter og venter spændt på tolvte sæson.
Hvad der undrer mig er, hvorfor serien egentlig virker, og hvordan den stadig overlever. Da jeg er klar over, at ikke alle læsere har set serien, så er spoilers holdt til et minimum, men der vil stadig være nogen generelle afsløringer om seriens senere emner.
Da min kæreste startede på serien grinede jeg hovedrystende, og når jeg hørte lyden af teenage-skrig og seriens overdramatiske intro-scener fra den lille bærbare i soveværelset, så blev Supernatural efterhånden symbolet på guilty pleasure, cheesy dialog, dårlige effekter og horror-klichéer af værste skuffe. Smagsdommeren i mig fandt ideen med Supernatural latterlig, selvom min kæreste oprigtigt syntes, serien var god. Da serien blev fast inventar i huset, og jeg så et par scener hist og her, så lod disse fordomme endda til at blive bekræftet.
Da jeg endelig fik set et fuldt afsnit, blev jeg dog besynderligt nysgerrig. Det var et unikt sort-hvid-afsnit med Oktoberfest-tema, som var spækket med referencer til klassiske gyserfilm. Den klichémættethed, som jeg fordømte serien for, lod til at være båret med både stolthed og selv-ironi.
Til min endnu større overraskelse, så lod hovedkaraktererne, brødrene Sam og Dean Winchester, til at være meget veldefinerede og have en dybde som man sjældent finder i TV-serier. Sam er den yngre bror, som fik muligheden for at stræbe efter uddannelse og et normalt liv, men som ved seriens start er hevet tilbage i monsterjæger-livet af Dean. I Dean finder vi den simple kærlighed til klassisk rock, gamle film og blonde kvinder, som serien har i overflod, men disse ting værdsætter han mest af alt, fordi han har overtaget sin fars værdier fuldkomment. Som serien, så er han en anelse bøvet, men samtidig svær ikke at holde af.
Hvor godt jeg end kunne lide hovedkaraktererne, så var jeg dog lidt frastødt af den banale, repetitive dialog. Linjer i stil med "Sam, we're family, and that's what matters," og, "Dean, I don't know if I can forgive you this time" kan opsummere alt for mange af deres "dybe samtaler." På trods af den nogle gange lidt kiksede udførsel kunne jeg mærke, at jeg var blevet charmeret af serien, hvor "dårlig smag" det så end var.
Kort tid efter var jeg i færd med at binge-watche serien fra start til slut. Jeg bemærkede, hvordan jeg begyndte at værdsætte den noget uddaterede B-filmsstil, den simple charme og det lidt kiksede skuespil. Jeg lagde filmsnobberiet til side og prøvede at se serien på dens egne præmisser. Hvad jeg værdsatte var skuespillernes kemi, omend skuespillet i sig selv ikke altid var specielt godt. De små detaljer omkring livet som monsterjæger, de etiske spørgsmål, båndet mellem brødrene, var egentlig alt sammen rigtig godt tænkt. Det er mærkbart, at skaberne virkelig ville se dette vokse, og så kom stilen og klichéerne lidt til at være en charmerende del af pakken.
Supernatural stigende budget har forbedret det visuelle og skuespillerne, men de vigtigste ting har den egentlig altid haft på plads. Blandt andet er det noget af det mest selvbevidste TV, der findes. Skaberne har altid vidst nøjagtigt hvad seriens styrker og svagheder er, og dette er mundet ud i, at serien ofte gør tykt grin med sig selv og sine karakterer. Uden at afsløre for meget her, så er serien fyldt med metareferencer, og det er dybt underholdende. At serien godt selv ved, at den er en kende smagløs er en af dens største styrker.
Supernaturals selvbevidsthed resulterer også i, at det er én stor fanservice på flere niveauer. Det er næppe nogen overdrivelse, at fans er temmelig konservative, men samtidig vil se en udvikling i deres favoritserier. Det er nøjagtigt den balancegang, som Supernatural håndterer så fint, da den aldrig står helt stille, men samtidig grundlæggende set har samme setup i hver sæson: Sam, Dean og vennerne støder på en ny trussel mod verden, og den skal ned med nakken. Forskellen fra de fleste moderne serier er, at vi et eller andet sted ved, at de nok skal klare den; vi kan bare godt lide at se, hvordan det udfolder sig.
Det brede spektrum af udfordringer, som Winchester-brødrene har stået overfor, har dog altid været eksekveret efter en ret stram formel, hvor der er afveksling mellem den større plotlinje og små afstikkere i form af at tage til en lille by og arbejde på en sag. Hver case-episode har sin egen lille fortælling om almindelige mennesker, som bliver konfronteret med showets skaber Eric Kripkes besynderlige univers og væsener. Dette er en glimrende dynamik og giver både den overordnede følelse af formål og en mere afgrænset følelse af lukkede kapitler.
Supernatural handler generelt set ikke om almindelige mennesker, men alle karaktererne har fejl, som man lærer at kende. Tit er heltenes dømmekraft sløret, og de ender med at tage liv de ikke skulle have taget. Det er en enorm styrke at de er så fejlfyldte, da man kan se hvorfor de handler, som de gør, samtidig med at de to model-lignende frontfigurer er personer, som man kan identificere sig med.
Supernatural bliver pludselig en meget bekendt ven, som ikke rigtig ændrer sig i andet end nye temaer (tidsrejser, diverse kristen mytologi, afguder, dommedag osv.). Der er i bund og grund uendeligt mange muligheder for serien indenfor den trygge ramme, som for mig at se er dens vitale grundstamme.
At serien bliver så velkendt og har så afrundede karakterer gør det til en meget komfortabel oplevelse. Den faste besætning har en utrolig kemi, og deres trofasthed bidrager også til det trygge element. Efter 11 år med Supernatural må man sige, at det er en klippe i et omskifteligt landskab, og det er netop denne sikkerhed, som jeg vil mene er seriens store appel.
Ikke dermed sagt, at Supernatural er kunst af højeste karat. Det er en serie, som har en masse gyldne øjeblikke, og karakterer, som man virkelig holder af, men som har en masse svagheder. Først og fremmest, så har dialogen styrtdykket fra et i forvejen svingende niveau siden Kripke forlod serien efter sæson syv, tilsyneladende fordi folk ser serien alligevel. Uden at gå i detaljer her, så er serien ved at få nogle rustpletter på sine ældre dage, men dårlig dialog kan man rette op på.
Hvad der nok skræmmer flere potentielle seere væk er, at serien altid har taget sig mange friheder, som man lidt skal acceptere som "en del af charmen." Eksempelvis er den amerikanske Mid-West tilsyneladende pludselig verdens navle, og resten af verden er mest en fodnote. Dette er naturligvis en budget-ting, men serien befinder sig generelt i en amerikansk bobbel. Hverken engle eller dæmoner taler andet end engelsk det meste af tiden, og himmel og helvede føles ikke som særligt eksotiske steder. Metafysiske koncepter som engles sande form, Gud, sjæle, himmel og helvede er heller ikke helt logisk udførte, og denne type frustrationer vil man uundgåeligt støde ind i.
De ovennævnte elementer af Supernatural kan kædes sammen til et helhedsindtryk af, hvad det er, jeg finder specielt ved serien: Det velkendte og trygge. Dens besynderligheder, de komplicerede karakterer og deres forhold, skuespillernes kemi og den lidt uddaterede stil er alle en del af en pakke, som har sin helt egen personlighed. Målet er ikke realisme eller stor filmkunst, men at hylde en svunden tid, hvor vi ikke tvivler på heltenes evner. Hvor uoverstigelige oddsene end er, så er Sam og Dean vores helte, og de skal nok klare sig igennem, uanset hvor tyndslidte de end bliver, uanset hvor vrede de bliver på hinanden. Vi ser blot, hvordan de klarer den.
Supernatural er mest af alt en elskelig serie, som til tider er dovent udført, men samtidig er hyggelig underholdning. Somme tider rammer den plet, somme tider misser den, både når det kommer til at skabe et meningsfuldt univers og når det kommer til manuskriptforfatning. Men solide karakterer og hjerte har serien masser af, og ofte er dens fjollede, cheesy elementer en kilde til morskab og velkendt komfort for dens seere. En komfort, som man egentlig godt kan lide.