Så er det endelig blevet tid. Efter at have spillet fine i mange, mange år har Gamereactor-redaktionen endelig besluttet sig for at påtage sig den mægtige opgave der er at lave den frygtede top 100-liste.
Der har været, som naturligvis var forventet, tonsvis af diskussioner, livlige debatter og masser af intens argumentation. Det har været en lang rejse, men nu er vi klar til den allerførste etape. Som før beskrevet har vi tænkt os, i ny og næ, at bevæge os tættere og tættere på toppen med ti spil af gangen.
Dog skal vi slå fast endnu en gang, at dette er en personlig liste baseret på en længere diskussion som de redaktionelle medlemmer har indgået i. Vi har taget vores personlige præferencer, spillenes historiske signifikans, deres ambitionsniveau, deres design, det hele i betragtning. Du vil finde klassikere, du vil finde nyere titler, og du vil uden tvivl være uenig med mange af vores valg. Det er det hele handler om.
Lad os sammen diskutere hvilke spiloplevelser vi bør huske, og det starter lige her.

100. Hearthstone: Heroes of Warcraft (2014)
Udvikler: Blizzard Entertainment
Udgiver: Blizzard Entertainment
Instruktør: Eric Dodds
Blizzard er en uden tvivl en af de mest indflydelsesrige udviklere på markedet, og har med deres titler revolutioneret genrer som MMORPG og RTS. Hearthstone: Heroes of Warcraft er endnu et eksempel på, hvordan Blizzard bryder med genrekonventioner, og skaber et kortspil, der er let at tilgå og tilbyder dybt gameplay.
Det er diskutabelt i hvor stor en grad, at spillet afhænger af mikrotransaktioner, men mekanikkerne og strukturen forbliver solide med en fremragende multiplayer og en konstant hang til mere. Vi vil hele tiden have nye kort, forbedre vores karakterklasser eller udfordre vores nærmeste venner. Det er uden tvivl konkurrence-multiplayer på højt plan, og vil uden tvivl blive huske som en landeplage der har fortjent sin opmærksomhed.

99. Dead Rising (2006)
Udvikler: Capcom Production Studio 1
Udgiver: Capcom
Instruktør: Keiji Inafune
En af de tidlige unikke titler der ramte Microsofts dengang spritnye Xbox 360 var Capcoms spirituelle opfølger til Resident Evil-serien, Dead Rising. Spillet tog den velkendte zombie-formel, og sendte den på 100 procent overdrive i et amerikansk shoppingcenter. Spilleren havde 3 døgn til at undersøge zombiernes oprindelse, og redde så mange mennesker som muligt.
Dead Rising var specielt, fordi aldrig havde så mange zombier været set på en skærm, og der var utallige genstande som kunne bruges som våben, hvor spilleren kunne kombinere alt fra bamser til samuraisværd. Dead Rising præsenterede os ikke bare for et nyt tag på zombie-genren, men også en spændende verden, hvor dine valg havde konsekvenser, og hvor vi måtte gennemføre det flere gange for at forstå hele historien. Selvom spillet har fået flere efterfølgere er det stadigvæk det første udspils univers vi vender tilbage til.

98. Burnout: Revenge (2005)
Udvikler: Criterion Games
Udgiver: Electronic Arts
Instruktør: Alex Ward
Burnout-serien har ikke været i rampelyset i årevis og det er uvidst, hvornår vi kan forvente det næste kapitel bliver annonceret. Udvikleren Criterion formåede at skabe et af de mest underholdende bilspil med Burnout: Revenge, og tilbød endnu flere muligheder for at smadre og sabotere trafikken på så kreative måder som muligt. Burnout 3: Takedown bragte for alvor serien ind i billedet som en essentiel serie for EA, men Revenge perfektionerede hvert eneste aspekt.
Burnout: Revenge var også første udspil på den dengang nye konsolgeneration og et pragteksempel på, hvordan bilspil kunne se ud med stærkere hardware, i dette tilfælde - Xbox 360. Fra løbene i alperne til trafikeksplosionerne i storbyerne leverede spillet bilunderholdning på et højt niveau. Der kan afsluttende ikke siges andet end: Criterion vi mangler mere Burnout!
Da Eidos Montreal annoncerede det nyeste kapitel i den ikoniske Deus Ex-serie var forventningerne tårnhøje. Deus Ex: Human Revolution skuffede dog heldigvis på ingen måde, og var et prageksemplar på verdensopbygning i en nær dystopisk fremtid.
De stærke nye stealth-tiltag og muligheden for at gå igennem hele spillets kampagne næsten uden at bruge vold var banebrydende i en spilbranche præget til randen af vold og ødelæggelse. Adam Jensens eventyr har med sine forskellige slutninger og interessant tilgang til spillets kampagne en stor genspilningsværdi fem år senere og alle Sci-fi fans fortjener at opleve dette mesterværk.

96. Lost Odyssey (2007)
Udvikler: Mistwalker, Feelplus
Udgiver: Microsoft Game Studios
Instruktør: Daisuke Fukugawa, Hironobu Sakaguchi
Final Fantasy-skaberen Hironobu Sakaguchi forlod Square Enix kort efter sammenslutningen af Squaresoft og Enix i 2003, og startede firmaet Mistwalker. Det første udspil, Blue Dragon, var et hæderligt forsøg på at genskabe JRPG-magien fra Final Fantasy og Chrono Trigger, men det var først med Lost Odyssey, at Sakaguchi for alvor fandt sit fodfæste udenfor Squaresoft.
Lost Odyssey fortalte en historie om tab, død og kærlighed igennem synet på en 1000 år gammel, udødelig mand. Det bragte en stærk fortælling, der kunne få selv den hårdeste person til at fælde en tåre. Grafikken, som gjorde brug af Unreal Engine 3, præsenterede en fantastisk verden, der for alvor viste sin skønhed på spillets disk 3. Kombineret med et simpelt, men unikt gameplay og Nobuo Uematsus klassiske melodier blev Lost Odyssey hurtigt det spil Final Fantasy XIII skulle have været.

95. Rainbow Six: Vegas (2006)
Udvikler: UbiSoft Montreal
Udgiver: UbiSoft
Instruktør: Maxime Déland
Den amerikanske forfatter Tom Clancy har lagt navn til et stort antal Ubisoft-serier fra The Division til Ghost Recon. Rainbow Six-serien er diskutablet den mest ikoniske med sit fokus på at give en så realistisk skydeoplevelse som muligt, og Rainbow Six: Vegas er den største præstation i Ubisofts opus med en setting og atmosfære til den helt store guldmedalje.
Et perfektioneret fokus på at give sine soldater ordrer og et flydende skift imellem tredje- og førstepersonsskyderi hævede Rainbow Six: Vegas over de tidligere kapitler. Singleplayer-kampagnen føltes stadig unik og var mere fængende end efterfølgeren, og selvom Rainbow Six: Siege bragte en masse nye tiltag til spillets multiplayer-formular, forbliver Rainbow Six: Vegas seriens mest komplette pakke.
<newpage>

94. Rocket League (2015)
Udvikler: Psyonix
Udgiver: Psyonix
Instruktør: Thomas Silloway
Den nok mest unikke success fra Sonys PlayStation Plus line-up må have været Rocket League. I løbet af kort tid spillede millioner af mennesker fodbold med biler verden over. Rocket League er et tilbagekald til klassiske computerspil med et simpel budskab: det handler ikke om andet end at have det sjovt.
Med sit vanvittige simple gameplay og en "easy to learn, hard to master"-formular kan spillet underholde i timevis uden at blive kedeligt, som vi kender det fra Atari og NES-dagene. Det har sågar formået at finde sin plads blandt de helt store titler og har fået sin egen eSports-turnering.

93. Street Fighter V (2016)
Udvikler: Capcom, Dimps
Udgiver: Capcom
Instruktør: Takayuki Nakayama
Street Fighter-serien opnåede kultstatus med Street Fighter II-udgivelsen tilbage i 1991, men seriens gameplay-formel har været under konstant udvikling siden dengang, og serien har nået en perfekt gameplay-balance med sin seneste udgivelse i 2016. Selvom spillet blev anklaget for at have manglende indhold og befandt sig i et helvede af mikrotransaktioner, kan det ikke benægtes, at Street Fighter V byder på en af de mest sublime fighting-oplevelser på spilmarkedet.
Aldrig har spillet føltes så flydende og tilfredsstillende i sin eksekvering. Street Fighter V vil ikke have den samme effekt på markedet som Street Fighter II, men det er 25 år senere den bedste Street Fighter-oplevelse til rådighed.

92. Poy! Poy! (1997)
Udvikler: Konami
Udgiver: Konami
Instruktør: Kenji Miura
Tilbage i 90'erne, da den første PlayStation herskede i stuerne verden over, var online multiplayer stadigvæk langt ude i fremtiden, og vi måtte mødes i større vennegrupper for at spille sammen.
Poy! Poy! var en pioner indenfor lokal multiplayer, og glæden ved at kaste sten og bomber på sine modstandere i en firkantet animé-verden kunne ikke beskrives. Med en simpel fire-mod-fire legeplads i en mere velpoleret udgave af Bomberman var Poy! Poy! den sjoveste måde at banke sine venner på. Selv 20 år senere i år 2016 holder spillet sig fantastisk godt, og er stadigvæk ligeså fængende som i 1997.
Alle som undgik spillet skal omgående finde deres game PlayStation frem, og samle sine venner om et spil Poy! Poy!

91. Bioshock Infinite (2013)
Udvikler: Irrational Games
Udgiver: 2K Games
Instruktør: Ken Levine
Det kan ikke benægtes, at Bioshock Infinite er en milepæl indenfor historiefortælling i spilbranchen. Med en fængende historie om en mystisk by i luften, et utopisk samfund udenfor resten af verdens civilisation og en mands søgen efter frelse, bliver der dannet en sublim ramme om en gribende steampunk-fortælling.
Bioshock Infinites svageste punkt er dog gameplayet, der på mange fronter leverer en forsimplet version af det vi mødte i det første Bioshock. Færre evner, færre tilpasningsmuligheder og en række ligegyldige items stopper spillet i at nå den helt store verdensklasse. Ken Levine og co.'s episke fortælling er dog stadig så original og verdenen så spændende, at Bioshock Infinite uden tvivl fortjener en plads på denne liste.
Det var alt for denne gang, men læs med i næste uge når redaktionen bevæger sig tættere på toppen med yderligere ti spil på vores store liste. Hvordan ser din liste ud? Lad is høre i kommentarerne herunder.