Final Fantasy-serien fejrer i 2017 sin trediveårs fødselsdag og i den anledning synes det passende at lave en rangering af de bedste titler produceret i serien siden 1987. Listen vil ikke kun indeholde nummererede titler, men også spin-offs.
Er du uening med listen? Så del hjertelig gerne din mening i kommentarfeltet.
Glem det middelmådige 2015-remaster af Hajime Tabatas brutale Final Fantasy Type-0. Den oprindelige version af Type-0 (kun udgivet i Japan) er en milepæl for historiefortælling på Sonys håndholdte maskine. Annonceret som Final Fantasy Agito XIII og en del af Fubala Nova Crystallis-serien skulle Type-0 fungere som en mobil pendant til Final Fantasy XIII og versus XIII. Udover at dele begreberne l'cie og falcie med det trettende kapitel var Type-0 sin egen.
I modsætning til tidligere Final Fantasy-spil var Type-0 en ultra blodig blanding af en voksen krigshistorie og større filosofiske spørgsmål om meningen med vores eksistens. Vi fulgte tretten unge soldater i gennem en interessant historie om konflikten imellem tre imperier, og indledningen til spillet er muligvis den mest emotionelle i seriens lange historie.
Spillets gameplay sad lige i skabet med sin simple fireknapsfunktion og kombinationsmulighederne med de forskellige karakterer. Spellcrafting fungerede sublimt og næsten hver eneste mission havde to tilgange.
Et mesterværk er Final Fantasy Type-0 ikke, men det er en dejlig alternativ tilgang til en ny måde at fortælle historier på i en gammel serie.
Platforme: PlayStation Portable
9. Final Fantasy XII (2006)
Det mest undervurderede kapitel i serien er uden tvivl nummer tolv. En slags fortsættelse til Squaresofts anden klassiker Vagrant Story fra den tidlige PlayStation-tid. Tilbage var verdenen Ivalice og dens farverige blanding af middelalderæstetikken fra de første Final Fantasy-spil og sci-fi brødrene Final Fantasy X og VIII. Det var sågar muligvis det flotteste spil fra PlayStation 2-æraen.
Selvom spillet havde den über-feminine Vaan som sin hovedperson var den egentlige hovedperson Balthier og var charmerende som bare pokker. Ligeså essentiel var prinsessen Ashe og hendes hævngerrige motiver, gameplayet var dog mest af alt spillets centrum.
Væk var de mange mellemsekvenser og dialoger fra tieren og i stedet blev vi præsenteret for et rådt real-time system og en stor og detaljerig verden.
Platforme: PlayStation 2, PlayStation 4
8. Crisis Core: Final Fantasy VII (2007)
En af de vigtigste elementer i Final Fantasy VII var uden tvivl forholdet imellem Zack Fair og hovedpersonen Cloud Strife. Selvom han var død og kun optrådte i flashbacks var hans rolle i begivenhederne før spillets begyndelse et spændende mysterium. Hvad var hans forhold til antagonisten Sephiroth og hvorfor stjal Cloud helt præcist hans baggrundshistorie?
Disse spørgsmål dannede baggrund for den diskutabelt mest interessante og velskrevne Final Fantasy-hovedperson. Historien om Zack var fængende og udviklingen fra naiv soldat til erfaren kæmper holdte spilleren fanget. I modsætning til tidligere titler handlede Crisis Core ikke om en gruppe mennesker, som skulle stoppe en stor ondskab, men om personlige konflikter i mellem rivaliserende soldater.
Action RPG-styringen var ikke perfekt, men inkluderede spændende muligheder for at skabe nye magier og evner i stil med Final Fantasy XV og Type-0. Musikken var helt i top og brugte Nobuo Ueumatsu's klassiske melodier med stort flair.
Platforme: PlayStation Portable
7. Final Fantasy VIII (1998)
Squall Leonhearts rejse i kampen mod heksen Ultimecia er ikke husket som en af de mest mindeværdige oplevelser. Meget kritik er gået på spillets utroligt sløve start med mindst to timer tutorial før du føler spillet begynder og en kontroversiel brug af tidsrejser. Draw-systemet og Junction havde spillerne et love/hate forhold til og de klassiske summons føltes "overpowered". Men kritikken blegner dog i forhold til alle spillets gode aspekter.
Det ottende kapitel har en af de mest spændende verdener, fra den teknologiske hovedstad Esther til den vestligt Paris-inspirerede Galbadia. Det var en blanding af ekstrem sci-fi med en verden baseret på vores egen i et vidunderligt mix. Den gribende historie lå ikke i Squalls eventyr, men i deutergonisten Lagunas rejse.
Kiros, Laguna og Wards eventyr fra krigsflugt til jagten på steddatteren Ellone var en prolog til hovedhistorien om Squall, men havde mere karakter og dybde. Lagunas historie er en af de bedste historier ikke bare i Final Fantasy-serien, men også i spilmediet generelt.
Platforme: PlayStation, PlayStation 3, PC
6. A Realm Reborn: Final Fantasy XIV (2013)
Final Fantasy XI er det mest indtjenende kapitel til dato, og Squares motivation for endnu et MMORPG var derfor forståelig. Udgivelsen af nummer fjorten var dog intet mindre end en katastrofe og sammen med det uheldige trettende kapitel mistede serien sin RPG-relevans.
En kæmpe revision og en re-lancering senere med den nye titel A Realm Reborn, transformerede spillet sig til en af de bedste titler til dato. Det dårlige quest-system, irriterende menuer og forfærdelige lag var væk og erstattet med et flot design samt intuitivt kampsystem og balancerede "classes". Spillet var nærmest ugenkendeligt.
Eorzea er en af de smukkeste MMORPG-verdener på markedet og endda PlayStation 3-versionen så fantastisk ud. Hvis man er på udkig efter sit MMORPG-fix og er træt af World of Warcraft, må A Realm Reborn: Final Fantasy XIV være det bedste alternativ.
Platforme: PlayStation 3, PlayStation 4, PC, Mac
<newpage>
5. Final Fantasy X (2001)
To Zanarkand. Mere behøves ikke sige om spillet med den absolut bedste Final Fantasy-melodi. Det første spil i serien med stemmeskuespil og grafik i 3D uden prerendered-baggrunde har gjort tieren til et af de teknologisk vigtigste kapitler. Væk var det hurtigere gameplay fra de tre foregående udspil og blev udskiftet med et mere taktisk system.
Universet omkring planeten Spira var et af de mest komplicerede og samfundskritiske til dato, med filosofiske temaer fra Descartes og Nietzche til kritik af ekstremistiske religioner. Yuna's rejse for at besejre Sin er et mindeværdigt eventyr med en æstetisk inspiration fra alt mellem klassisk japansk 1600-tals arkitektur til moderne metropolisser som Shanghai og New York.
Grinescenen fra havnebyen Luca er ligeså nervepirrende og åndssvag som den er ikonisk, og slutningen er en oplevelse for sig. Tidus og Yuna havde en god kemi, men soldaten Auron og skurken Seymour var spillets store stjerner. Specielt Seymours bibliske motivationer gjorde ham til en af de bedste antagonister i serien.
Platforme: PlayStation 2, PlayStation 3, PlayStation 4
4. Final Fantasy XV (2016)
Ti år senere ramte Final Fantasy XV endelig vores dagligstuer og hold da fast en oplevelse. Som en aktion gal lillebror bragte spillet et friskt pust til en serie grundlagt på en tur-baseret styring. Historien var en homage til tidligere Final Fantasy-spil med det mørke teknologisk udviklede imperie, kampen om den sidste krystals magt og den udvalgte helt.
Men bagved lå en historie om de fire mænd Noctis, Gladio, Prompto og Ignis og det utrolige sammenhold de skabte på deres ti år lange rejse. Lunafreya og Ardyn bragte ekstra elementer af kærlighed, ofrelse og hævn på bordet, hvilket medfødte nye motivationer for de fire hovedpersoner.
I forhold til de episke fortællinger fra Final Fantasy X eller VII haltede historien, men den flotte verden, spændende karakterer og fantastiske kampsystem bragte Final Fantasy-serien tilbage med flair.
Platforme: PlayStation 4, Xbox One
3. Final Fantasy VI (1995)
Some people just want to see the world burn er den nok mest passende beskrivelse af Final Fantasy VI's skurk Kefka Palazzo. Ikke kun den mest snu og helt igennem onde person i Final Fantasy-serien, men spilbranchen generelt. Hans rejse fra en mindre marionet til en gud, der lykkedes i at destruere verden gør Kefka til det centrale punkt i et af de mest komplicerede og mesterfulde spil under Final Fantasy-banneret.
Spillet havde derudover det største cast af personer til dato og formåede at give hver eneste sin egen personlighed. Terra, Celes og Sabin var de mest ikoniske, fra Terras indre konflikter om sin oprindelse til Celes' selvmordsforsøg efter verdenens undergang. Final Fantasy VI var mørkt, rigtig mørkt og er i sammenligning med andre kapitler en meget dyster affære.
Platforme: Super NES, PlayStation, Game Boy Advance, Android
iOS, Pc
2. Final Fantasy IX (2000)
Efter de to fremtidsinspirerede kapitler Final Fantasy VII og VIII ville skaberen Hironobu Sakaguchi vende tilbage til seriens rødder. Resultatet var Final Fantasy IX. Ved første øjekast lignede spillet et kapitel fra en malerisk eventyrbog med et børneagtigt-design, sandheden var dog en helt anden.
Ligesom tidligere kapitler kunne man igen kontrollere fire spillere i en kamp og "classes" som Black Mage, Thief og Warrior blev genintroduceret til spillets gameplay. Selve kampmelodien var komponeret i stil med de seks første kapitler og det hele føltes som at vende hjem til gammelt territorie.
Historien handlede om tyven Zidane og hans eventyr fra en simpel womanizer-tyv til at være hovedpersonen i kampen mod at redde alt eksistens. Vivi var dog den mest fængende karakter og hans eksistentielle krise om sin oprindelse drev en stor del af spillets fremgang.
Platforme: PlayStation, PlayStation 3, iOS, Android, Pc
1. Final Fantasy VII (1997)
"The Lucky Number Seven". Det diskuteres altid hvilket kapitel fortjener æren som det bedste af det bedste i Final Fantasy-serien. Kampen er ofte imellem VI, IX og VII, men selvom alle er virkelig gode går sejren alligevel til Clouds eventyr. Udover at markere bryddet imellem Nintendo og Squaresoft var Final Fantasy VII også datidens største spilproduktion nogensinde. Fordelt på hele tre cd'er var det et episk eventyr af en hidtil ukendt skala tilbage i 1997.
Sammenlignet med de andre kapitler i serien har spillet stadigvæk det anden bedste kampsystem (kun udkonkurreret af Final Fantasy XV). Materia var en god blanding af færdigheder og tillod et hav af mulige kombinationer. Final Fantasy VII har sågar tyve år senere stadigvæk et af de største arsenaler af summon-magier med ikoniske Knights of the Round eller Neo-Bahamut
Men det er ikke kun det bedste Final Fantasy grundet sit gameplay og relevans, men historien er en juvel i sig selv. Især ping-pongen imellem protagonist og antagonist driver historien, hvilket munder ud i en bitter-sød afslutning. Samtidig inkluderede det karakterer med velfortalte historier. Omend det er Barrets forvisning fra minebyen Corel, Cids drømme om at være den første astronaut eller Red XIIIs opdagelse af sin fars ofrelse.
Final Fantasy VII er et mesterværk.
Platforme: PlayStation, PlayStation 3. PlayStation 4, iOS, Android, Pc