E3 2017 vil for altid have en speciel plads hos mig. Det var første år, hvor jeg - sammen med Andreas - stod i spidsen for Gamereactors E3 Pre/post-show. Hidtil har showet været en mere ekskluderet oplevelse, hvor jeg sidder alene kl. 03 om natten, og selv om det altid har været underholdende, så slår det ikke min oplevelse i år. Det har været mere stressende - at skulle se konferencerne samtidig med man skriver nyheder, er ikke så ligetil som jeg havde håbet - men det har været sjovt. Sjovt at komme med forudsigelser, sjovt at svare på spørgsmål fra jer læsere og sjovt at strege alle sine forudsigelser ud, når ingen gik i opfyldelse. Jeg skal derfor være den første til at indrømme, at jeg har de rosenrøde briller på, når jeg kigger på E3 i år. Men det er vel også de sjoveste briller at have på, når vi taler om spil, vi kan glæde os til.
Bedste trailer
The Last Night
The Last Night er virkelig smukt. Faktisk så smukt, at min første tanke var: "på ingen måde kommer det til at se SÅ godt ud hele vejen igennem". Jeg vil lade tvivlen komme spillet til gode, og give det prisen for bedste trailer. Hvis Blade Runner nogensinde skulle laves til et spil, så ville The Last Night være mit drømmescenarie.
The Last Night er grafisk det perfekte miks mellem 16 bit-grafik og den mere moderne realistiske grafik til regnen, der slår mod skærmen. Objekterne i rummet ser ud til at kunne falde på gulvet, hvis de bliver ramt af en kugle, hovedpersonens animationer ser ud til at formidle den situation han står i - hvis han er træt går han langsomt, mens han er hurtig til at gå i dækning under en skudkamp - og musikken skaber den perfekte stemning for omgivelserne. Verdenen i The Last Night ser lovløs og trøsteløs ud, og jeg kan ikke vente med at befinde mig i den.
Tjek traileren her.
Ubisoft har langt hen af vejen styr på deres konferencer. De formår at smække en trailer sammen, og deres one last thing i slutningen af showet er ofte et helt ukendt spil. En sjælden oplevelse i dag, hvor størstedelen af spillene bliver afsløret - enten med vilje eller gennem leaks - op til E3. Men i år gjorde Ubisoft mere end "udmærket". De hævede deres eget niveau til hidtil usete højder, og selv om det kan argumenteres, om deres konference var "den bedste", så havde den noget, jeg følte de andre manglede: hjerte.
Fra den første annoncering af Mario + Rabbids: Kingdom Battle, hvor selveste Miyamoto trådte ind på scenen, hvilket i sig selv var en utrolig symbolsk handling, til instruktøren af selv samme spil blev nævnt, og han grædende tager imod bifaldet, er det svært ikke at elske spillet en smule mere. Afslutningen på konferencen, hvor Beyond Good and Evil 2 blev vist frem og man kunne mærke glæden hos Michel Ancel, fasttømrede bare pointen. Ubisoft havde hjertet med i år. Dermed ikke sagt at de andre konferencer virkede døde sammenlignet med Ubi, men de virkede mere mekaniske og strømlignede. Alt var perfekt skruet sammen og der var ikke en tåre på kinden. Ubisoft havde tåren, de havde spillene og de havde ikke en overflod af pinlige sekvenser. Det fortjener en sejr i mine øjne.
Mest Lovende
A Way Out
Spil prøver at ramme det størst mulige publikum for at få den størst mulige indtjening. Det er naturligt. Men jeg synes ofte, at det er spillene, der ikke prøver at ramme bredt, der formår at skille sig mest ud, og derfor også være mest uforglemmelige. A Way Out er ikke for alle. Hvis du laver et multiplayer-spil, er udviklerne ofte hurtige til at sige: "personen der gerne vil spille det alene, vil sagtens kunne gøre det". Derfor var det så forfriskende, når udviklerne denne gang meget direkte siger, at dette spil ikke kan spilles alene. Og det SKAL spilles i split-screen. Dette direkte fokus på at være den bedste multiplayer-oplevelse skaber et stort potentiale for at være... nå ja, en af de bedste multiplayer-oplevelser. Her skal de ikke tænke på spilleren, der helst vil spille alene. I A Way Out spiller du enten sammen med en anden eller slet ikke.
A Way Out er ikke kun lovende fordi opskriften virker så forfriskende. Kokkene er også værd at holde øje med. Det ved alle, som var smarte nok til at give Brothers: A Tale of Two Sons et forsøg, og selv om A Way Out virker mere ambitiøst, så stoler jeg på, Hazelight Studios kan levere varen. Især med opbakningen af EA bag sig. Og lad det sidste rosende ord gå til EA: forsæt endelig jeres EA Original-serie, for A Way Out ser dejlig originalt ud.
Største overraskelse
Mario + Rabbids: Kingdom Battle
Mario + Rabbids: Kingdom Battle er ikke en overraskelse fordi det blev annonceret. Det tror jeg selv den langsomste iblandt os havde forventet. Mario + Rabbids: Kingdom Battle er overraskende fordi det ser så godt ud. Jeg er ikke fan af Rabbids. Jeg synes de er irriterende, larmende og øretæveindbydende, så da et spil med Mario og de små sataner blev rygtet, var jeg forrest i køen til at gøre grin med det. Efter Ubisoft konferencen er jeg forrest i køen til at købe det.
Inspirationen til Xcom er tydelig, men hvor det mørke grafiske design i de spil altid har holdt mig på afstand, inviterer Mario + Rabbids: Kingdom Battle mig indenfor med et varmt, farverigt udtryk. Og spillet ser ud til at gemme på en taktisk dybde, der ikke blot overraskende mig positivt, men som ser perfekt ud til Nintendo Switch. At tage det kampsystem med på farten, kunne ikke være bedre designet. Min eneste nervøsitet er gameplayet mellem kampene, der så noget uinspireret ud, men jeg forholder mig optimistisk, og beholder min plads i køen.
<newpage>
Største skuffelse
Ingen Days Gone udgivelsesdato
Denne her kunne jeg også have skrevet under største overraskelse. For det var med en blanding af skuffelse og overraskelse, at Sony afsluttede deres Days Gone-demo uden en udgivelsesdato. Selv Andreas, der så konferencen sammen med mig, hviskede: "De gemmer bare udgivelsesdatoen til slut" og jeg gav ham ret. Selvfølgelig ventede de bare til slut, for alene tanken om ikke at få den dato var fremmed for mig.
Jeg ved ikke hvad, den manglende udgivelse fortæller om spillet, men min mavefornemmelse siger, at det ikke er gode ting. Selv om spillet ser færdigt ud, er det åbenbart stadig langt fra udgivelse. Og med det indtræder et andet spørgsmål: hvorfor viste Sony det så tidligt, hvis det ikke er klar til udgivelse. Noget er galt med det spil, og jeg håber bare, at det udkommer inden næste E3, selv om det ikke virker sandsynligt. Sony skal også passe på med at "drukne" markedet i apokalyptiske spil (undgår med vilje ordet zombies lige nu), for jo længere de venter med at udgive Days Gone, jo tættere kommer det på The Last of Us: Part 2. Og jeg tror ikke det er en kamp, Days Gone ønsker at kæmpe. Få det spil ud Sony. Eller giv os i det mindste en idé om, hvor længe vi kan regne med at vente endnu.
Bedste gameplay-præsentation
Spider-Man
Lad mig starte med at kommentere på elefanten i rummet: der var for mange QTE's. Jeg fastholder dog troen på, at det vi så i demoen var et set-piece, og som derfor ikke repræsenterer hele spillet. Sagt på en anden måde: vi kommer ikke til at skulle gribe en helikopter i luften hver mission. Hvad jeg i stedet vil lægge vægt på, er alt det andet der foregår i demoen.
1) Stealth: Når Spider-Man ikke fyrer kække kommentarer afsted midt i et flyvespark, så kan han faktisk være en ret stille karakter. Og med "stille" mener jeg: du ser ham aldrig komme. At kravle over vagterne og tage dem ud én efter én er bare en underholdende måde at rydde op i byen. Og det ser ud til, at der gemmer sig mange dejlige opdateringer til dragten, der tillader dig at være kreativ i din måde at nedlægge dem.
2) Kampsystemet: Inspirationerne til Arkham-serien skinner tydelig igennem her, og hvorfor ikke tage ved lære af de bedste? Faktisk kunne man komme med argumentet, at kampsystemet hører bedre hjemme hos Spider-Man, der nu engang er en hurtigere karakter end Batman. Batman flyver fra modstander til modstander, og selv om det fungerer godt, så har jeg lettere ved at forestille mig Spidey kæmpe på den måde. At bruge omgivelserne i dine takedowns - hvilket fungerede fremragende i Sleeping Dogs - virker som en genial inkludering. Men vigtigst af alt...
3) At svinge sig gennem byen: Dette er punktet, der er vigtigst at ramme rigtigt. Dette er punktet, der dræber eller skaber det her spil. Der er én grund til, at jeg brugte SÅ mange timer i Spider-Man 2 tilbage på min Playstation 2, og det var ikke historien. Dengang ramte Treyarch plet i "svinge-sig-gennem-byen"-delen, og det er aldrig blevet overgået siden. Hvad vi så fra demoen, så kan de stadig forbedre den del en smule, men de er tæt på at være der. Mon ikke den del fungerer flydende, når spillet udkommer næste år? Jeg tror på det.
Den bedste nye trend
Akavede værter var skruet ned til et minimum.
Her valgte Andreas at skrive om den mest irriterende trend, og da jeg er fuldstændig enig i hans bedømmelse, vil jeg vende det på hovedet. For der var meget at være glad for i år, men at akavede værter ikke gjorde konferencerne tåkrummende tager alligevel prisen. Det startede ellers ikke helt fornuftigt ud. Jesse Wellens blev sat til at annoncere Need for Speed Payback og tale med en produceren på spillet, og selv om teleprompteren sikkert gik i stykker, så var det stadig et slemt indslag. Han glemte navnet på spillet et kort sekund, hvilket alligevel kræver en indsats. Et klassisk "you had one job"-eksempel. Bare sig det rigtige navn og lad publikum klare resten med klapsalverne. Derudover var der også et lavpunkt i Just Dance under Ubisoft-konferencen, men lad os fokusere på det positive.
Hvad jeg så i år, var udviklere der glædede sig til at vise deres spil frem. Det var ikke folk i jakkesæt, men skabere som Josef Fares der viste A Way Out eller Michel Ancel der viste Beyond Good and Evil 2. Og de kunne ikke vente med, at vi skulle spille deres spil. Det var fantastisk ikke at skulle skrue ned hver gang Aisha Tyler indtog scenen. Fortsæt endelig den trend til næste år.
Bedste spil
God of War
Jeg elsker God of War-serien, men jeg var fortaler for, at skifte Kratos ud med en ny hovedperson, der kunne vise andre følelse end konstant vrede. Jeg skrev endda et debatindlæg om det, inden God of War officielt blev afsløret. Men jeg skal ellers love for, at jeg må tage mine ord tilbage.
Kratos er en anden person i dag. Fortiden er ikke glemt - det er nogle handlinger, han får lov til at leve med resten af sit liv - men han prøver at være bedre. Han prøver at være en far for sin søn og han prøver på ikke at falde tilbage i raseriet. Det er karakterudvikling hos en person, der altid har været utrolig endimensionel.
God of War er heller ikke den dovne efterfølger, der lever på navnet alene uden en snert af kreativitet til sig - den efterfølger har de trods alt allerede lavet med Ascension. Omvendt flyder God of War over med kreativitet og hjerte. At spillet på intet tidspunkt klipper i kameraet, men i stedet forbliver one-take fra start til slut, virker vanvittig ambitiøst og perfekt for en gammel serie, der er nødt til at forny sig selv. At sønnen er så vigtig en del af rejsen, er også en god detalje. Dette er ikke en karakter, du skal beskytte. Dette er en karakter, du har brug for, da Kratos ikke kan forstå de nordiske guders sprog, og derfor må spørge sin søn om at oversætte. Og han kan bruges i kampene. Det er bare lettere at knytte et forhold til en karakter, der rent faktisk gør en forskel.
E3-traileren formår også at vise en smule af den rejse, vi skal ud på i spillet, og variationen af monstrene vi møder på turen. Jeg havde håbet, de ville gå i en anden retning med serien... hvor er jeg glad for de ikke lyttede til mig.