Lyd i spil er et af de vigtigste aspekter, og et element, som jeg altid vægter umådelig højt når jeg skriver en anmeldelse. Vi husker alle sammen den katastrofale brug af heavy metal og bandet Godsmack i det ellers solide andet kapitel i Prince of Persia-serien, og hvordan JRPG-kulthittet Eternal Sonata på flotteste vis gjorde brug af Chopins diverse melodier. Et godt soundtrack er næsten altafgørende for min indlevelse, hvorfor de bedste melodier kan fremkalde fantastiske spilminder, og især de seneste par år har budt på nogle af de stærkeste og mest solide lydoplevelser jeg længe har hørt.
Denne liste er selvfølgelig hundrede procent baseret på mine erfaringer og holdninger, da jeg ved, at de to andre redaktører vil være uenige med alle valg.

10. Tokyo 42
Udvikler: Smac Games
Udgiver: Mode 7
Komponist: Vicente Espi
Jeg gav Tokyo 42 et stort 9-tal tidligere på året, hvilket skyldtes en smuk symbiose af gameplay, æstetik, verden og ikke mindst musik. Et fantastisk eksempel på den kreative frihed og innovation vi sjældent finder i de helt store blockbuster-titler. Sjældent har jeg oplevet en musik oplevelse, som bare fangede stemningen så godt som Vicente Espis flotte sammensætning af dystopi i sang form.
Musikken henter inspiration fra de bedste elektroniske artister på markedet som Aphex Twin, Jamie XX og Morderat. Det er velsammenskruet, kreativt og hæver et godt spil op i sfæren blandt det bedste spilbranchen har bikset sammen. Tokyo 42 kan anbefales til alle, alene fordi gamere verden over fortjener at hoppe rundt på Tokyos hustage akkompagneret af smuk musik.

9. Kingdom Hearts 3D: Dream Drop Distance
Udvikler: Square Enix
Udgiver: Square Enix
Komponist: Yoko Shimomura, Peter Tjajkovskij
Når man tænker på de bedste kapitler i Kingdom Hearts-serien, er det sjældent valget falder på det nyeste. Men Kingdom Hearts 3D: Dream Drop Distance nyder godt af hele Final Fantasy XV-komponisten, Yoko Shimomuras kæmpe arsenal af melodier fra alle de tidligere spil i serien. Ligemeget om man holdte af Organization XIIIs tema melodi eller Hikari, er de alle sammen tilstede.
Derudover er de alle at finde i deres bedste udgaver takket være PlayStation 4-genudgivelsen. Specielt stærkt står også den flotte brug af Tjajkovskijs nøddeknækkermelodi eller den smukke Waltz of the Flowers. Dream Drop Distance er langt fra det bedste udspil i den elskede serie, men musikken er smuk hele vejen igennem.

8. The Last of Us
Udvikler: Naughty Dog
Udgiver: Sony Interactive Entertainment
Komponist: Gustavo Santaolalla
Mange af de personer, som har haft glæden af at rejse tværs igennem USA med duoen Ellie og Joel vil nok være enige med dette valg. Den latinamerikanske fortabte lyd fra Gustavo Santaolallas stærke, men simple komponeringer giver rejsen det sidste skub hen bag de bedste historier nogensinde fortalt i spilmediet. Omend det er den stille baslinje fra The Choice eller den dyriske titelkomposition The Last of Us, formår Santaolalla at suge dig ind i Ellie og Joels rejse.
Det er svært at forestille sig The Last of Us med noget andet soundtrack end dette, hvilket også gør det så pokkers godt. Her må vi krydse vores fingre og håbe, at Part II kan levere samme niveau.

7. Tetris
Udvikler: Dorodnitsyn Computing Centre
Udgiver: Spectrum Holobyte
Komponist: Alexey Pajitnov
Jeg ved hvad du tænker: Tetris over The Last of Us, Dream Drop Distance og Tokyo 42? Men der er ingen vej udenom, at Tetris hører blandt kongerne hos spilbranchens bedste lydsider. Det kan ikke benægtes, at vi alle sammen kender denne melodi og hemmeligt begynder at nynne stille og roligt med, imens vi får en masse klodser til at passe sammen.
Musikken ligger ikke på niveau med komponister som Ueumatsu, Shimomura eller Santaolalla, men den er simpelthen så fængende og bliver siddende dagevis efter, at jeg har spillet en runde Tetris eller to, hvilket må siges at være en bedrift.

6. Grand Theft Auto V
Udvikler: Rockstar North
Udgiver: Take 2, Rockstar
Komponist: Blandet
Konkurrencen var svær imellem, hvilket Grand Theft Auto-spil, der skulle inkluderes. Vice City havde den perfekte 80'er stemning og Grand Theft Auto IV gav os en af de sejeste sange med Soviet Connection. I sidste ende måtte jeg vælge Grand Theft Auto V, da det simpelthen har en af de bedste kombinationer af original musik blandet med forskellige pop, rap, elektronik og reggae-sange.
Kendrick Lamar, Lady Gaga og Flying Lotus akkompagnerer dig når du fræser ned af gaderne imens kuglerne flyver og politibilerne er på jagt. I de mere intense ildkampe kører nervepirrende lyde fra b.la. DJ Shadow. Denne kombination er forrygende og gør soundtracket i Grand Theft Auto V til det bedste i serien.
<newpage>

5. Super Mario Galaxy
Udvikler: Nintendo
Udgiver: Nintendo
Komponist: Mahito Yokota, Koji Kondo
Her på Gamereactor gav vi med relativ stor enighed Super Mario Galaxy titlen som det bedste spil nogensinde produceret. En kæmpe titel at få, men velfortjent, og en af grundende var selvfølgelig også de flotte symfonier. Når Mario løber rundt i observatoriet lytter man til den nærmest Tjajkovskij-lignende melodi, Rosalinas Observatory og når Mario bliver skudt fra planet til planet spilles bombastiske strygerkompositioner.
Velkendte Mario-melodier er også tilbage, men alle sammen med nye forbedrede versioner, hvorfor de stadig er genkendelige, men samtidigt føles nye. Super Mario Galaxy gav spilbranchen baghjul da det udkom, og musikken spillede en stor rolle i denne bedrift.
Yoko Taro's mesterværk er mit go-to-eksempel når jeg evaluerer og snakker om det forbløffende gode spilår vi har haft i 2017. 2B, 9S og A2s overstilistiske eksistentielle kampe i den ødelagte del af Shinjuku-kvarteret i Tokyo, kommer for alvor til live ved hjælp af Keiji Okabes forbløffende soundtrack. Smukke robotstemmer og fængende melodier er kun en lille brøkdel af de mange variationer som spillet tilbyder.
Når 2B løber rundt i en gammel fabrik akkompagneret af forvrængede robotter, som synger "Become as Gods" og kæmpe klassiske kompositioner blandet med elektronisk musik når A2 skalerer ydre siden på et kæmpe rumskib, skaber en fuldkommen oplevelse, som er unik på markedet.

3. Prey
Udvikler: Arkane Studios
Udgiver: Bethesda
Komponist: Mick Gordon
Prey vil ikke rangere sig blandt årets bedste spil, og har trods et udmærket gameplay en mangel på sin egen identitet og lider af at stå i System Shock og BioShocks skygger. Dette ændrer dog ikke ved det indiskutable faktum, at Mick Gordon har skabt et af de bedste soundtracks på markedet. Trods min skepticisme og irritation over forskellige elementer, havde Prey nogle af de mest mindeværdige spilmomenter i nyere tid.
Når man første gang flyver op igennem Talos-1s sluser ude i rummet eller vågner op i lejligheden og rejser tværs over tagene i den futuristiske by. Jeg var tilbøjelig til at give Prey en meget lavere karakter, da jeg anmeldte det, men når spillet rammer plet, rammer det virkelig plet.

2. Hotline: Miami
Udvikler: Dennaton Games
Udgiver: Devolver Digital
Komponist: Blandet
Det andet indiespil på listen, Hotline: Miami, er på min personlige liste for bedste spil nogensinde. Efter 6 gennemførelser er jeg stadigvæk ikke helt sikker på narrativet og bliver endda lige frustreret over sværhedsgraden hver gang. Men ligegyldigt hvor mange gange jeg spiller det, bliver det kun bedre og bedre. Et af de mest essentielle elementer i Hotline: Miami-oplevelsen er spillets 80'er synth soundtrack, som er en blanding af Drive, Miami Vice og aggressiv elektronisk musik.
Hver eneste gang du fejler en mission, tvinger lydsiden dig tilbage ind i kampen, hvorfor jo flere gange du fejler, jo mere bliver du opsat på at klare missionen. Et af de mest unikke i spilbranchens kæmpe katalog.

1. Final Fantasy IX
Udvikler: Squaresoft
Udgiver: Squaresoft
Komponist: Nobuo Ueumatsu
Hironobu Sakaguchis sidste og favorit Final Fantasy-projekt var den heldige nier. En homage til de første titler i serien, men samtidig også et hint af fremtidens potentiale. Final Fantasy IX var en kulmination af æstetik og leveldesign af høj kaliber og et soundtrack, som formåede at spille på hver eneste detalje af dit følelsesregister. Sange som Melodies of Life og Roses of May er kun to blandt mange smukke melodier, Ueumatsu bryggede sammen til spillet.
Stemningen fra at ankomme til landsbyen Dali, udforske Ipsen's castle eller at løbe rundt i smukke Alexandria, er for mig personligt stadig den bedste nogensinde skabt i spilbranchen. Final Fantasy IX markerer slutningen på en æra, men hold da op en afslutning. Tror lige jeg giver musikken et ekstra spil på Spotify.

Andre vigtige var
The Legend of Zelda: Twilight Princess
Transistor
Final Fantasy VII: Crisis Core
Tony Hawk's Pro Skater 3
Everybody's Gone to the Rapture
Persona 5
Lost Odyssey
Final Fantasy: Type-0
The Elder Scrolls IV: Oblivion
Uncharted 4: A Thief's End