Skip to main content
Artikler

Hvorfor Onimusha-serien bør vende tilbage og samtidig holde sig væk

Er det på tide at rejse tilbage til Frankrig og Japan eller har Onimusha haft sin storhedstid?
Andreas Juul 24 juli 2017

PlayStation 2 er for mange æraen, hvor spilbranchen for alvor gjorde sit mainstream indtog på verdenscenen og med sig bragte en række nye fantastiske ip'er. En af de mest mindeværdige fra denne tid er uden tvivl Onimusha, Capcoms Resident Evil-samurai hybrid om dæmoner og monstre i det feudale Japan. Især det andet kapitel står som et af bedste spil nogensinde, hvorfor det også fik plads 70 på Gamereactors officielle top 100-liste over de bedste spil i branchens snart 60 år.

Oprindeligt skabt som en trilogi om skurken Nobunaga og heltene Samanosuke Akechi, Jubei Yagyu og Jaques Blanc, var det en episk rejse med alt fra forskellige valg, et snært af steampunk og tidsrejser til Paris anno 2004. For de ikke indviede lyder dette som uhyre bizart, men Keiji Inafune formåede, trods den vanvittige kombination, at skabe en af de bedste og mest fuldendte trilogier til dato.

Grundet manges kærlighed til trilogien har der, siden branchen begyndte med alle de forskellige remasters, været en skare af mennesker med ønsket om, at Onimusha fik samme behandling. Capcom har dog flere gange udtalt, vi ikke skal regne med noget nyt eller lignende fra serien. Denne retorik ændrede sig tidligere på året, hvor Yoshinori Ono snakkede om en potentiel tilbagevenden. I denne forbindelse vil jeg opremse nogle for og ulemper ved at bringe Onimusha tilbage i rampelyset.

Serien var en succes

Det første spil i serien Onimusha: Warlords; var omkring sin udgivelse et af de mest solgte spil på Sonys platform og nåede hurtigt over den første million. Især Japan tog rigtig godt imod spillet, hvilket selvfølgelig betød, at Capcom var nød til at lave efterfølgere. Onimusha 2 og 3 solgte ikke ligeså godt, men var stadigvæk langt fra fiaskoer. Det fjerde kapitel, som ikke havde nogen af de oprindelige karakterer var dog ingen succes for Capcom og er muligvis skyld i seriens forsvinden. I sidste ende har serien alligevel indtjent ca. 10 millioner dollars på verdensplan.

Da Onimusha har været i dvale siden 2006, har den oprindelige trilogi opnået en kult status og interessen er kun steget eksponentielt. At serien ikke har fået en remaster ligesom søsterserien Devil May Cry er en gåde, da netop et remaster virker som den oplagte mulighed til at teste vandende og se om interessen stadigvæk er til stede.

<newpage>

Tidsløst gameplay

De bedste serier sørger for hele tiden at udfordre sine egne konventioner og mekanikker. Hvor Onimusha: Warlords nærmest var et Samurai skin til Resident Evil med simpel tank kontrol og begrænsede evner; lykkedes det nummer to at tage hvert eneste element og gøre det mere flydende med flere angrebsvariationer. Selve kernekontrollen ændrede sig, men overgangen føltes som en naturlig udvidelse. Onimusha 2: Samurai's Destiny tilføjede ydermere valg og mindst fem forskellige versioner af historien.

Onimusha 3: Demon Siege var dog spillet, som for alvor perfektionerede formularen. De pre-rendered baggrunde blev skåret væk og udskiftet med foto-realistisk grafik, som kunne konkurrere med de tidlige PlaySation 3 og Xbox 360 spil. Derudover fik vi to hovedpersoner, tidsrejser og et forbedret Issen-system (muligheden til at slå fjenderne ihjel med et enkelt slag med den rigtige timing). Som et af de få spil, der virkelig brugte tidsrejser ordentligt, var det tredje udspil en kulmination af de bedste mekanikker fra de tidligere spil blandet med nye tiltag. Desværre skrottede Capcom historievalgene fra nummer to.

Lad serien forblive en klassiker

Assassin's Creed, Call of Duty, Final Fantasy og Sonic er kun få af de mange serier, som bliver kritiseret for deres ekstensive malkning af navnet med en armé af titler under samme banner. Få serier formår at holde sig friske og faktisk stoppe imens legen er god. Som nævnt har Onimusha opnået en kult klassiker status, hvilket skyldes kvaliteten af de første tre titler. Selvom Capcom oprindeligt sagde, at Onimusha kun skulle have tre kapitler, udgav de alligevel Onimusha: Blade Warriors, et 2.5D kampspil og det fjerde skuffende kapitel, Onimusha: Dawn of Dreams.

Ved siden af den oprindelige trilogi var Onimusha allerede på vej ud på farligt malknings territorie, hvilket efterladte nogle ar på serien. Capcom skal derfor have en relevant historie at fortælle, hvis de vender tilbage til Samanosuke og co. Dette er en fælde som mange serier falder ned i og aldrig formår at leve op til navnet. Kig bare på reboots som SSX eller fortsættelser om Final Fantasy IV: The After Years. Alle sammen spil, som ikke formår at levere kvalitet på samme niveau og gør mere skade end gavn.

Dette er bare nogle af mine tanker omkring Capcoms efterhånden gamle serie og mine ambivalente følelser. Onimusha-trilogien er et fantastisk produkt og jeg håber virkelig at Yoshinori Ono og hans hold udgiver et remaster, da alle fortjener at opleve eventyret.

Fuld profil 502 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.