Franske Nevrax blev startet i begyndelsen af 2000 af David Cohen-Corval. Nevrax har for tiden 57 ansatte der alle har arbejdet på The Saga of Ryzom siden begyndelsen af 2001. The Saga of Ryzom er et MMORPG som efter planen skal lanceres i Europa og USA i midten af september.
Med dette i baghovedet hoppede jeg på det første og bedste fly til Paris for at besøge Nevrax for at se på deres nye storslåede spil. Efter en taxatur gennem Paris’s folkelige gader og meget flotte arkitektur kom vi frem til Nevrax’s lokaler som lå i midten af Paris’ centrum, i en meget charmerende baggård. Vel fremme blev jeg og de andre skribenter introduceret for teamet før en indholdsrig introduktion af selskabet og ikke mindst spillet fandt sted.
Herefter blev det frokosttid og lidt meget snak om fremtidige planer for spillet som menes at have et stort potentiale og en historie som strækker sig otte år frem i tiden. Som sagt er The Saga of Ryzom et MMORPG baseret spil. Når spillet lanceres starter man op med med fem servere og to reserve servere, og disse er foreløbigt placeret i Tyskland, Frankrig og USA. Det blev også fortalt at de forskellige servere kommer til at blive sat forskelligt op fra land til land, alt efter hvad slags interesse og hvilken måde spillerne vælger at spille på. Et erfaret eksempel fra beta testen er at mens de franske spillere arrangerede digtsamlinger så satser tyskerne på at bygge guilds op og at have konkurrencer indbyrdes.
I spillet findes der fire forskellige raser man kan spille. Trykers, Fyros, Matis og Zorais. I Ryzom har udviklerne efter eget udsagn virkeligt arbejdet med karakterernes udseende, og det ser man tydeligst på hvor detaljerede karakterer man kan lave. Man kan blandt andet vælge hvor store bryster man vil have, hvilken slags øjenbryn man vil have, forskellige frisurer og ansigtsudtryk. Udviklerne har virkelig satset på at lave et avanceret karakter system og mulighederne er mange. Senere i spillet vil der også blive mulighed for at kunne ændre udseendet på sin karakter endnu mere, men det kræver lidt indsats fra spillernes side. I The Saga of Ryzom er der ikke en specifik historie spillerne må følge. Hvis man vil være bonde og producere afgrøder så er muligheden der, og hvis man vil være kriger så er du frit stillet til at gå i krig. Man kan til- og med starte egne butikker og guilds. Når spillerne begynder at spille har de tilgang til et vist antal klasser som de kan avancere indenfor. Når de når level 20 i en af klasserne kan man avancere mere og specialisere sig yderligere videre. Der er heller ikke nogen begrænsninger i hvor mange klasser man kan tage samtidig. Jo flere klasser man tager desto flere muligheder har man.
Det som er morsomt ved Ryzom er at man også kan udvikle sine egne spells og kampteknikker, og det bedste af alt er at man kan kalde dem absolut hvad man vil.
Siden The Saga of Ryzom baserer sig på at være en alternativ "virkelighed" kan spillerne selv være med på at forme Atys’ historie. Som en enkelt person kan man ikke gøre så stor forskel, men man har mulighed for at komme med i større guilds som derimod kan udrette meget og stort, der igen vil have betydning for hvordan verden udvikler sig. Verdenen man spiller i er dynamisk og derfor er stederne man besøger aldrig helt de samme. Monstrene og dyrene ændrer adfærdsmønster igennem de forskellige årstider og de store grønne områder spillerne spiller i en måned, kan være en hule under jorden to måneder senere, så den verden spillerne befinder sig i forandrer sig altså til stadighed.
En ting alle spillerne dog har til fælles hvadenten de er bønder, krigere eller magikere, er horderne med Kithins og Goo som truer deres civilisationer. Goo er den kræft planeten er inficeret med, og som korrupterer væsnerne i området den tager sig til. Kithins er et insektlignende væsen som angriber udposter og settlements i store horder. Det som er nyt med The Saga of Ryzom er dog mass combat. Byer kan blive angrebet af horder på alt fra 100 og op til 600 monstre af gangen, og så kan det selvfølgelig være smart at organisere sig i et guild.
Interfacet i spillet er også lækkert at se på, og ikke mindst let at bruge. Man vælger selv om man vil bruge musen, knapperne i spillet eller tastaturet for at styre karaktererne. Grafikken er utrolig lækker, så der er heller ikke noget at udsætte på det grafiske plan. Det ligger også i kortene, at det skal komme yderligere en ny planet til i spillet i løbet af 2006, samt at spillerne vil få mulighed for at lave eller komponere musikken til spillet selv.
Planerne for supporten til spillet ser også vældigt fornuftige ud GM suport, forum, chat, email- og Ingame support. Hjemmesiden til Ryzom vil efter sigende også blive flittigt opdateret således at spillerne kan holde sig opdateret om hændelser i spillet.
Efter at have været på besøg hos Nevrax og set The Saga of Ryzom er jeg faktisk rimeligt imponeret. Spillet ser ret lovende ud, og jeg tror at spillere som vælger at anskaffe spillet vil få mange gode kvalitetstimer. Men, vi kommer selvfølgelig tilbage med en mere fyldestgørende anmeldelse af The Saga of Ryzom, så snart vi selv har fået lov til at installere den fulde version på redaktionens PC.