Jeg har haft et forfærdeligt travlt forår, med alt for dårlig tid til computerspil. Det er en rædsom følelse, abstinenserne er ganske reelle. Selv når en fredelig og planløs eftermiddag endelig åbenbarer sig, så kan det være svært at mønstre energi og overskud til at give sig i kast med det der store, omfattende rollespil som man har haft på radaren det sidste halve år. Ét spil er dog kommet ind fra sidelinjen og har stjålet min opmærksomhed - Age of Empires 2! Det seneste årti har været præget af genudgivelser og restaureringer. Det kan være svært at skelne mellem skidt og kanel, når der på næsten ugentlig basis bliver pumpet nye versioner af gamle titler ud. Sidste års opdatering af StarCraft var en succes, men genudgivelsen af Heroes 3 er retmæssigt forhadt. Age of Empires 2: HD Edition er heldigvis en vellykket genfødsel. Det er kun det strengt nødvendigste som er blevet pillet ved: højere opløsning, forbedret onlinedel og en farlig masse Steam-trofæer.
Det forekommer mig at være blandt de spil som alle har stiftet bekendtskab med i et tidligere liv. Tidligere i deres liv, mener jeg. Spillede du originalen som barn? Eller da du var yngre, afhængig af hvor gammel du er. Det gjorde jeg, om end sporadisk. Det var blandt de titler som jævnligt blev bestilt hjem fra biblioteket - en service som jeg flittigt benyttede mig af dengang og som åbenbart stadig findes. 1'eren blev nyligt genskabt fra bunden op, men det har altid været min opfattelse at 2'eren - uden egentlig undtagelse - er entydigt bedre end forgængeren. Tager jeg fejl? I hvert fald har det tyvstjålet i omegnen af 50 timer af mit liv, siden starten af februar.
Der er noget magisk ved spillet, simpelthen. Det er som om det indeholder summen af al den viden, lærdom og teknik som spiludviklere havde at trække på dengang, og som kulminerede sidst i halvfemserne - før alting blev tredimensionelt, skydespil blev normen og strategispil blev groft fortyndet eller helt gemt væk. Det er et spil med mange kroge, så at sige; mange spidsfindige kendetegn at huske det for. Den pompøse MIDI-musik, for eksempel, som med uanfægtet stolthed indbyder til drabelige slag af historiske proportioner. Eller de grinagtige lydbeskeder som kan overdøve krigsråbene med så besynderlige ordrer som "Stop building a navy" eller "Quit touching me". I det hele taget bugner spillet med både ikoniske og informative lydeffekter.
Men det er jo ikke alt sammen gak og løjer. Når først nedtællingen er færdig og landskabet indlæst, så begynder et nådesløst kapløb om at blive den første og største. Der skal bygges hytter, barakker, stalde og borge. Teknologier skal (ud)forskes og naturresurserne skal indsamles. I første omgang er det får og kalkuner som udgør føden, men senere bliver der sået marker og knaldet handelsstationer op. Det er i grunden smukt hvordan spillets bevægelse igennem de fire tidsaldre simulerer overgangen fra jæger-samlerstamme til agrikultur, feudalsamfund og sidenhen imperialistisk ekspansion. Oftest bliver jeg rullet inden da. Jeg bruger for lang tid på at overveje placeringen af mine marker eller hytter, ups.
Der er en grund til at man vælger at genudgive et spil som Age of Empires 2. Det handler ikke kun om nostalgi. Der er en dybde i spillet som stadig påkalder sig stor opmærksomhed. Så stor, at der sågar er blevet udviklet udvidelsespakker til spillet, mere end 13 år efter den oprindelige udgivelse. Det er et testamente til den robusthed og nærudødelige harmoni som hersker mellem spillets forskellige elementer. Så giv det et skud, hvis du ikke allerede har erhvervet dig det. Det holder stadig 100% og kan køre på selv en gammel computer. Oplagt til LAN-fester eller spiltrips af nostalgisk karakter. Indtil da er der vist kun at sige: wololo!