Og det skete i de dage, at den ene halvdel af redaktionen udvandrede til den californiske vestkyst, for at deltage i E3-messens lege og ritualer, medens den anden blev hjemme, dopet på energidrikke og i kamp mod søvnen, for at dække konferencen trods de sene nattetimer. Og så var der mig, som i samme tidsperiode var hensat til eksamensangst, tørre frysefalafler og generel livslede. Men hey, jeg klarede det. Vi klarede det alle sammen. Forude venter sommeren, ferien og derefter, et efterår fyldt med spændende spil.
Hvis de da ikke bliver udskudt.
De sidste par år har jeg forsøgt at bilde mig selv ind, at jeg er vokset fra E3. Blevet for stor, simpelthen. Jeg spiller kostbar, når jeg mærker begyndelsen af juni nærme sig. Jeg har typisk en eksamensperiode eller druk i Botanisk Have at undskylde mig med. Alligevel ender jeg med at sidde der, når det kommer til stykket: klokken fire om morgenen, for med mine egne øjne og ører at høre Todd Howard bekræfte udgivelsen af et spil, som først ser dagens lys om hundrede år. Jeg klapper i mine stærke, slanke, modelagtige hænder, når jeg ser Chris Avellone vralte ind på scenen for at snakke om reaktive fortællinger i det nye store zombiespil. Jeg lykønsker mig selv ved annonceringen af det nye Super Smash Bros. Alt imens sitrer og syder mobiltelefonen med beskeder fra venner som spørger om jeg har set den nye trailer fra X eller om det virkelig kan passe at Fallout 76 er et onlinespil.
Jeg kan ikke kigge væk. Man kunne kalde det et togsammenstød, men det er i grunden for skarpt. Jeg er blevet ældre med årene (sådan går det typisk) og det er E3 også. Der er efterhånden styr på sagerne. Der er længere mellem forargelserne og ramaskrigene. Det eneste man aldrig helt kan sikre sig mod, er skuffelsen. Men heller ikke den er os ubekendt. Den er tværtimod en uundgåelig del af voksenlivet. Og spilindustrien, ligeså ofte. Her, lige her, vil dog ikke bruge spalteplads på at beklage mig. Så hellere skrive lidt om de spil der i særlig grad fangede min interesse ved årets E3. Her er dog ikke tale om en liste, uha nej. Over mit lig! Jeg har aldrig lavet lister og det kommer jeg heller aldrig til. Kan ikke udstå dem, de lister. Når jeg handler ind, skriver jeg indkøbslisten horisontalt. Ingen kolonner til mig. Ingen lister. Glem det.
Ori and the Will of the Wisps
Det første Ori var et dejligt computerspil, som ved flere lejligheder fik mig til at gribe efter pakken med servietter, og det af andre grunde end sædvanligt. Jeg kan ikke ligefrem påstå at jeg har savnet titler i den genre. Over de sidste par år har jeg afgjort fået min dosis af hæderlige Metroidvania-agtige platformspil. Jeg har sågar anmeldt et par, som sidste års Sundered og Metroid: Samus Returns. Alligevel ser jeg frem til det nye Ori, som, hvis Gamereactors nylige preview er nogen indikation, skulle være mere af samme. Så en minimalistisk, men følelsesladet fortælling, knivskarp styring og høj sværhedsgrad. Solgt.
Prey: Mooncrash
Jeg elsker, elsker, elsker Prey. Det er for 24-årige Magnus, hvad BioShock var for 14-årige Magnus. Og hvad System Shock 2 givetvis havde været for 6-årige Magnus, men det var nu nok meget godt at han ikke fik lov at spille det dengang. Efter en grundig gennemspilning kan det dog være svært at finde motivationen til at kaste sig over spillet endnu engang. Udvidelsespakke til undsætning! Udvidelsespakke - og chefredaktøren. Lige nu sidder jeg og hygger mig med Mooncrash og måske, hvis jeg er en god dreng, så skriver jeg lidt om mine oplevelser andetsteds. Men udsigten til mere Prey er altid godt. Selv hvis en egentlig 2'er virker tvivlsom. Arkane Studios gør det godt og jeg påskønner at Bethesda giver dem muligheden for at arbejde videre på spillet, selv hvis tallene på bundlinjen kunne være bedre. Nå ja, og så var der noget om en flerspillerudgave, sågar med VR-support. Af alle de spil som Bethesda har VR-ficeret, så står Prey for mig som det mest oplagte. C'mon, gyseratmosfære, rumhjelme og simulationsteknologi? Den ligger lige til højrebenet.
Super Smash Bros. Ultimate
Alle mennesker som nogensinde har købt en spillemaskine fra Nintendo har, uden nødvendigvis at vide det, købt den med et latent, underbevidst ønske om at spille Smash på det. Det er et urinstinkt som forbløffer og forvirrer såvel dybdepsykologer som evolutionsbiologer, men det burde det ikke: Smash er fucking fedt og udsigten til endelig at kunne spille det på Switch er hinsides kærkommen. Det var overordnet set en historisk fesen servering som Nintendo leverede til E3, men Smash... Smash! Ridley er spilbar, Snake er tilbage og skidtet kører med tres silkebløde billeder i sekundet. Alligevel er det svært ikke at blive grådig. Jeg vil have flere karakterer, flere baner, mere af det hele. Jeg får svært ved at vente til juleudgivelsen, men det er pebernødder i forhold til hvor længe jeg kommer til at skulle vente på...
Cyberpunk 2077
Så løftede de endelig sløret, langt om længe. Delvist, i hvert fald. Jeg har skamset traileren til CD Projekts næste store eventyr over de sidste par dage. Jeg kan lide hvad jeg ser og elsker hvad jeg hører. Jeg kan ikke prale af at være livslang fan af bordrollespillet, men jeg har William Gibson stående på bogreolen, plakater fra Blade Runner på værelset og en stor kærlighed til Shadowrun. Jeg har også overvejet at gå til optikeren - og briller er vel en slags kybernetik, ikke? Men helt ærligt, det er svært at sige noget klogt, eller bare moderat interessant, om et spil som jeg næsten intet ved om. Andenhåndserfaringerne tegner et billede af en spiloplevelse der lyder som Deus Ex på steroider. Men ulig Adam Jensen, så er det noget jeg har tigget og bedt og ønsket og glædet mig til i mange år. Og nu er vi i det mindste ét skridt tættere på en rigtig udgivelse.
DOOM Eternal
Okay, måske begynder der at tegne sig et tema. De mest interessante titler er enten lige om hjørnet eller langt ude i fremtiden. Bethesda havde mange spændende ting at snakke om, men forfærdeligt lidt at vise. DOOM Eternal var en del af den statistik. Ligesom det oprindelige DOOM 2, så ligger forslagene til forbedring lige for: flere våben, flere fjender, et mere ambitiøst banedesign. Der er dygtige folk på sagen og med udgangspunkt i den populære videodokumentar, er det svært at se, hvordan det skulle kunne gå galt. Folkestemningen holder med id Software og det er dejligt at opleve, egentlig. Igen er jeg selv overladt til ussel spekulation, men lad mig sige det sådan: jeg glæder mig til at høre Mick Gordons seneste sammensmeltning af Meshuggah, NIN og Depeche Mode. Og hvis jeg kan få lov til at cirkelsparke, kranieknase og bøsseblæse (med et gevær, altså) helvedes tropper imens, jamen så er jeg i den syvende himmel. Eller i den inderste ring af infernoet.
Det var (nogen af) mine tanker om dette års største reklamekavalkade, også kendt som E3. Den nærmeste fremtid er solrig og næste år virker allerede stopmættet med nye udgivelser. Efteråret '18 ser derimod relativt tamt ud. Westernfans får uden tvivl dækket deres behov og tilhængere af Fallout kan nervøst se på, mens Bethesda endegyldigt vender vrangen ud på serien - måske. Men ellers er der ikke meget som fanger min interesse. Det passer mig også udmærket, efter den ubønhørlige monsun af kvalitetsudgivelser som prægede sidste år. Måske får jeg tid til at indhente det forsømte. Hvad synes du om konferencen? Og hvad ser du selv mest frem til?