Prince of Persia: Warrior Within

Hvor er det dog dejligt at blive modbevist. At opdage, at der nogle gange er en gabende slugt mellem hvad der betegnes som værende preview-kode og det der reelt til slut ligger ryg til en anmeldelse. I Warrior Withins tilfælde er der en hel verden til forskel. Hvor den første kode, der snurrede i min maskine, udelukkende indeholdte en fremvisning af det nye kamp-system og den mørkere tone, så er det færdige spil udstyret med en afrundet palette af farefulde spring og veldrejede gåder.

Det er dog ikke til at skjule at Ubisoft først og fremmest er glade for deres omfangsrige kamp-system, der med uendeligt mange knap-kombinationer lader dig henrette mørkets sleske håndlangere på et væld af forskellige måder. Alle bevægelser kan stort set strikkes sammen, og tæskene, der udeles med både krumsabler, knive og køller ser da også imponerende ud, når de f.eks. afvikles i slow-motion og en uheldig turbanbærende lakaj skæres over på midten. Men det betyder ikke noget i den større sammenhæng. Her lidt over halvvejs gennem spillet har jeg stadig ikke bevæget mig ind i de mere vanskelige slagkombinationer, og jeg render alligevel gennem fjenderne som en hidsig ørkenvind.

Jeg har også svært ved at se, hvordan kampene er blevet bedre integreret i Warrior Within. Ubisoft har godt nok spredt modstanderne ud over de forskellige niveauer, og når man fra tid til anden ender på en balkon, så kan det da også hænde at man skal kæmpe - men det virker stadig amputeret og ensformigt. Heldigvis spædes der i denne omgang også til med rigtige bosser, som vi kender og elsker dem fra spilverdenen, og her er kamp-systemet væsentligt sjovere at gå i kødet på. Dels fordi man får pladsen til at udfolde sig på og dels fordi disse bosser rent faktisk kræver en smule koncentration.

Men prinsen skal ikke kun belemres af simple håndlangere. Fra tid til anden viser personificeringen af skæbnen sig i form af Dahaka, og sker dette, så er det bare med at få kridtet snabelskoene og komme af sted. Skæbnen kan nemlig ikke slås ihjel eller snakkes til rette, så det er kun ved at holde sig knivlængder foran ham, at man undslipper de fæle fangarme og dermed døden. I disse øjeblikke presses man til at forcere slottet mange gange i et forrygende tempo for at komme væk. Og dette skal gøres en del gange gennem eventyret.

På det historiemæssige plan er fortsættelsen ambitiøs. Skiftende mellem fortid og nutid tvinges man til at se øens slot i to forskellige tidsperioder. Og nøjagtig som det var tilfældet med Legacy of Kain: Soul Reaver 2, betyder det at tidligere aflukkede rum og smuldrende afsatser nærmest står som nye, når man rejser tilbage i tiden. Det tvinger spilleren til at tænke i flere planer, dog uden nogensinde at sidde fast, fordi man hele tiden fodres med oplysninger om hvad man bør gøre. Dette system har overtaget de drømmevisioner man i det første spil kunne gøre brug af, når man alligevel skulle gemme sit spil.

Heldigvis er hjørnestenen i serien nemlig de vanvittige hop over endeløse afgrunde, og forceringen af skumle fælder er stadig et af de bærende elementer i toeren. Det var svært at tro at det skulle forholde sig sådan, efter at jeg slukøret måtte konstatere at preview-udgaven var blottet for dette, men Warrior Within er fyldt til randen med nye atletiske udfordringer. Der er også blevet plads til at par nye tiltag på denne front. Bl.a. kan man nu, nærmest i løb, holde fast i reb der hænger ned fra loftet og dermed spurte adskillige meter længere hen over en væg. Dette følges op af evnen til at bruge blodrøde gobeliner som en reel rutschebane og dermed nå gulvet fra selv de mest skræmmende højder. Denne del af spillet er helt på linie med originalens mange faretruende øjeblikke.

Visuelt har Ubisoft, som så mange andre udviklere, valgt en mørkere tone til fortsættelsen. Historien foreskriver naturligvis en vis form for dystopi, men det har taget overhånd i Warrior Within, der mest af alt ligner et omrejsende cirkus af piercede metalhoveder og læderklædte klovne. Oven i hatten får man så også muligheden for at rende rundt på baner, der til tider nærmest dækkes af mørke og som let kan virke forvirrende, når man prøve at finde vej gennem et specielt stort rum. Her hjælper et solidt kamera med at navigere dig i den rigtige retning, men jeg savner stadig de smukke solnedgange og det gyldne skær, som originalen havde. Der var noget magisk over originalen. Noget, der kun findes en snert af nu.

Værst er dog lydsiden, der med tonstung metal-musik og en væsentlig mere uinspireret dialog nogle gange dræber stemningen med et overdøvende smæk. Ved hver eneste kamp ser guitaren sit snit til bryde ind og smadre enhver form for indlevelse. Det er som at spille en magisk østerlandsk fabel med MTV buldrende i baggrunden. Og i en tid, hvor nærmest alle spil skal have kønsløs musikmetervare fra virkelighedens kunstnere, kan Ubisoft ikke være bekendt at hoppe med på vognen.

Warrior Within bliver ikke en favorit hos mig som etteren gjorde det. Jeg er ved vejs ende og skal naturligvis se slutningen på hele eventyret, men jeg har aldrig rigtig fundet mig tilrette med det dystre udtryk og kamp-system, der uden tvivl er teknisk imponerende og ret så udspekuleret. Det, der fik mig til at hænge foran skærmen er den præcise styring, de mange veltimede hop og den storstilede historie, der strikker både fortid og nutid sammen til en herlig cocktail. Kan du se bort fra det irriterende fokus på kampene og de spandevis af virtuelt blod man skal trække sig igennem, så gemmer der sig stadig et godt spil under overfladen.