Sensommeren 1999. Sammen med to venner fra B-klassen var jeg taget i sommerhus i udkanten af Rørvig. Sommerhuset lå ret langt fra vejen på en stor, mørk grund invaderet af invasive planter og buske. I modsætning til grunden var selve huset ikke særlig stort - vi snakker vel 30-35 m2 - og eftersom vi var en del, der boede der de uger, var pladsen trang - i hvert fald så trang, at vi tre ikke kunne få tildelt et rum til gaming. Løsningen blev at vi trak el ud af huset til det folkevognsrugbrød, der holdt på grunden. Vi indrettede den med madrasser, dyner og og puder; lavede borde af ølkasser og og provianterede kiks, toastbrød og Jolly Cola i den lokale Spar. Med forarbejdet på plads hev vi et fjernsyn og min Playstation derud. Så var vi klar. Feriespillet var en spritnyt horrorspil, som jeg havde hørt gode ting om og det skuffede ikke. I bælgravende mørke forsøgte vi aften efter aften at hjælpe Harry Mason med at finde sin datter i Silent Hills tågede gader, mens dæmoniske børn og sygeplejersker gjorde hvad de kunne for at ødelægge vores nattesøvn. Særligt gruopvækkende blev det, når blæren måtte give op overfor de voldsomme mængder Jolly Cola, og man derfor måtte begive sig ud i den mørke, nordsjællandske nat. En fællestisser har aldrig været mere tillokkende. Åh ja, se det var tider.
Nostalgi er en kraftfuld ting. Steder, ting og lugte kan med ét tage dig tilbage til en svunden tid, som jævnfør Nik & Jay altid virker lidt nemmere, friere og mere ubekymret. Tag mig tilbage, for fanden! Playstation Classic er et rendyrket skud nostalgi for os der voksede op i 90'erne. Adskillige af mine bedste gaming-minder er forbundet med Sonys banebrydende konsol, men ligesom tilfældet er med Silent Hill, er der mange af dem jeg ikke kommer til at genleve med Playstation Classic. Siden listen over de 20 spil, der følger med konsollen, blev annonceret har snakket nemlig mest gået på, hvilke titler der IKKE er med. En rundtur i den funktionelle, men basale menu afslører da også, at adskillige klassikere mangler. Der er ingen Gran Turismo, Tomb Raider, Crash Bandicoot, Tony Hawk eller Wipeout, for nu at nævne nogle af de mest bemærkelsesværdige udeladelser. Grunden skal nok til dels findes i besværlige licenser til musik og biler (Gran Turismo, Wipeout, Tony Hawk) og dels i, at mange af klassikerne ikke er ejet af Sony (Tomb Raider, Silent Hill, Crash Bandicoot). Uanset grunden så fremstår spilbiblioteket på Playstation Classic mere som en eklektisk liveplade end en 'Best of...' opsamling, som tilfældet var med Super Nintendo Classic Mini. Der er klassikere (Metal Gear Solid, Resident Evil, Final Fantasy VII, Tekken 3), nogle glædelige gensyn med glemte serier (Destruction Derby, Ridge Racer Type 4) og et par uforståelige titler (Rainbow Six, Mr. Driller). 'Best of...' er det ikke, men der burde være noget for enhver smag.
Hvor listen over spil måske nok er en smule undervældende, er selve designet af Playstation Classic lige i øjet: En perfekt miniature-replika af originalen, hvis design i sig selv har modstået tidens tand på ret imponerende vis. Konsollen er 45 % mindre end den originale Playstation, hvilket gør den 149 mm bred, 105 mm dyb og 33 mm høj. Den vejer heller ikke meget - 170 gram - og med den beskedne vægt og størrelse burde det være muligt at finde plads til den under tv'et såvel som stikke den i lommen og medbringe den til ligesindede nostalgikere. Dens bærbarhed understøttes af strøm-inputtet, der på vidunderlig simpel vis klares gennem en standard micro usb, mens forbindelsen til tv'et er gennem hdmi. To ting man burde kunne finde i de fleste hjem. Ligesom i de gode, gamle dage er der tre knapper ovenpå konsollen. Power giver sig selv, reset tager dig tilbage til hovedmenuen og open agerer virtuel disk-skifter i spil som Final Fantasy VII og Metal Gear Solid. Der følger to controllere med i pakken og der er tale om den helt originale controller uden analoge sticks og rumble, hvilket gør den let - 140 gram - men ikke desto mindre ligger den rigtig godt i hænderne. Controllerne er forbundet til konsollen gennem en ledning på ca. 1,5 meter og selvom det er noget længere end for eksempel den notorisk korte ledning til NES Mini, frygter jeg at mange derude har et setup, som ville have godt af en længere ledning - eller endnu bedre: En trådløs controller.
Nok specs, vi må videre til selve spiloplevelsen. Det starter godt. Den velkendte opstartslyd sætter fornemt scenen inden menuen toner frem. Havde man håbet på, at Playstation Classic kunne andet end at levere 20 spil, bliver man slemt skuffet. Der er skåret ind til benet og ekstra features som filtre, spolefunktion og deslige er ingen steder at finde. Der er save states og et virtuelt memory kort og det er sådan set det. Personligt gør det mig ikke det store, men Sony kunne have scoret forholdsvis nemme point ved at skæve lidt mere til Nintendo på dette punkt.
Selve emuleringen af spillene har allerede trukket en del overskrifter. Eurogamer skrev i deres preview, at der i særligt de spil, der kører med 60 fps var tydeligt lag på input. Personligt synes jeg, det er svært at vurdere uden at have muligheden for at sammenligne direkte med den oprindelige maskine. Tekken 3 virkede måske lidt sløvere, end jeg huskede, og frameraten dykkede til tider i Ridge Racer Type 4 men i størstedelen af de spil jeg prøvede bemærkede jeg ikke noget. Til gengæld er det umuligt ikke at studse over, hvor exceptionelt dårligt Playstation-generationen af spil har holdt sig rent grafisk. I førnævnte Ridge Racer Type 4 er det til tider decideret udfordrende at dechifrere retningen på vejen og Cool Boarders 2 ligner rent ud sagt noget, der er løgn. Bedre går det med for eksempel Rayman, som sjovt nok er i 2D. Tidlige 3D spil var bare ikke kønne. Gameplaymæssigt var indtrykkene mere varierede. Det var herligt at starte Metal Gear Solid og Final Fantasy VII op og begge spil er stadig velfungerende. Sjovt var det også at køre om kap i Ridge Racer Type 4 og duellere i Tekken 3, mens Cool Boarders 2, Twisted Metal og Battle Arena Toshinden var stive i betrækket og svære at holde af. Syphon Filter har jeg rosenrøde minder fra, men den tunge styring, kedelige banedesign og basale auto aim skydning hev mig lynhurtigt ud af 1999 og tilbage til 2018.
Alt i alt har jeg umiddelbart lidt blandede følelser over for Sonys minikonsol. Kvaliteten af emuleringen vil jeg vente med at fælde dom over - det kræver en mere grundig test - men det er ikke en generation af spil, der er har holdt sig godt - særligt fra en æstetisk synspunkt - og i mine øjne er de inkluderede spil samlet set ikke stærke nok til at yde det ellers klassiske katalog retfærdighed. Men der er flere stærke titler i samlingen og selve konsollen er ret bedårende. Om Playstation Classic kommer til at være pengene værd afhænger nok af, hvor stærke dine nostalgiske følelser over for konsollen er. For i sidste ende handler det om nostalgi og i en branche, der til tider er besat af teknologiske fremskridt, er det måske ikke så skidt.