Selvom kalenderåret snart er opløbet, er serieåret kun ved at starte. Og med det mener jeg ikke bare, at flere serier har deres længe ventede opstart i februar og marts men også, at langtfra kan være alene i at have planlagt at bruge en stor del af slutdecember på at binge alt det jeg ikke har haft tid til i årets løb. Så her kommer årets serier for mit vedkommende. De bedste, de dårligste, dem jeg håber på en bedre efterfølgende sæson fra. Visse serier er skrevet sammen, da jeg synes de har samme element i deres succesformel. Det er ikke fordi jeg siger, at de er samme genre. Rolig nu.
Intentionen med listen er at inspirere til at se noget, man på et tidspunkt kan være gået glip af i løbet af året. Der eksisterer derfor ligeledes en risiko for, at jeg ikke har set jeres yndlingsserie, hvortil jeg ser frem til anbefalinger i kommentarerne.
De bedste:
It's Always Sunny in Philadelphia (sæson 14)
En serie som på 14. sæson endnu formår at holde præmissen, indholdet og karaktererne friske. Det er tydeligt, at seriens skabere (og tre hovedroller) endnu er passionerede omkring serien og dens fremtid. Der er langtfra gået South Park, Family Guy eller Modern Family i den endnu, hvor de bare producerer for at producere. I stedet følger de en skabelon, hvor de hver eneste episode formår at skubbe en eller anden grænse, uden det på noget tidspunkt virker forceret. Karaktererne udvikler sig år efter år (og bliver dårligere og dårligere mennesker) hvilket er uvant for en serie, nærmest uset for en komedie og aldrig før sket med en så gammel serie. Det eneste dårlige jeg har at sige om serien er, at der desværre kun er ti episoder pr. sæson. Så det er et finere måltid, før man må gå sulten igen.
Fleabag (sæson 2)
En halvbeskidt, udfordrende britisk serie, hvis første sæson er noget af det mest bingeable jeg længe har set. Den er sjov, kvik, flabet og virkelig på en måde jeg ikke har set længe. Og så er det en af de få serier, hvor kvinder faktisk skrives godt og ikke bare som en funktion for en af de mandlige roller. I anden sæson tilføjer de Andrew Scott som præst, hvilket han gør fænomenalt. Sæson 2 formår at følge op på en fantastisk første sæson (som udkom i 2016) og formår at respektere det britiske motto: kvalitet over kvantitet i en begrænset sæson på kun seks episoder. Fleabag forstår, at der ingen grund er til at lave en anden sæson, hvis ikke man har et budskab. Og med et frisk pust fra en ny rolle, formår serien at fortælle en ny historie.
Watchmen (sæson 1) & The Mandalorian (sæson 1)
Det her er mere et par honourable mentions end noget andet, eftersom jeg endnu ikke er nået igennem sæsonerne. Men hvad jeg har set har været fabelagtigt. Fantastisk casting, produktion og forståelse for kildematerialet, udvist af skaberne (Watchmen: Damon Lindelof og Jon Favreau for Mandalorian). Læs endelig Magnus' anmeldelse af begge, hvis du ikke du som jeg allerede har dem på listen over ting du skal se efter jul. Mandalorian er det bedste Star Wars jeg har set siden... jamen jeg er tæt på at sige nogensinde. Det er et fantastisk univers, fantastisk minimalistisk karakter, baby Yoda... Godt nok var de første episoder i sæsonen afgjort de bedste, men jeg glæder mig utroligt meget til at få mere. Igen: det er fedt at se, når skaberen selv er fan af universet. Det kan mærkes i hver episode, og det føles varmt. Et kæmpe plaster på såret fra den nye trilogi.
Titans (sæson 2) & Barry (sæson 2)
Titans er desværre endnu en serie, hvor jeg igen må være skyldig i ikke at have set den færdig. Jeg nåede kun de første episoder, før jeg blev distraheret af en anden. Dette er dog ikke Titans sæson 2s skyld, eftersom den blot fortsatte i fodsporene som den foregående sæson havde lagt. Men desværre falder interessen lidt, qua det er en superhelteserie, og jeg tror de fleste af os har fået vores fiks for tiden. Det jeg nåede at se, var dog super og lige så godt som den forrige sæson, som sluttede med et brag. Og denne gang er Batman med, så mon ikke sæson 2 også var god.
Meget af det samme er gældende for Bill Haders anden sæson. Den overraskede positivt ved at give os mere af det vi alle ville have: mere Barry, mere soho Hank. Derudover følger de bare formlen. Det er fedt når en serie ved, hvad dens publikum vil have. Kæmpe anbefaling herfra.
Black-ish (sæson 6)
En af mine favoritkomedieserier, som næsten ingen har set af en eller anden grund. På trods af at fejle i at lancere en spinoff serie i år (Mixed-ish) formår Black-ish endnu at være underholdende på sit sjette år. Ikke mindst, fordi skaberen Kenya Barris forstår, at hverken babyer eller kæledyr er sjove, og laver derfor metajoken, at de kun er med når plottet finder det relevant. Noget mange serier kan lære af: der er ingen grund til at være konsekvente i en komedieserie. Fokus burde være på underholdning.
Derudover ser jeg frem til at se resten af Rick and Mortys fjerde sæson når den udkommer i starten af 2020 og naturligvis sæson 2 af The Boys som allerede er teaset med en fantastisk trailer. Det samme gælder Dead to Me, som jeg tror overraskede alle som har set den positivt. Fedt, at der kommer en 2er, selvom selve præmissen for serien måske lidt døde med sæson 1.
De to med størst uindfriet potentiale
Disse to serier håbede jeg virkelig på mere. Men det er altid noget, at de får endnu en chance næste år, mens vi venter på Lord of the Rings som ikke udkommer før 2021.
His Dark Materials (sæson 1) & The Witcher (sæson 1)
To serier, som desværre viste sig at have svært ved at leve op til sine enorme potentialer og budget. Der er en del strukturel- og pacingproblematik som medfører, at hvert afsnit føles længere end de er. Derudover er der alt for mange biroller som fylder mere end de burde, i en serie som udelukkende burde titelkarakteren (eller -genstanden). Alligevel er jeg spændt på næste sæson, som forhåbentlig bygger videre på et solidt fundament. Det er ikke fordi de er dårlige, de er bare utroligt middelmådige, ift. hvad de havde potentialet til at blive.
Det er synd når der ellers er styr på meget af det essentielle. Casting: tjek. Budget: check. Interessante biroller: niks. Dette er ikke i sig selv en dealbreaker for en serie (mange serier lider under dårlige biroller) men få vælger at bruge hoveddelen af tiden på at følge dem fremfor titelkarakteren.
Dem som overraskede negativt
Game of Thrones (sæson skrald)
Mens det ikke var hver eneste episode som var elendig, var dette bare et af de eksempler, hvor helheden er mindre værd end sine dele. Jeg tror ikke jeg kan sige noget nyt om denne sæson, som jeg ikke allerede har afdækket i hver af episodeanmeldelserne. I al fald ikke uden at blive hidsig. Derfor vil jeg bare sige en sidste ting og aldrig snakke om den igen: fedt, at D&D (David Benioff & D.B. Weiss) ikke skal instruere Star Wars-film alligevel.
South Park (sæson 23)
Hvis andre stadig ser serien, ved de godt, hvad der er galt. Nogle år tilbage, valgte Trey Parker og Matt Stone at forlade formularen, og i stedet fokusere på at lave (nogenlunde) kohærente storylines, som fulgte episoderne på tværs af sæsonen. Det var en kæmpe fejl, da de ofrede underholdning, provokation og alt godt i serien for et middelmådigt til dårligt plot. Vi ser ikke South Park for karakterudvikling. Vi ser det for præmisser som bliver fulgt alt for langt til vi ender i rummet med aliens, som har genitalier i ansigtet.
Living With Yourself (sæson 1)
På trods af Paul Rudd er dette en af de mest ynkelige Netflix serier til dato. Let at gennemskue, kedelige karakterer, fladt fladt udviklingsark. Stop nu med at lave sådanne middelmådige ting, Paul Rudd. Du er bedre end det der.
Derudover formåede følgende også at skuffe mig:
End of the F*** World (sæson 2)
Killing Eve (sæson 2), Mixed-ish (sæson 1)
Silicon Valley (sæson 6)
What We Do in the Shadows (sæson 1)
Det de fælles har gjort galt i min optik, er at forlænge serien alt for længe. De skulle simpelthen være stoppet, mens de havde noget at sige. Det er tydeligt for alle, når en serie bliver fornyet af økonomiske årsager frem for, hvad der giver mening for karaktererne eller historien. Det ville svare til at lave en anden sæson af Chernobyl (som var en fantastisk miniserie og derefter ikke får plads på listen). Jeg ville bare ønske, at Hollywood stoppede mens legen var god, men dette er næppe noget man burde forvente i en verden, hvor reboots er alt vi får.
Nu har jeg fået lov til at melde mine frustrationer ud. Hvad overraskede jer positivt i løbet af året? Hvad glæder I jer til at se i juledagene? Og hvad ramte helt ved siden af?