Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Chefredaktøren giver kort og præcis opsang til Sony

Den nylige afsløring af Sonys DualSense-controller til PS5 har presset Magnus til at uddele ørefigner.
Magnus Groth-Andersen 9 april 2020

Jeg er heldigvis så... ja, heldig, at jeg ikke rigtig har nogen direkte platformpræferencer, og har ikke haft det i mange år efterhånden. Derfor er der ting jeg absolut elsker, hader og trækker lidt på skuldrene omkring ved samtlige platforme. Jeg hader Nintendos mangel på reel online-infrastruktur, men elsker deres simple, mikrotransaktionsfrie tilgang til spildesign. Jeg elsker alt ved Microsofts kommende Xbox Series X-konsol, men finder endnu deres førstepartstitler lidt mangelfulde. Jeg elsker Sonys studier, men indtil videre synes jeg for alvor de har tabt sutten i forhold til afsløringen af diverse PlayStation 5-informationer, og dertil hører afsløringen af den nye DualSense-controller.

Sony har da også alt at tabe. Denne generation har set dem torpedere mod toppen, og ganske hurtigt efter Xbox One og PlayStation 4 ramte butikshylderne for en del år siden efterhånden, at Sonys simplere tilgang til design, samt generelle fokus på indlevelsesrige "system sellers" vandt den globale forbrugerskare over, men som de seneste år er gået, så lader det til at Sony nu viser alle de samme faretegn som Microsoft gjorde ved udgangen af Xbox 360-æraen - nemlig hovmod, og som vi alle ved, så står hovmod for fald. Ofte, altså den står ofte for fald. Ikke altid, dog. Desværre. Øv.

Hvad er det her overhovedet?!

Selvom Sony oftest har set sig selv reddet af kvaliteten af deres førstepartstitler, som, indrømmet, har været sublime igennem årene, så har dette hovmod langsomt men sikkert været at spore de sidste par år, fra en lettere kedelig tretrinsraket af spildemonstrationer ved E3 i 2018, hvor Ghost of Tsushima blev indledt med en mand i kostume der spillede på en sakuhachi-fløjte i adskillige minutter, til at de valgte helt at droppe E3 uden nogen ordentlig erstatning i 2019, og nu for den sags skyld. Det hele begyndte at lugte lidt af, at Sony var begyndt at kunne lide duften af deres egne prutter - igen.

Alt imens har Microsoft tromlet derud af, og har benyttet sig af en åben, forfriskende ærlig og vigtigst af alt ydmyg tilgang til den gradvise afsløring af Xbox Series X, og det har været en gedigen fornøjelse at se dem sætte forbrugeren først via initiativer som Xbox Game Pass, Project xCloud og sågar deres Adaptive Controller. Imens dette er sket så har Sony kørt en række eksklusive artikler i Wired, og en GDC-lignende tech-demonstration, som var designet til at forklare os alt om den grundlæggende teknik bag PlayStation 5-arkitekturen, men i stedet efterlod den os med masser af spørgsmål. Igen - det hele synes bare arrogant.

Og det leder os til DualSense. Ikke bare har Sony valgt at droppe det controller-navn de har kørt med siden begyndelsen, de har også valgt at droppe "Share"-knappen til fordel for den samme knap, der nu er blevet døbt "Create"-knappen. Det bør fortælle dig alt om Sonys mindset her, nemlig en overbevist tro om at tronen er deres, og at alene det at PS4'eren triumferede i denne generation er garanti for at det vil ske igen, at platformgenkendelse og kundeloyalitet alene er pile i pilekoggeret. Men det er det simpelthen ikke, og Sony burde vide bedre.

Man kan ikke lade være med at tænke tilbage til afsløringen af PS3-konsollen til $599, til udtalelser om at man skulle få endnu et arbejde for at få råd til konsollen, og den mildest talt løgnagtigt præsentation af Killzone 2. Det er et mysterie hvorfor konsolbranchen er låst ind i en endeløs cyklus, hvor den ene producent er bestemt af guderne til at snuble, imens den anden så overtager, for så at lave præcis de samme fejl få år efter. Så sandelig er der små tegn på her, at Sony nu står til at fortsætte denne cyklus.

"599 US Dollars"

Alt kan ske, naturligvis, men jeg synes dog at jeg ser alle tegnene på, at Microsofts ydmyge, forbrugerorienterede og direkte generøse attitude vil give dem en kæmpe fordel fremadrettet, og via blandt andet Game Pass, Project xCloud og de nye studier, så er det ikke engang sikkert at Sony kan falde tilbage på Naughty Dog, på Sucker Punch og på Polyphony, som de har gjort i løbet af denne generation.

Det Sony som vi for nylig så løfte sløret for det Fisherprice-makværk der er "DualSense"-controlleren synes langt fra dem der lavede den provokerende video, der viste hvordan man lånte spil til en ven på PS4. Så se at komme i gear, Sony. Jeres konkurrent har styr på det lige nu.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.