Nej, 2020 har ikke ligefrem været noget synderligt "mobilt" år, og med det mener vi naturligvis, at der simpelthen ikke har været lige så god grund til at rejse ud som tidligere, takket være COVID-19. Det har simpelthen betydet at det ikke har været lige så afgørende for de enheder vi har haft med os, at være lette, behændige og slanke. Når man ligger og flader den på sofaen, hjemsendt fra arbejde, jamen hvad er så nytten ved at ens bærbar kun vejer 1 kilo?
Men livet går videre, og der er fortsat en fidus i at få adgang til afgørende funktioner fra en bærbar, der leverer ydelsen du har brug for, men samtidig hverken optager synderligt meget plads, eller giver dig permanent rygskader, når du slæber den til og fra hvor du nu skal hen.
Selvom verden blev sat på pause i 2020, så udkom der fortsat en række afgørende slanke bærbarer, eller "ultrabooks", hvis vi stadig kan kalde dem det, og vi synes det derfor kun naturligt at fejre de absolut bedste vi har kigget på i løbet af året, selvom det runger en kende hult, når vi, igen, har været ret stationære.
Dette var nemlig året hvor Apple endelig fik skiftet Magic-tastaturet ud, hvor Huawei langt om længe opdaterede deres MateBook X Pro, og hvor Dell viste os hvordan en rigtig MacBook Pro-rival skulle se ud. Og når ja, Samsungs bud kom endelig til det danske marked. Lad os så komme i gang.

MacBook Pro 16
Hvis der er en vinder for "største forbedring"-kategorien, så havde det ligeledes været Apples MacBook Pro 16, som endelig vandt vores hjerter tilbage, efter en årrække med mindre end ideel køling af de interne komponenter, og vigtigst af alt et lidt ringe tastatur, der simpelthen ikke var taktilt nok til at give brugeren den tilfredsstillelse som er så afgørende på en bærbar af den her kaliber.
Men på én gang formåede Apple at kaste 15 tommer modellen adskillige år frem i tiden, så den i dag fremstår moderne, robust, pålidelig og uendeligt brugbar. MacBook Pro 16 er bare en triumf fra start til slut. Det nye Magic-tastatur er taktilt og lækkert, reduktionen af skærmkanten giver maskinen 16 tommer i en 15 tommers chassis, og takket være en forøgelse af selve tykkelsen, jamen så er køling ikke længere et problem.
Naturligvis er det stadig Apple-priser, men du kan stadig få en ottekernet i9-processor, hele 64GB RAM og 8TB plads. Det er ret vildt. Det gør naturligvis også at prisen bliver astronomisk, men som produktions-powerhouse, så er det svært at forestille sig noget bedre.
Dette gælder særligt for dem der bruger Apple-specifikke programmer i deres daglige arbejde, og som tidligere har skulle slå sig til tåls med ringe maskiner. Det er ikke tilfældet nu, langt fra.
Læs vores anmeldelse her.

Samsung Galaxy Book Ion
Samsung har i årevis lanceret bærbare på andre markeder, og vi har altid kigget misundeligt til herhjemmefra, og set hvordan de virkelig kunne tilbyde deres unikke blanding af æstetik, brugervenlighed og ekstrem batterilevetid til forbrugere verden over.
Men i 2020 kom de endelig til Danmark, og her faldt vi særligt for Ion, en meget lille ultrabook der måler bare 1.30 centimeter i tykkelsen, men som ikke sparer på funktionalitet eller ydeevne. Den er lækkert konstrueret, oplader trådløst på maskinens trackpad, holder omtrent 22 timer på en opladning og benytter et QLED-panel.
Ej men Book Ion har kastet sig ind på markedet, og er hurtigt blevet vores defacto-erstatning på en MacBook 13 tommer, så hvis du er på markedet efter en maskine af en sådan størrelse, så er din søgen altså ovre.
Læs vores anmeldelse her.

Huawei MateBook X Pro (2020)
Huawei er fortsat lidt omtåget af skandaler, det kan vi vist ikke løbe fra, og det betyder fortsat at du ikke får Google-tjenester på deres telefoner. Men kigger vi bort fra det, kortvarigt, så er det vigtigt også at slå et slag for, at de er uhyre, uhyre dygtige til at lave computere, det er de altså bare, og disse fås altså fortsat med Windows 10.
Case-in-point, her i løbet af året opdaterede Huawei deres MateBook X Pro, selve showets stjerne, og man må ærlig talt give Huawei, at det er en ufatteligt lækker maskine. Den er slank, kraftfuld og fremfor alt ret så simpel. Vi snakker GeForce MX250, 1TB PCIe NVMe SSD og Intels i7-10510U, samt Huaweis ret lækre Share-suite, skulle man også have en af deres smartphones.
Læs vores anmeldelse her.

Dell XPS 15 (2020)
Dell's XPS 15 fra 2020 bliver nødt til at være en af de mest skelsættende designomvæltninger i mands minde. Tidligere XPS 15-modeller har været ganske habile, og har da repræsenteret noget af det bedste Windows-platformen kunne præsentere som modsvar til Apples populære MacBook Pro 15 (nu 16"). Men her i 2020 kastede de alle konventionerne overbord, og kreerede en ret anderledes maskine, der øjeblikkeligt overvandt os.
Bare aluminiumschassiset er smukt at betage, og de nye paneler, der fuldstændig eliminere skærmkanter er også et absolut højdepunkt. Kombiner det med samme kulfiber, gigantisk trackpad, jamen så har du opskriften på succes, og det lod da også til at den nye XPS 15 blev taget godt imod af blandt andet Linus Sebastian, der kaldte den en af årets bedste bærbarer. Vi kan godt erklære os enige.
Læs vores anmeldelse her.
