Jeg elsker simpelthen bare en dejlig kop varm kaffe. Varm kaffe er fantastisk, ikke? Det bedste ved kaffe, modsat te, er at du kan få den serveret på en million forskellige måder, og de er alle lige fantastiske. Når det kommer til te, så følger jeg den noget stive brite George Orwells arrogante og absolutte (men fuldstændig sande) regler for, hvordan man drikker te (læs hans artikel fra 1946 kaldet "A Nice Cup of Tea" 
. Med kaffe kan du til gengæld gøre lige hvad der passer dig. Lige nu sidder jeg og drikker en dejlig, frisk omgang filterkaffe med en sjat mælk og to sukkerknalder. Havde det været en hvilken som helst anden dag, så havde jeg måske foretrukket en god, stærk espresso. Måske en Latte, eller en omgang Mokka. Den eneste regel, der eksisterer indenfor kaffedrikning, er vel bare, at man aldrig skal indtage den på Starbucks. Ja, jeg bliver aldrig træt af varm kaffe.
Til gengæld er der en slags varm kaffe, jeg er ved at være godt og grundig træt af. Den opmærksomme læser vil allerede nu være klar over, hvad jeg snakker om, og givetvis kede sig ligeså meget over emnet, som jeg selv gør. Jeg mener selvfølgelig alt det palaver, der har været omkring Hot Coffee-mod’et til Grand Theft Auto: San Andreas. Jo, snakken havde da sine højdepunkter, og for mit vedkommende var det da den stærkt psykotiske advokat og beskytter af alle Amerikas børn, Jack Thompsom, live i æteren på Chatterbox Video Game Radio, som sagde: "Der er sociopater alle vegne. Nogle af dem sidder i regeringen. Nogle af dem hos Take Two. Faktisk så har vi en gruppe sociopater siddende i Edinburgh, Skotland, der iført kilt og godt beruset på single malt whisky, udbreder racisme og skadelige stereotype rollemodeller til landets børn".
Nu er jeg selv skotte, og scenariet er ikke vanvittig sandsynligt, med mindre alle hos Rockstar North (der i øvrigt holder til i Dundee, Skotland) tog turen forbi et bryllup i Edinburgh, hvor der var fri bar og hvor de ved at tilsnuske sig telefonen, kunne ringe til Amerika for at lave telefonfis og fyre et par jokes af omkring waliserne og deres utallige fejl - og de har mange. Hvis det ikke forholder sig sådan, så er Jack Thompson i stedet en decideret tosse, der, på de dage, hvor han rent faktisk kan fremstamme en komplet sætning ud gennem hans i forvejen frådende mund, burde snakke om noget langt mere vedkommende og vigtigere end Grand Theft Auto.
Og lad os lige se på hele situationen. Hvis det ikke var fordi en i forvejen død hest bliver pisket til live igen og igen, så tror jeg, at vi alle er ved at være mere eller mindre trætte af serien. Jeg tror helt ærligt, at der er lidt kejserens nye klæder over hele denne farce. Det hele er bare vendt på hovedet, så vi i stedet for at tro, at kejseren har det mest frække, spændende og moderne tøj på og at en lille dreng skal gøre os opmærksom på, at det har han slet ikke, så ved vi godt at han ikke har noget tøj på. Han tværer endda underbukserne ud i ansigtet på os, og vi er stadig lige fascineret over det. Faktisk burde den lille dreng i stedet pege fingre af os og vores fortsatte fascination, måske endda vores desperate forsøg på samtidig, at skærme alle de små børns øjne for rædslerne, mens vi selv labber dem i os.
Uha, det var lidt af en snørklet metafor, var det ikke? Nå, med det er også lige meget. Hvis Jack Thompson virkelig gerne ville have os til, åh jeg ved nu ikke, f.eks. at stoppe med at købe Grand Theft Auto, så skulle han måske hellere snakke lidt om det, der i hvert fald ifølge mig, er galt med Grand Theft Auto. For eksempel; hvor er det innovative islæt i serien blevet af? Mens det originale Grand Theft Auto var fantastisk, innovativt og sjovt, og Grand Theft Auto 3 gav det liv i en 3D-verden og dermed universet lidt mere dybde, så spørg lige dig selv; hvor er spillet henne i dag? Ja, det er større og der er mere at lave. Men de nyfundne vidder gør bare at man bliver væk i det hele, og jo mere der hældes på, jo mere lineært synes det hele at blive. Hvor er udviklingen af den velstrukturerede sandkasse, vi kender fra de første par spil? Jeg ved det ærlig talt ikke. Så vidt jeg kan se, er det gået tabt i jagten på at fylde spillet med nye features, der kan holde præcis der, hvor det bør være, i det kontroversielle lys. I al opmærksomheden.
Nu er det tilfældigvis sådan, at et af spillets features, det øjeblik hvor en af hovedkaraktererne og hans kæreste (begge er i øvrigt med på ideen og gamle nok til det) har sex, åbenbart er et så slemt øjeblik for Amerikas ungdom, at skulle være vidne til at spillet med det samme strøg fra 17+ Only til Adults Only (et skæl der i øvrigt udgør et enkelt år). Dermed fik vi lige stadfæstet, at sex mellem to voksne mennesker, der begge er med på ideen, faktisk er langt værre end et regulært mord. Og det er selvom vi alle ved, at en cigaret til enhver tid er bedre oven på et godt, blodigt mord - eller noget. For at gøre det hele værre, så er selve featuren til grin og nogenlunde lige så ophidsende som at se to sokkedyr gnide sig op ad hinanden, mens det ene lystigt skriger "You da man!". Og Grand Theft Auto-serien er i øvrigt også lige så kompetent en sex-simulator, som det er en mord-simulator (hvis den form for ironi, der ligger i dette rent faktisk er gjort med fuldt overlæg, så er jeg nødt til at gratulere holdet for deres skarphed. Godt gået gutter!).
Sidste gang jeg spillede Grand Theft Auto: San Andreas, var helt seriøst en af de der helaftens- og natforestillinger, som du sikkert kender, mens jeg ud af øjenkrogen fulgte med i det amerikanske valg. Det var mærkeligt, for jeg sad samtidig og tænkte på, at hvis alle der spillede Grand Theft Auto: San Andreas den dag, var gået ned for at stemme på Kerry, så var vi nok blevet fri for George Bush og hans evige forpestelse af verden og alle i den. Da han endelig blev genvalgt, slukkede jeg for min PlayStation 2 og mit fjernsyn i ren afsky. Lidt ligesom at skulle have den samme præsident igen efter så mange forhåbninger og drømme om noget andet og bedre, så havde jeg fandeme også fået det samme spil igen. Det hedder bare noget andet.
Grand Theft Auto: Liberty City Stories lanceres på PSP i løbet af efteråret, og spillet vil givetvis, som stort set alt andet til PSP’en i øjeblikket, være kedeligt og mere af det samme, på en måde man nærmest ikke fatter. Lad være med at falde i kontrovers-fælden og blive fortabt i den. Bed hellere om en god portion innovation. Det står vi virkelig og mangler.