Electronic Arts. Det har en uendelig hul klang, ikke? Sådan lidt intetsigende, ansigtsløst og udspekuleret. En slags hønsefarm, hvor sagesløse programmører, grafikere og spildesignere stuves sammen på få kvadratmeter i båse og hvor der hver fredag er sjov og spas i et par timer hen over middag, bare for lige at løsne lidt op for alvoren, de mange overarbejdstimer og de hårde ni måneders udviklingsperioder. Hvem ved, måske kan man blive månedens medarbejder og få en lille guldstjerne på sin bås, så den overhovedet er til at finde i den store myretue. Ja, EA har uden tvivl et blakket image. Det er den skruppelløse gigant, der på baggrund af salgstal, fokusgrupper og en akut mangel på fantasi, hvert år kaster op i skødet på sig selv og tilvejebringer Madden, FIFA, filmlicenseret gøgl af laveste fællesnævner og noget med nogle ekstreme sportstitler, der helst skal proppes med EA Trax (bemærk den fede stavemåde, det er ultra cool). De kan intet, vil intet og ejer alt. Det er himmelråbende uretfærdigt.
Tager du til gengæld flyveren til Tokyo, Japan, så skal du bare se løjer. Hos Nintendo sker der ting og sager. Her trives innovationen, ja den blomstrer faktisk i fuldt flor. Medarbejderne møder op i hawaiiskjorter (ingen undtaget), fjoller rundt med papirfly, skyder elastikker efter hinanden, tegner på et par skitser og går så hjem igen et par timere senere. Ja, for det var jo ikke lige i dag, de kom på noget nyt og innovativt, og siden det er det eneste der dur hos det store N, så kan man vel ligeså godt tage tidligt hjem og lege med ungerne. Den form for romantisering af Nintendo har jeg måttet lægge ører til i evigheder. Nettet oversvømmes konstant af deciderede fanboys, der har blødt for Nintendo og som i løbet af de kommende år vil stå øverst på barrikaderne sammen med Kyoto-giganten, når de kyniske pengemaskiner ruller hen over bakkerne og begynder deres hensynsløse maltraktering af spilbranchen. Nintendo er den sidste bastion mod et ensrettet og kedeligt spilsamfund, et sted hvor toere og treere er fremtiden. Et rent sequels-helvede.
Enhver med bare det mindste sæt brikker mellem ørene er godt klar over, at det er det udelukkende er til at slå sig på låret over. Jo, jeg tror da heller ikke på Criterions Alex Ward, når han siger, at Burnout Revenge her et år efter Takedown ikke nødvendigvis betyder, at EA er godt i gang med at gøre serien til en årlig franchise, men hvori ligger forskellen på EA og Nintendo? Hvis jeg lige kigger ned over maskiner, spil og innovative tiltag, der er gjort de seneste år, så står Nintendo kun med ét reelt innovativt udspil i denne generation; Nintendo DS. En fornøjelig, fræk og anderledes maskine, der helt klart giver spilbranchen mulighed for at skabe helt nye oplevelser. Det er bare synd, at Nintendo fører denne maskine an med deciderede kloner, et spilbibliotek af gengangere, der har været i manegen mere end én gang. Super Mario 64 DS, Super Mario Kart, en peg-og-klik udgave af Wario, lidt mere Pokemon, og så selvfølgelig firmaets genfundne IP Metroid. Uanset hvor langt jeg spejder, så er genudgivelser af klassikere med et nyt interface ikke innovativt. I hvert fald ikke mere end årets udgave af FIFA, der nu har mere boldfølelse, Beckhams nye frisure og et par nye stadions, er klar til igen at ryge på hylderne. Det er nøjagtig det samme.
Imens, og det er det mest komiske ved hele situationen, både sparker og spytter selv samme gruppe efter Sony. Ulven, der har sneget sig ind i fåreflokken og som nu bare sidder og mæsker sig i andres hårde arbejde. Men hov, hvad er nu det? Var det ikke Sony, der leverede os EyeToy? Et helt anderledes koncept, der åbnede det at spille op til en helt ny gruppe forbrugere. Var det ikke samme slemme Sony, der i sin uendelige uvished og mangel på reel intelligens fik konceptet SingStar på banen? - igen noget, der hev helt nye spillere til fadet. Nintendo har absolut bebudet, at det er det de vil gøre; udvide spilbegrebet, tænke utraditionelt og uden for de gængse rammer af polygoner, licenserede soundtracks og pladdermarketing. De ville stå af ræset og levere helt nye oplevelser. Det var pokkers. Hvordan kan de så være, at vi nu har et par Donkey Konga-spil, utallige sportsspil med Mario og hans tro følge af vandskabninger i hovedrollerne, lovningen på et tredje Metroid Prime-spil, denne gang til Revolution, et Mario Kart til Nintendo DS og mere Advance Wars? Eller for den sags skyld de evindelige Pokemons? Det skal jeg sige dig. Det er fordi Nintendo ikke er anderledes. Jeg ved godt det er svært at indse, men den er god nok. Selv på de blankpolerede gulve hos Nintendo handler det i sidste ende om profit.
Firmaet både læser og tolker salgstal. Der spekuleres i, hvor langt Pokemon kan trækkes i år med Smaragd-, Safir-, Jade-, og hvad ved jeg -udgaver. Link pudses af og sendes ud på endnu et eventyr og Game Boy Micro skal langes over disken, så den store, røde dragkiste forbliver fyldt til randen med yen. Det handler om penge. Det er en forretning. Jeg indrømmer gerne, at jeg ser frem til mere end et af ovenstående spil, men jeg er ikke så blåøjet at tro, at det rent faktisk har en døjt med nye oplevelser at gøre. At spilverdenen er et mere innovativt sted med endnu et Advance Wars. Det er nærmere en forlængelse af en oplevelse, du allerede har haft masser af gange. En god oplevelse, ingen tvivl om det, men reelt også samme oplevelse. Innovativt, hvor? Jeg pudser lige brillerne. Og hvordan kan det være innovativt, når firmaets førstemand, den rasende begavede Shigeru Miyamoto, er trukket tyndere end et lag filodej over Bornholm? Manden har jo ikke en jordisk chance for at hælde tryllestøv ud over samtlige spilbedrifter, som firmaet binder an med. Og hvorfor skulle han også det, meget af det er reelt hyldefyld. Trist, intetsigende og lavet uden dedikation.
Nej, det må være slut med Nintendos obligatoriske helle. Det bør være slut med som spiljournalist, at forherlige en svækket gigant, der med tiden er blevet nøjagtig det samme, som de konkurrenter de elsker at foragte. Nintendo er ikke mere svaret på dine spilbønner end EA er det. Der er bare en anden slags kaffe, der brygges på dem. Hvor bitter den skal være, er op til dig.