"Stay a while and listen." Dette er nok det citat, der bare skriger Diablo. Deckard Cain står midt i Tristram som en samlende figur, en faderlig karakter som ved alt, bare man lige spørger ham engang i mellem. I baggrunden spiller der atmosfærisk guitarmusik, som afslører en stemning der vidner om snarlig dommedag. Det er som at være hjemme igen.
Sådan var gensynet med den ikoniske by Tristram, da jeg havde fundet det originale Diablo på Good Old Games og installerede det. Der var en periode i 90'erne, hvor jeg levede i den dæmoninficerede verden mere end den virkelige, og jeg havde længe planlagt et gensyn med netop den verden, der har betydet så meget for mig. Nu er Diablo II: Resurrected over os, så jeg tænkte; hvorfor ikke? Så lad os tage en nostalgisk tur igennem Tristram, og de mange skumle katakomber under byen, når vi ser om Diablo stadig holder!?
Historien i Diablo begynder med, at man bliver mødt at kroejeren i Tristram, som siger at det er godt at se en, og at byen har ændret sig meget, siden man selv boede der. Der er problemer i byen, og mange af byens borgere er blevet slagtet i labyrinten under byens kirke. Man begiver sig så ned i labyrinten, og mødes af en lydmur af stønnen og skrig nede i de skumle gange, under den nu korrumperede kirke, som befinder sig lige udenfor Tristram. De skumle kældre er beboede af skeletter og zombier, som skal skaffes af vejen, og man render snart ind i groteske væsner som "The Butcher" og "The Skeleton King". Man kan mærke at den er helt gal, og man finder snart ud af, at det udspringer fra en af de tre overdæmoner, "Diablo".

Historien i Diablo er faktisk ganske fed. Den er mørk og skummel, og overraskende dyb. Man løber undervejs ind i små opgaver, som man skal løse, men man kan spørge alle borgere i byen om hver og en, og de har alle meninger og informationer om dem. Disse samtaler om opgaverne kan være hjælpsomme eller direkte ligegyldige, men de er altid underholdende. Jeg havde installeret et mod som genskabte dele af historien som var slettet af Blizzard, så der var meget mere i spillet end originalt. Det er lidt ligegyldigt om man har mere historie eller ej, det hele holder, og passer perfekt ind i plottet i efterfølgeren. Der er faktisk mange henvisninger og informationer, som bliver vigtige i de følgende spil.
Diablos vigtigste aspekt er dog ikke historien, nødvendigvis, men det er nok jagten efter fed "loot", ligesom det er det i de følgende spil også. Det første man ligger mærke til, når man først får kontrol over sin karakter, er at man ikke kan løbe i spillet. Man går rundt, om end luntende, men stadig ganske langsomt, specielt sammenlignet med Diablo II. Det kan godt være ret irriterende indtil man vænner sig til det. Man skal hele tiden være klar på at trække sig tilbage i kampens hede, da man ikke bare kan løbe væk fra de stadig stærkere monstre. Jeg vænnede mig til det, men jeg nød det aldrig på nogen måde.
Når man så lunter igennem de meget stemningsfulde miljøer, så skal man slås med de klamme væsner, der har gjort tunnellerne til deres levested. Besejres de smider de grej og pergamenter, som man kan vælge at bruge, eller ej. Magikeren kan finde magiske pergamenter, som giver nye evner, deriblandt forskellige former for ild eller strømevner. Disse kan dog kun bruges hvis man har nok Mana, hvilket betyder, at krigerne skal have en del point i nogle evner, som går imod deres arketype, for at kunne kaste de kraftige magiske evner. Jeg spillede som en kriger, så jeg opgraderede min styrke og helbred mere end min magi, og kunne derfor ikke kaste meget andet end den mest simple magi. Heldigvis fik jeg en masse fedt grej, som kunne gøre jeg også kunne sparke røv. Systemet er dog ret fedt, for man kan, hvis man vil, godt spille på den måde der passer en, men spiller man mod sin arketype, så er vejen til at blive super stærk meget længere.
Man skal så kæmpe sig igennem 16 niveauer, som bliver mere og mere skumle og farlige, og man kan godt komme til at sidde fast, da sværhedsgradshoppet kan være stort fra niveau til niveau. Den del bryder jeg mig, til den dag i dag, ikke specielt om. I Diablo II er progressionen og sværhedsgraden mere jævn, og det gør, at man ikke føler man hele tiden skal "grinde" løs for at blive stærkere, inden man kan overleve de dybere niveauer af helvede. Generelt sætter man mere pris på Diablo II, ved at spille det første Diablo og omvendt. Når man så endelig har kæmpet sig ned til den absolutte bund, så skal man besejre den groteske Diablo, og det kan godt være noget af en udfordring, og igen kan det godt anbefales at gå et par niveauer op og blive en smule stærkere, så man kan ende det onde væsens liv. Det der så sker, fører direkte ind i Diablo II, så historien fortsætter, hvilket er fedt. Diablos mekanikker var i 90'erne innovative, men de holder ikke så godt i dag, og grunden er, igen, Diablo II, som på mere eller mindre alle parametre bare er et skridt frem i forhold til originalen. Det er selvfølgelig ikke originalens skyld at det er sådan, men når man har vænnet sig til de forbedringer der er i Diablo II kan det være ganske frustrerende at spille originalen.

Diablo ser stadig godt ud, specielt hvis man får et HD-mod installeret, og jeg kan faktisk bedre lide grafikken i det end i Diablo II. Miljøerne er mindre grynede end de er i efterfølgeren, og animationerne er fantastiske. Når du nakker en af de giftspyttende orme, og den knækker i to, er det bare så tilfredsstillende at se. Lyden er også helt ekseptionel stadig. Alle kender temaet i Tristram, og som er at finde i alle Diablo-udgivelser siden det første spil, men kompositionen i de mange klamme rum er så stemningsfuld, at man føler sig hensat til sin helts svedige støvler. Og noget jeg lagde mærke til var at musikken i det første spil kan findes i andre variationer i især Diablo II. I det hele taget giver det spillet en ny dimension, at jeg har spillet Diablo II, og det var faktisk en super fed oplevelse.
Så holder Diablo i dag? Jeg vil sige svaret er baseret på ens subjektive mening, om hvorvidt man kan leve med originalens mere primitive spildesign. Personligt var det svært, men jeg elsker stadig stemningen, og den ret fede historie, så for mig holder Diablo stadig. Diablo kan fås på Good Old Games, som sagt, og de mods jeg har nævnt, er kun en Google-søgning væk.