Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Velkommen til udviklingshelvede

Man siger gerne, at tålmodighed betaler sig. I så fald har vi meget godt i vente fra disse seks spil, der virker til stadig at være længe undervejs.
Jakob Hansen 31 januar 2022

Spil er utroligt komplicerede at udvikle. Grafikere, programmører, lydfolk, manuskriptforfattere og mange, mange andre skal formå at samarbejde og gå på kompromis gennem flere år, og selv når det hele går op i en højere enhed, spænder udefrakommende faktorer ofte spænde ben. En konkurrent kan komme indenom og erobre markedet eller timingen kan være forkert. Investorerne kan trække sig, eller studiet kan pludseligt blive opkøbt. Ja, man kan sågar blive ramt af en verdensomspændende epidemi. Kort sagt, udfordringer er der nok af.

Men når det er sagt, så forløber nogle spils udvikling mere glidende end andre. Her bringer vi seks eksempler på spil, der i øjeblikket befinder sig i et såkaldt udviklingshelvede - en situation hvor det af forskellige grunde er usikkert, hvorvidt spillene overhovedet vil se dagens lys.

Skull & Bones
Annonceret til fanfare og kanonsalver tilbage i 2017 lignende Skull & Bones umiddelbart et solidt projekt. Spillet havde på daværende tidspunkt allerede været udvikling i omtrent fire år, da det udsprang af søslagene i Assassin's Creed IV: Black Flag, og hvis dette spils kvalitet var en indikation, havde vi bestemt noget godt i vente. Episke multiplayer-kampe på de åbne have, spændende skattejagte og muligheden for at opgradere sit skib var blot små dråber i det regulære ocean af oplevelser, spillet efter sigende ville byde på.

Desværre har udvikleren Ubisoft Singapore siden da afsløringen haft store problemer ved at holde skuden på ret køl, og hver gang lanceringen har været tæt på, har en ny kastevind grebet projektet og slået det ud af kurs. Samtidigt har det glimrende Sea of Thieves nu for alvor erobret de syv digitale verdenshave, og Skull & Bones kan derfor meget sagtens ende med - ligesom Kongeskibet Vasa - at lide skibsbrud umiddelbart efter søsætningen, hvis det da overhovedet når så langt.

Annonceret: 2017
Forventet lancering: 2022-23

Vampire The Masquerade II
Efterfølgeren til kultklassikeren Vampire: The Masquerade - Bloodlines blev afsløret tilbage i 2019, men selvom projektet ikke har været så længe undervejs, har det allerede været igennem en tumultarisk udvikling. Spillet skulle udkomme samme år, men blev først skubbet til 2020, så til 2021, og herefter begyndte problemerne for alvor at udspille sig til frit skue for offentligheden.

En række ledende medarbejdere, heriblandt spillets kreative direktør, forlod udvikleren Hardsuits Lab, og det viste sig hurtigt, at de var skiltes på bedste vis. Efter flere offentlige kontroverser valgte rettighedshaverne fra Paradox Interactive til sidst at sætte en helt ny udvikler på projektet og samtidigt udskyde det på ubestemt tid. Siden hen har Paradox afsløret, at man var tæt på helt at aflyse spillet. Det skete heldigvis ikke, og måske for at undgå mere uro, har de endnu ikke løftet sløret for, hvem der nu udvikler Vampire: The Masquerade - Bloodlines II.

I det mindste kan fans af World of Darkness sætte hugtænderne i en lang række appetisers sat i det samme univers såsom Vampire: The Masquerade - Bloodhunt, Vampire: The Masquerade - Coteries of New York og Werewolf: The Apocalypse - Earthblood. Forhåbentlig når vi ikke at blive mætte, inden hovedretten serveres.

Annonceret: 2019
Forventet lancering: Ukendt

Beyond Good & Evil 2
Det plejer ikke at tage Ubisoft mange år (eller nogle gange blot måneder) at banke efterfølgere sammen til deres mest populære spil som Assassin's Creed og Far Cry. Så hvorfor har det taget så lang tid med Beyond Good & Evil 2?

En del i forklaringen ligger nok i originalens status. Beyond Good & Evil fra 2003 står med sit originale univers samt sin skarpe blanding af udforskning, kamp og parkour som et af de bedste spil fra PS2-æraen, og fansene har fra starten af forventet, at efterfølgeren bliver lige så skelsættende. Ubisoft selv har endda pustet til ilden, ved at det for et "AAAA-spil" og forudse, at det vil få en "stor indflydelse på spilbranchen." Siden annonceringen i 2017 har vi dog kun set sporadiske glimt af det ambitiøse projekt.

I dag står Beyond Good & Evil 2 så uden sin kreative bagmand, da Michel Angel har forladt Ubisoft, og beskyldningerne er sidenhen gået på dårligt arbejdsmiljø og masser af uenigheder bag linjerne. Forhåbentlig formår Ubisoft Montpellier og de øvrige support-studier at samle tropperne, for Jade, Pey'j og de andre karakterer fortjener en værdig efterfølger.

Denne liste kunne i øvrigt også have inkluderet et andet Michel Angel projekt i form af survival-spillet Wild, men det spil er efter sigende blevet droppet, og nu fortjener Ubisoft trods alt også en lille pause.

Annonceret: 2017
Forventet lancering: Ukendt

Dead Island 2

Vi kender scenen fra tegnefilm. En bombe tikker, og karakterne kaster den frem og tilbage i håbet om at have hænder og legeme intakt, når eksplosion lyder. Lidt sådan en størrelse virker Dead Island 2 at være - et projekt som ingen rigtigt gider at have mellem fingrene.

Oprindeligt blev Yager Development (Spec Ops: The Line) sat til at udvikle spillet, efter at originalens udvikler Techland valgte at kaste sig over Dying Light. I 2016 overgik så projektet til britiske Sumo Digital, men også de blev sat fra bestillingen et par år senere. Siden 2019 har Dambuster Studios, som Deep Silver oprettede til lejligheden, haft ansvaret for det hårdt plagede projekt, og vi har stort set intet set til spillet.

Originalen fra 2011 var aldrig mere en kompetent, og efterfølgeren Escape Dead Island var decideret rædderligt med en Metascore på under 50 for konsolversionerne. Vi har derfor ikke særligt store forventninger til Dead Island 2, desværre.

Annonceret: 2014
Forventet lancering: Ukendt

Inazuma Eleven: Great Road of Heroes

Dark Cloud, Professor Layton og Ni no Kuni. Level-5 var i 00'erne og starten af det forrige årti blandt de allerbedste udviklere, når det kom til JRPG's og håndholdte spil. Desværre for os her i Vesten har udvikleren efterhånden fået så stor succes med multimedia franchises i hjemlandet Japan samt deres projekter til Android og iOS, at de ikke længere satser så meget på traditionelle spil.

Dette illustreres bedst af Inazuma Eleven: Great Road of Heroes. Spillet siger nok de færreste noget som helst, men den interessante blanding af rollespilskonventioner og arcadeprægede fodboldkampe havde alligevel opnået pæn succes, særligt i fodboldtossede markeder som Storbritannien, Spanien og Italien. Der var derfor mange, der så frem til Inazuma Eleven Ares, som blev annonceret tilbage i 2016 og skulle bringe serien fra Nintendo 3DS til PlayStation 4 og Switch.

Level-5 selv koncentrerede sig primært om en anime, der også udkom efter planen samme år, men da den eksterne udvikler ikke leverede, besluttede studiet sig for selv at håndtere udviklingen og genstarte projektet. Nu under et nyt navn står Inazuma Eleven: Great Road of Heroes først til at udkomme i 2023, og hvorvidt spillet overhovedet når vores breddegrader er i bedste fald tvivlsomt.

Annonceret: 2016
Forventet lancering: 2023

Metroid Prime 4

Nintendo er typisk kendt for at holde deres kort tæt ind til kroppen og først annoncere kommende titler, når den endelige lancering er indenfor rækkevidde. Oven på fiaskoen med WiiU valgte den japanske udvikler dog at tyvstarte en smule ved at annoncere både Metroid Prime 4 og Bayonetta 3 helt tilbage i 2017 for at skabe hype omkring den nyligt lancerede Nintendo Switch. Strategien virkede, da hybridkonsollen siden har solgt som varmt brød, men ingen af de to spil har endnu set dagens lys.

Særligt virker det til, at Metroid Prime 4 har haft en besværlig udvikling. Ifølge Eurogamer stod Bandai Namco bag spillet, men deres arbejde levede tilsyneladende ikke op til Nintendos standarder, og i 2019 kom det frem, at projektet var blevet genstartet, nu med den originale udvikler Retro Studios ved roret.

Siden da har vi dog ikke rigtigt set noget til spillet, og seriens mange fans er efterhånden ved at blive godt utålmodige. Noget som Nintendo tydeligvis er opmærksomme på, da de inden præsentationen af Metroid: Dread i sommers, nok for at undgå optøjer på de sociale medier, forsikrede om, at de skam ikke havde glemt Metroid Prime 4. Det tror vi heller ikke, at de har, men derfor må de gerne give et livstegn inden længe alligevel.

Annonceret: 2017
Forventet lancering: 2022-23

Hvilke spil på listen, tror I, rent faktisk udkommer?

Fuld profil 3.949 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.