Game of the Year i marts måned - det lyder som noget fis, ikke? Det er det da også, men et eller andet sted synes de store afstemninger, og hele teaterstykket omkring disse er være ret påvirket af, at for spilentusiaster så byder 12 måneder på mange forskellige spiloplevelser.
Ikke bare det, vi har også en tendens til eksempelvis endelig at få taget os sammen til at få spillet gamle spil, kaste vores kærlighed på en igangværende multiplayer- eller live service-titel, eller har vi spillet noget igen, som vi allerede tidligere har spillet. Mulighederne er mange, og den slags oplevelser er der som regel ikke rigtig plads til, når spilbranchen skal gøre status over det aktuelle spilår.
Så det skider vi simpelthen på, og vil, i løbet af året, checke ind et par gange hos vores skribenter, for at se hvad de har kastet deres kærlighed på i løbet af årets første måneder. Spiller de pludselig World of Warcraft igen? Er der en gammel klassiker, som pludselig er på programmet? Eller har de faktisk spillet og nydt et af årets aktuelle storspil, såsom Elden Ring eller Horizon Forbidden West? Det hele er på bordet.
Så derfor handler det i grunden bare om at tage stik af årets første måneder, og finde ud af hvad de her ansigter går og hygger sig med. Som året går, jamen så vil der nok komme flere aktuelle titler på bordet, men hele ideen er sådan set bare, at det handler om hvilke spil vi har nydt i fulde drag, og om hvorvidt du måske bliver inspireret af det du læser her.
Så lad os så komme i gang!
Mathias Uttrup Østergaard - Pokémon Legends Arceus
Der findes mange franchises jeg holder uforsvarligt højt i mit nostalgiske hjerte, men over dem alle står Pokémonbrandet. Nærmest uanset formatet, kvaliteten eller målgruppen; hvis de syv gule bogstaver (med mørkeblåt omrids) fremgår, er jeg investeret. Desværre er det oftest i højere grad den nostalgiske sult man får stillet, frem for den gameplayhungrende, men dette er langt fra tilfældet med PLA. For første gang bliver man bevidst om, at halvdelen af spillets navn er en aktualitet; man er konstant omgivet af fritgående monstre, der har deres eget habitat (og ikke blot er søde og små chibisprites, der passer i lommen). RPG-elementet har været længe efterspurgt og oplagt at implementere i spillene, og det er en kæmpe fornøjelse at se, hvor vellykket det er udført. Et kæmpe skridt i den rigtige retning, der formår at genoplive en franchise, der efterhånden længe har ligget i vegetativ tilstand.
Magnus Laursen - Elden Ring
Elden Ring! Åh, Elden Ring! Jeg tvivler på at du ville kunne forestille dig det - medmindre du selvfølgelig selv sidder og spiller det i disse dage. From Softwares seneste action-epos er faktisk det første spil jeg for alvor har kastet mig over i år, men en million foregående spiloplevelser havde ikke formindsket det enorme indtryk Elden Ring indtil videre har gjort på mig. I årevis drømte jeg om et mørkt og udfordrende Zeldaspil, udviklet af Miyazaki og hans tro følgesvende: stort, åbent og bjergtagende i både sin skøn- og grusomhed. Nu er drømmen blevet virkelighed. De kalder det Elden Ring, men i mit hjerte hedder det Dark Souls: Breath of the Wild og det er noget nær alt jeg kunne have drømt om i et sådan spil. Det genkendelige går hånd i hånd med det nye, tematikkerne og de visuelle motiver går (som altid) i ring, men i det hele taget lander udviklerne kvantespringet til over i den åbne verden uden brud på hverken hænder eller fødder. Efter små 50 timer er jeg både imponeret og intimideret - men med intense spilsessioner på en gennemsnitslængde af en arbejdsdag er jeg mest af alt bare utrolig godt underholdt.
Claus Larsen - Dying Light 2 Stay Human
Jeg holdt af Dead Island, og jeg forgudede Dying Light, og nu er der så kommet endnu et spil i den sidst nævnte serie. Techland udgav d. 4. februar Dying Light 2, og jeg var hooket fra starten. Jeg guffede glubsk hver eneste lille quest i mig, og kom tæt på at udføre hver eneste lille ligegyldig opgave der var i spillet. Kritikerne brokkede sig især over historien, men jeg synes den var ganske fin. Dog var jeg lidt skuffet over at der ikke kom en tredje akt, da jeg synes spillet stoppede meget pludseligt, men når man tænker på det udviklingshelvede spillet var igennem, er det måske bare en god ting at spillet nåede at udkomme overhovedet.
Dying Light 2 er parkour porno, hvor man hoppe og løber igennem dem zombieinficerede by, som en Spiderman wannabe. Finde fede våben, og bare nedlægge de skumle zombier i hobetal, mens man køber sig tid til at undslippe. Da spillet så var gennemført, gik jeg på nettet og fandt det sted, hvor det bedste våben man kan få spawner, og det sted tjekkede jeg så hver halve time indtil den fedeste Katana var der, og jeg kunne klare de fleste zombier i et godt slag mod deres forrådnede halse. Når jeg gør sådanne ting, så ved jeg at jeg spiller en det spil det er lige i skabet for mig. Dying Light 2 er derfor absolut den bedste spiloplevelse i 2022 indtil videre.
Magnus Groth-Andersen - It Takes Two
Som chefredaktør burde jeg virkelig have spillet Hazelights hædrede og hyldede spil fra sidste år, og faktisk startede jeg og min kæreste Klara da også kortvarigt på det, og gennemførte den første sektion af spillet. Ikke bare det, vi nød det sågar i fulde drag, men som det så ofte er med små børn, så er det svært at etablere en vedholdende rytme i hverdagen udenfor de helt faste størrelser der har med dem at gøre.
Så en periode med overskud og god nattesøvn blev erstattet med det stik modsatte, og i stedet for at grine sammen, og have et brændende ønske om at samarbejde imod et fælles mål, så fulgte en periode med sure miner, og virkelig ingen lyst til at samarbejde.
Ja, sådan er det altså en gang imellem, men her i løbet af januar fik vi endelig færdiggjort spillet (der er overraskende langt), og det er uden tvivl en af de mest mindeværdige co-op oplevelser jeg har haft. Det kan anbefales til alle, der har en partner som ikke på den måde er spiltrænet, og af den årsag så topper det altså både Dying Light 2 Stay Human og sågar Horizon Forbidden West for mit vedkommende.
Martin Svane - Deep Rock Galactic
2022 har allerede været et helt utroligt stærkt gaming år med spiloplevelser man sikkert ville huske i mange år frem. Desværre har mit budget hverken haft plads til Elden Ring eller Horizon Forbidden West, og det er derfor at min bedste spiloplevelse i 2022 kommer fra trofaste PS Plus! (selvom vi ser bort fra en forfærdelig februar måned)
Januar måned tilbød nemlig Deep Rock Galactic, som jeg personligt længe har ventet og glædet mig til ville komme til PlayStation-platformen. Spillet er fra de danske Ghostship Games, som har haft god vind i sejlene siden DRG blev udgivet - og med god grund. Selvom det ikke nødvendigvis er et AAA spil, så er det et morsomt, charmerende, kooperativ skydespil, hvor op til fire dværge samarbejder om at løse forskellige opgaver på en mine-planet mens de forsvarer sig mod horder af aliens. Simpelt og måske ikke så nytænkende, men en klassisk formular til en fantastisk mængde co-op kaos!
Det bliver helt nostalgisk for mig, og trækker mig tilbage i tiden til de gode gamle LAN-dage med Left 4 Dead 2 til langt ud på natten, og min bedste spiloplevelse er faktisk præcis dette - en omgang "Voksen-LAN": Mig og en kammerat med to PlayStationer, to skærme, to pizzaer og Deep Rock Galactic til langt ud på natten - præcis som i gode gamle dage. ROCK AND STONE!
Ketil Skotte - Elden Ring
For mig har mine mange timer med Elden Ring været årets helt store højdepunkt indtil videre, men eftersom det er spillet alle taler om for tiden, vil jeg slå et slag for en næsten lige så stor oplevelse, der ligesom From Softwares magnus opus puster til glæden ved ren, uforfalsket udforskning. Da Outer Wilds udkom i 2019 var det en øjenåbnende oplevelse. Et fuldstændig åbent solsystem i konstant forandring, hvor viden var den eneste valuta der gjaldt. I september udgav Mobius Digital en udvidelse i form af Echoes of the Eye, men på trods af fremragende anmeldelser sov jeg faktisk på det i flere måneder, inden jeg i starten af året endelig fik tid til at kaste mig over det.
Det oprindelige Outer Wilds er designet med samme præcision som et schweizisk ur, så jeg var spændt på at se, hvordan Mobius Digital ville integrere udvidelsen i hovedspillet. Svaret viste sig at være simpelt: Ved at lægge den nye lokation ind som en separat ting, du bare ikke havde opdaget før. Det fungerer fremragende, og Mobius lykkes i det hele taget med at blande det genkendelige med det nye, så Echoes of the Eye både vækker gensynets glæde og formår at overraske. Det er et spil, man helst skal vide så lidt om som muligt, så jeg vil undlade at snakke konkret om hændelser og historie, og i stedet slå fast, at især de første 3-4 timers tid var decideret magiske. Den måde et enkelt stykke information kan føre til en mindre åbenbaring, der åbner spillet op på en helt anden måde, er unik for Outer Wilds, og Echoes of the Eye har heldigvis flere af disse øjeblikke.
Hvis du var vild med Outer Wilds, er Echoes of the Eye en oplagt mulighed for at forelske sig på ny, og har du endnu ikke givet det oprindelige spil chancen, har der aldrig været et bedre tidspunkt at hoppe ombord.
Troels Ryde Grann - Elden Ring
Elden Ring er ikke bare den bedste spiloplevelse, jeg har haft i år, men i flere år. Og det siger jeg ikke bare, fordi honeymoon-fasen er i fuld gang, men fordi spillet giver mig en følelse, som jeg kun oplever med meget, meget få spil. En følelse, hvor jeg bliver så opslugt, at timerne flyver afsted mens jeg spiller spillet, og jeg tænker på det, når jeg ikke gør. Vi skal tilbage til Breath of The Wild, før en spilverden føles så overvældende massiv, at det virker umuligt nogensinde at udforske hver en afkrog af den, men samtidigt så magisk, at man føler sig motiveret til det. Jeg har stadig ikke set slutteksterne rulle i Elden Ring, men jeg fornemmer, at jeg er rimeligt tæt på. Jeg udforsker spillet bid for bid og har en personlig note på min telefon, hvor jeg nedskriver mystiske lokationer, jeg skal huske at udforske, og potentielle fremtidige builds til genspilninger. Min mand startede som en skrøbelig kriger i en laset dragt, der døde i et eller to slag af alle fjender; nu ligner han en egyptisk gud, får fjender til at forbløde med savtakkede sværd og knive og ætser dem med kraftfulde dragemagier.
Elden Ring føles som en kulmination på alt, From Software har arbejdet på at opnå med deres moderne spil, og der er samme konstante vildskab og selvsikkerhed over designet, som i deres tre andre bedste spil, Dark Souls, Bloodborne og Sekiro. Når man så tager i betragtning, at Elden Ring måske er større end dé tre spil til sammen, så indser man virkelig, hvor stor en bedrift, spillet er. Jeg har altid haft tiltro til et open world spil af From Software, omend jeg kunne frygte, at spillets main dungeons kunne gå hen og blive en eftertanke, ligesom det føles, som om de var det i Breath of The Wild. Men det er heldigvis ikke tilfældet. Allerede nu har jeg oplevet stærke kandidater til bedste dungeons og bosser i From Softwares historie, og jeg har som sagt stadig et stykke vej endnu. Min spilletid står pt på ca. 50 timer, og jeg glæder mig til at bruge mange, mange flere i de forunderlige Lands Between.
Jakob Hansen - Rocket League
Der er rigtigt meget jeg ikke bryder mig om ved de nyeste FIFA-spil. Men hvad der måske irriterer mig allermest er, hvor ensformigt det hele hurtigt bliver. Afleveringerne sidder altid lige i fødderne, afslutninger er identiske, og målmanden spræller altid på samme vis. Har du spillet 10 kampe, ja, så har du nærmest set alt, hvad EA's glubske pengemaskine har at byde på.
Helt anderledes står det til med Rocket League, som jeg efter mange års skepsis (det lignede ikke noget for en fodbold-puritaner som mig) endelig kastede mig over her i vinters. Hvor FIFA fungerer som en sløv dampmaskine, så virker Rocket League nærmest som en lille reaktor, hvis tilsyneladende tilfældige sammenstød af raketdrevne biler konstant skaber nye mindeværdige tricks, episke skud eller katastrofale afbrændere.
I løbet af de 5 minutter, en typisk kamp varer, får jeg derfor flere dramatiske øjeblikke end mange timelange spil med langt højere produktionsværdi. Og ikke nok med det, man lærer også sine med- modspillere at kende på trods af spillets flygtige natur.
Energibundtet, der desperat jager hver en bold og brænder så meget virtuel benzin, at OPEC-landene jubler. Rovdyret, der bevæger sig nærmest dovent rundt for pludseligt at kaste sig over en forsvarsløs bold. Kommunikationsmedarbejderen, hvis primære kompetence er at spamme chatten med NICE SHOT! NICE SHOT! NICE SHOT! Uden jer ville det ikke være det samme.
At det tog mig syv år rigtigt at opdage Rocket Leagues fantastiske kaosbold kan godt ærgre mig lidt. Men omvendt var det måske meget godt, med tanke på hvor meget tid jeg allerede har brugt på min lille fjernstyrede bil.