Elden Ring. Ghostwire: Tokyo. Kirby and the Forgotten Land. Gran Turismo 7. I løbet af de sidste par måneder er vi for alvor blevet forkælet med en række store lanceringer. Men nu stopper festen altså også. Ganske brat.
For lad os bare være ærlige. Næste måned kommer næppe til at gå over i spilhistorien. Faktisk skal man lede ret længe på nedenstående liste for at finde andet end genlanceringer og DLC. Men april byder trods alt stadig på en række spændende titler, og du kan få et overblik over de vigtigste herunder.
Lad os starte med Lego Star Wars: The Skywalker Saga. Her må der uden konkurrence være tale om månedens største spil. Traveller's Tales spytter ikke længere spil baseret på den ikoniske brik ud med samme regelmæssighed som i det forrige årti. Netop derfor har vi ekstra store forventninger til Lego Star Wars: The Skywalker Saga, der lader dig (og eventuelt en kammerat) spille igennem alle tre Star Wars-trilogier. Grafisk har spillet fået en overhaling sammenlignet med tidligere titler, men hvad der er endnu vigtigere, skulle også kampsystemet være blevet kraftigt forbedret med dynamiske angrebskombinationer.
Herefter ser det en smule tyndt ud, men Star Wars-fans kan i det mindste glæde sig over endnu en titel sat i den fjerne galakse. Det drejer sig om Star Wars: The Force Unleashed, der mere end et årti efter den originale lancering udkommer til Nintendo Switch. Det er dog ikke den primære version til Xbox 360 og PS3, som får endnu en tur i manegen, men i stedet Wii-versionen.
I det hele taget kan det godt betale sig at varme armene op til en gang heftig Motions Control. Nintendo Switch Sports bringer mod månedens slutning det ikoniske koncept fra Wii Sports til et nyt publikum med både nye og gamle aktiviteter som fodbold, volleyball, bowling, tennis, badminton og chambara/sværdkamp.
Og så må vi ikke glemme, at efterfølgeren til det legendarisk JRPG Chrono Trigger endelig når vores breddegrader over 20 år efter den originale udgivelse. Det sker den 7. april, hvor Chrono Cross: The Radical Dreamers Edition udkommer til konsol og PC.

MLB The Show 22 (PS4, PS5, Xbox One, Xbox Series X, Switch) - 1. april
Lego Star Wars: The Skywalker Saga (PS4, PS5, Xbox One, Xbox Series X, Switch, PC) - 5. April
Orcs Must Die! 3: Tipping the Scales (PS4, Xbox One, PC) - 7. april
Chrono Cross: The Radical Dreamers Edition (PS4, Xbox One, Switch, PC) - 7. april
Godfall: Ultimate Edition (PS4, PS5, Xbox One, Xbox Series X, PC) - 7. april
Sherlock Holmes: The Devil's Daughter (Switch) - 7. April
Chinatown Detective Agency (Xbox One, Switch, PC) - 7. April.
Back 4 Blood: Tunnels of Terror (PS4, PS5, Xbox One, Xbox Series X, PC) - 12. April
Neptunia X Senran Kagura: Ninja Wars (Switch) - 19. April
Star Wars: The Force Unleashed (Switch) - 20. april.
Zombie Army 4: Dead War (Switch) - 26. april.
Nintendo Switch Sports (Switch) - 29. April
