Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Aaron Paul-interview: fra dope til hurtige biler

Den 20. marts har Need For Speed premiere i de danske biografer. Anmeldelsen kan du læse her på Gamereactor samme dag, men her får du en forsmag fra filmens hovedperson.
Petter Hegevall 18 marts 2014

Fortæl lidt om din rolle, Tobey Marshall.
Han er en rigtig mande-mand, en macho-type. Han bliver dømt for en forbrydelse, han ikke har begået, ryger i fængsel, og har længe ventet på at få hævn. Som del af den plan har han tænkt sig at medvirke i et ulovligt gaderæs på USA's vestkyst.

Så du mange biljagtsfilm inden indspillingerne af Need for Speed?
Ja, bestemt. Det bedste ved Need for Speed er, at det faktisk ikke kun er en film med en masse biljagter, men en actionfilm der fører tankerne tilbage til 70'ernes bilfilm og den kultur. Første gang jeg mødte instruktøren Scott Waugh, solgte han mig fuldstændig på konceptet ved at referere til gamle Steve McQueen-film, hvilket gjorde mig rigtig begejstret. Personligt synes jeg at alle benzinhoveder fortjener en film som Need for Speed, der ikke kun indeholder sexede panoreringer henover parkerede biler, men også har en interessant historie.

Hvor god var du til at køre inden indspilningerne gik i gang?
Jeg var elendig. Jeg gennemgik en streng træningsprocess, og efterhånden følte Scotty Waugh sig mere og mere komfortabel ved at lade mig køre selv i de mere krævende scener. Overordnet har jeg kørt mere end jeg forventede at jeg ville komme til, og det har været givende at arbejde med en instruktør, der har en baggrund som stuntkordinator. I en period kørte jeg mest rundt på en asfaltplads og trænede håndbremsevendinger. De fleste moderne biler har dødsyge håndbremser, men med muskelbiler af den gamle skole er jeg efterhånden ret god med håndbremsen.

Der har på forhånd været en del snak om at Need for Speed indeholder flere stunts og færre computereffekter end film som for eksempel Fast & Furious?
Helt sikkert, Need for Speed er propfyldt med vovede, livsfarlige stunts som blev udført af toptrænede stuntmænd i verdensklasse. Personligt synes jeg at det giver en følelse af ægthed, fremfor hvis vi havde tilføjet det hele i postproduktion med specialeffekter.

Hvordan tror du at de, der elsker spilserien, vil reagere på filmen?
Jeg har selv spillet de fleste af Need for Speed-titlerne og er meget bevidst om hvor intense og adrenalinpumpende de er. Filmen er lige sådan. Masser af biljagter, en dusør på mit hoved, politi, helikoptere og vanvittige stunts... Ja, Need for Speed er en vild film.

Hvordan oplevede du Mustangen, som du kørte i store dele af filmen?
Utrolig kraftfuld. Betydeligt mere kraftfuld end alt jeg havde kørt i forinden, og garanteret mere kraftfuld end så godt som alle biler, du finder på gaden blandt almindelige mennesker. Jeg kørte også en Koenigsegg i en del af filmen. Eller nej, jeg kørte den ikke som sådan, eftersom vores stuntmand Tanner Foust styrede sportsvognen fra en kapsel, der var monteret oven på bilens bagende. Tanner er en brillant kører.

Var du interesseret i sportsvogne før filmen?
Bestemt. Jeg har altid elsket hurtige biler. Jeg er dog mere forelsket i den gamle skoles muskelbiler end nutidens sportsvogne. Under indspilningen spurgte jeg ofte om jeg måtte tage visse biler med mig hjem.

Fuld profil 362 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.